24.5.04

To anbefalinger: Julianas essay om poesi i en (permanent) krisetid
og
Lars' interview om (bl.a.) litteratur og samfund.

22.5.04

Anne-Marie Mais bidrag.
Mai spiller bolden videre til kritikken, hvilket jeg er helt med på. Men det ser næsten ud som om hun sætter lighedstegn mellem "kritik" og "anmeldelse" eller "dagbladskritik", hvilket ærlig talt er meget underligt for en litteraturprofessor. Hvad med den akademiske kritik?
Så nævner hun en masse navne for at vise at der er mangfoldighed og talent i den danske litteratur. Enig igen (anagrammer!). Men hvis Tue og Lars' udfordring har noget på sig, er det jo heller ikke talentmassen, som er problemet. Det er, hvad der bliver gjort med den.
Og så angriber hun deres skelnen mellem smal og bred litteratur fordi kvantiteten af læserskaren ikke kan måles på kort sigt. Men igen: Det handler ikke om kvantiteten, men om måden læseren tiltales. Hvis den smalle og brede litteratur begge henvender sig til deres respektive læserskarer for at underholde dem og bekræfte dem i hvad deres forestilling om hvad litteratur er (den ene sofistikeret eller "eksperimenterende", den anden bred og fortællende), så er der jo ingen kvalitativ forskel, kun forskel på målgruppen.

21.5.04

FJERDE DEL

Det undrer mig en del, at man har gjort så meget ud af det politiske i Ursula Andkjær Olsens bog Atlas over huller i verden, og at hun i interviews selv har gjort så meget ud af det. For mig at se er det noget af det svageste i hendes bog – ikke fordi det ikke er der, men fordi tilgangen til et større socialt rum er meget naiv og meget forudsigelig. Jeg tror ikke, at det skyldes en tilfældighed, men grundlæggende træk ved Ursula Andkjær Olsens litterære teknik og ambitioner.

Til slut i Atlas over huller i verden står det lille prosastykke ”mellem muslingeskaller og granknogler”, der må læses som et program for bogen: ”Hvad har du imod mig? At jeg ikke har valgt side? Mellem undertroisk og oversøisk, mellem muslingeskaller og granknogler, mellem fantasie og angest, mellem harmoni og disharmoni. ... At jeg hverken foretrækker forestillingen frem for opfyldelsen eller opfyldelsen frem for forestillingen? At jeg tror, jeg kan få både i pose og i sæk og blæse med mel i munden? Ja, den var værre, den var virkelig værre, men gør det noget, hvis jeg alligevel ikke kan?”

Stykkets pointe er oplagt: Stillet overfor en række binære modsætninger nægter jeget at vælge side. Den sidste leg med ordspillene angående pose og sæk og blæst og mel kan antyde, at jeget i stedet vil et både-og, at det vil vælge begge sider. Jeg tror, det er mere præcist at sige, at det ikke vil lægge sig fast. At vælge side er ikke bare at vælge fra, det er også overhovedet at vælge, at stivne indenfor rammerne af faste modsætninger og givne betydninger. Og det er denne stivnen, Ursula Andkjær Olsensøger at undvige – her på et metaplan, hvorfor jeg’et relativt stabilt kan udsige bogens ambition, i resten af bogen via sin sproglige praksis, hvor jeget (mere generelt: udsigelsen) snarere indgår som et af de elementer, der ikke må stivne end som det sted, der tales fra. I en sådan tolkning ligger blandt andet en forskydning fra rum til tid (bogen vil ikke alt på en gang, men vil kunne gennemkrydse alt i løbet af sin stadige virren). Der ligger også en kraftig inspiration fra den franske poststrukturalisme.

Set på et makro-niveau passer tolkningen med Atlas over huller i verdens brug af lange suiter, der ikke kan læses som udsagn, men må ses som stadige bevægelser, et læse-flow. På et mikroniveau varetages kampen mod stivheden ved hjælp af gentagelser og forskydninger, og især ved at spille forskellige idiomatiske udtryk ud mod hinanden, ved at pille dem fra hinanden. Det velkendte – stivnede – sprog og den stivnede begrebslighed forvrides, man skaber spil og forskydninger inden i det, eller måske rettere rundt om det: Når et afsnit hedder ”forbrugsgåder” er det meningen, at læseren skal høre ”forbrugsgoder” nedenunder. Hører man ikke det, mister udtrykket sin litterære charme: Ursula Andkjær Olsens kreativitet er selvsagt afhængig af det normalsprog, det som en trampolin sætter af på, en logisk konsekvens af forestillingen om digtningen som noget, der virrer rundt i det givne sprog og begrebslighedens givne strukturer uden at lægge sig fast.

Teknikken kan bedst ses i længere stykker: ”Der er intet nyt under solen, men hvis der ikke er nogen sol? Men det er der, men hvis den er gået ned, og natten er ung? Nattens alder har intet med sagen at gøre, nattens ælde og nattens ungdom, nattens vælde, den er helt igennem lovmæssig. Men man lader sig narre. Natten bliver altid yngre når man i en festlig, men vordende penibel situation får fat i nogle flere smøger. Det er ikke noget nyt. Nætter kan føles yngre end de er, ligesom de kan føles ældre eller dødfødte, det er ikke noget nyt.”

Den indledende kliché søges åbnet via spørgsmål og ved at læse den mod hårene. At solen skulle gå ned er ikke en aktiveret del af solens semantiske betydning i udtrykket ”der er intet nyt under solen” – hvorfor det selvsagt må sættes i spil her. Og så har man skabt en vej videre, hen til et spil på natten som ung og gammel, glide fra ælde til vælde, inddrage ”nattelivet” osv. Resultatet er, som mange har sagt om både denne og Ursula Andkjær Olsens tidligere bog, sprælskt, legesygt og charmerende. På et mere principielt niveau viser det os, at det dagligsprog, man kan opleve som monolitisk og homogent, er fuld af indre modsigelser, huller og løse tråde. Det er ved at dyrke dette i begrebsligheden og i normalsproget iboende potentiale, at Ursula Andkjær Olsen skaber sine tekster.

Det er også en teknik, der har sine begrænsninger. Stilistisk set er det logisk – og i mine øjne et tegn på ikke bare teknikkens, men også ambitionens grænser – at metaforen nærmest ingen rolle spiller i Ursula Andkjær Olsens digte. De billeder, der er, er enten indlejrede i sprogets idiomatiske udtryk, eller producerede via forskydninger fra disse, som ovenstående citats forestilling om en dødfødt nat. Læst i forhold til min fremstilling af bogens ambition bør man vel også påpege, at metaforen forudsætter et subjekt, der er forankret i sansningen, og det vil sige et noget, der ligger udenfor sproget (det er et punkt, der kan diskuteres, jeg trækker her på Ricoeurs forestilling om ”den levende metafor” som det sted i sproget, hvor subjektet udtrykker noget, der trænger sig på med en ”ontologisk vehemens” – hans udtryk – men man endnu ikke har sprog for). Forestillingen om en kreativitet, der virrer i sproget, en stadig, zigzaggende forskydning, hvis primære ambition ikke er at stivne, synes ganske enkelt ikke at have plads til litteraturens metaforiske billedsprog. Men man kan vel klare sig uden.

I forhold til vores tidligere samtale om henvendelsen er det også logisk, at dette ikke er en litteratur, som forankrer sig i et her-og-nu, som den så taler fra. Måske er det derfor, at bogen på trods af al sin charme kan virke en smule indadvendt: Man føler nok, at der tales en masse, men man føler ikke, at bogen taler til den læser, der så at sige befinder sig på den anden side af sproget. Måske skyldes det grundlæggende syn på sproget? Fokuserer man på, at sproget er noget man forskyder og virrer rundt inden i, risikerer man at underbetone, at det også er noget, man kommunikerer med.

Præcis her kan man vendet tilbage til det politiske og det større, sociale rum. Det korte afsnit ”mellem muslingeskaller og granknogler” indledtes faktisk med en tiltale til et du, der har noget imod jeget. Det er et du, forstår man, der vil at jeget skal vælge side, at det skal stivne i fast form. Jeg tror ikke det er forkert at lade dette du repræsentere ”magten” i al dens diffuse væsen; i al fald markerer det noget andet end filosofien og dagligsproget. Hvor disse udgør (en del af) materialet bag Ursula Andkjær Olsens forskydninger og ordspil, synes ”magten” i Atlas over huller i verden være det, der aktivt prøver at stoppe subjektets virren i sproget og verden. Det sker blandt andet ved at tvinge den tiltalte ind i forbrugets og begærsopfyldelsens mentalitet. Tydeligst er det i afsnittet ”forbrugsgåder”, hvor reklamens sprog mimes og forvrænges, og netop gør det i tiltalens form: ”Er du beskidt? Lugt efter. Hvis ja, så sælg jeres dødssyge, usexede familiebil og køb 20 nye vaskemaskiner med turboeffekt og mærk et bundløst sug af komfortabelhed. Fordi dine omgivelser fortjener det.”

Nu synes jeg dels, der er noget frelst og uoriginalt i alene at afvise og vrænge af reklamens sprog. Værre er det, at jeg mener selve modstillingen af stivnen vs. virren, som ikke bare strukturerer bogens litterære teknik, men også dens politiske kritik, er håbløst naiv i forhold til vores forståelse af et større, socialt rum. Den er ret ukonkret i forhold til de faktiske sociale rum, vi lever i. Og i en tid, hvor ethvert konsulentbureau med respekt for sig selv kræver af deres medarbejdere, at de skal kunne tænke ”outside the box”, hvor kreativitet og selvforvandling er nøgleord for enhver virksomhedsleder – endsige reklamemand! – er det simpelthen for let at opstille kreativitet og ”magt” som modsætninger. Uanset hvordan vi skal forstå denne diffuse ”magt” mere konkret, er det tydeligt, at virren og stivnen også her snylter på hinanden; med en kiastisk flothed kan man måske sige, at magten er kreativ og at kreativitet er magt. Det sidste synes ikke medtænkt i Ursula Andkjær Olsens bog.



Jeg kan ikke påstå at det overrasker mig at Ursulas bog er blevet læst politisk eftersom den nu engang i usædvanlig grad - i hvert fald for noget som kalder sig selv en digtsamling - bevæger sig rundt mellem sprogbrokker der utvetydigt hører hjemme i et større socialt og politisk landskab end det centrallyrikken som metervare kan overskue. Jeg er enig med dig i at tilgangen til det (større) rum nogle gange virker naiv eller overfladisk - det er især “Forbrugsgåderne” jeg har et problem med, selv om det er en fin titel - og jeg tror da heller ikke det er en tilfældighed, men at det er indlejret i bogens metode og stemmeføring.

Faktisk slår det mig at “Forbrugsgåderne” netop er problematiske fordi de på en ret entydig måde vrænger af reklamens sprog. I modsætning til resten af bogen fungerer den virren i sproget du taler om kun i en dimension og der er i en vis forstand lige præcis ingen gåder tilbage og ja, det kommer til at virke frelst og måske ikke så originalt og desværre ikke engang særlig morsomt.

Men resten af bogen er anderledes ved at være flydende, ikke ville lægge sig fast, ved at være mangestemmig (når man taler om den nyeste litteratur som mangestemmig, hvem taler man så om andre end Ursula?) og ved at være legende og charmerende. Det er ganske rigtigt en metode som har sine begrænsninger, men jeg er slet ikke enig i at det ikke er en litteratur som forankrer sig i et her-og-nu. Som du selv siger er jeget et af de elementer der ikke må stivne. Og teksterne består i disse lange flows som i deres helhed ikke kan pinnes ned på et enkelt udsagn, men som gennemløber forskellige positioner. For mig er der mere her-og-nu, mere følelse af nærvær, hvis vi skal tale om det, i en flydende position, som også er åben overfor andre stemmer.

Jeg kender ikke så meget til Ricœur og forstår noget andet ved metafor. Jeg forstår slet ikke at metaforen mere end nogen anden retorisk figur skulle forudsætte et sansende subjekt, men det er sikkert bare et spørgsmål om definitioner. For mig at se er bogen fyldt med metaforer.

Mere vigtigt er det nok at jeg tror du overvurderer det poststrukturalistiske spil med betydninger. Der er ingen tvivl om at der foregår forskydninger og bevægelser indenfor sprogets egen horisont og der er ingen tvivl om at tekstflowet ofte(st) ledes på vej på den måde, af faste vendinger, klicheer, citater, ordsprog, rim osv. Men det er jo ikke det samme som at sige, at der ikke refereres til noget på den anden side af sproget.

På godt og ondt er det i et eller andet omfang et skizofrent subjekt der taler. Skizofren lyder måske i disse deleuzianske tider som en god ting. Det kan man jo så diskutere om det er. Det er svært at danne politiske partier med skizofrene dagsordener. Det er svært at lave skizofrene love og regler. Det er svært at tale om skizofrenes menneskerettigheder (hvis man altså tager denne skizofreni alvorligt og ikke bare ser den som en sygdom). Men det er let nok at føle sig skizofren overfor alle disse ting og spørgsmålet er om ikke godt kunsten må afspejle det. Når den gør det charmerende.



Aha, vi er uenige. Lad mig efter endnu en gennemlæsning nuancere og uddybe nogle punkter i min analyse.

Metaforer: Selvfølgelig er der metaforer i Atlas over huller i verden, men de udgør en mindre betydningsfuld del af bogens figur-repertoire. Et eksempel på en (meget fin) metafor finder man i stykket ”Gentagelser”. Det er svært at forstå, at frelsen er pletvis, hedder det, at den er små dråber, Gud har tabt, derefter: ”Der er små huller der/ hvor man har tabt en/ cigaret Gud har nok/ tabt en cigaret/ indimellem.” – Ikke alene er det noget af et trip at forestille sig frelsen som noget, der helt konkret drypper ned fra Gud (en syret overførsel af sanselighed på begrebslighed), frelsen kan også visualiseres som brandhuller fra en cigaret: Guds frelse er noget, der nærmest doseres ufrivilligt, eller i al fald tilfældigt, ved et uheld. (Citatet peger også på, at det religiøse sprog spiller en stor rolle i bogen, noget, jeg ikke har læst så mange kommentarer på.)

Men sådanne metaforer er relativt sjældne. Ofte kipper ansatserne til metaforicitet i øvrigt hen imod en form for allegorisk personifikation: ”Beruselsen er nogle gange/ høflig og ringer på først men/ ikke altid” – også fra stykket ”Gentagelser”. Bliver beruselsen for et kort øjeblik ikke til en skikkelse, helt som ”sandhed” eller ”retfærdighed” gjorde det i gamle, allegoriske fabler? Snarere end at anskueliggøre en erfaring af beruselsens komme skaber teksten en minimalt tableau, en situation, vi kan forestille os. En af konsekvenserne er, at beruselsen udvenddigøres, vi ser den så at sige udefra. Det er ikke ment som en kritik, faktisk er det et af de mere interessante træk ved bogen.

Sanselighed: Min pointe er ikke, at Atlas over huller i verden er en usanselig bog. Det ville være et mærkeligt udsagn, al dens stund dens omgang med sproget er præget af musikalitet, af sans for sprogets visuelle og lydlige materialitet. Pointen er snarere, at bogens sanselighed – i det store hele – orienterer sig mod sproget selv og ikke mod de fænomener, sproget betegner. I den forstand er der kun svage spor efter et førsprogligt erfaringsrum i bogen, eller, hvis man har det dårligt med den em af autenticitet, der kan ligge i førsprogligt, så ikke-sprogligt.

Henvendelse: Føler du virkelig, at denne bog eksplicit arbejder med en tiltale til sin læser? I mine øjne henvender dens mange stemmer og ytringer sig primært til de andre stemmer og ytringer, der kommer undervejs: Som læser betragter man et spejlkabinet af henvendelser, men står også udenfor det. Faktisk synes jeg, Atlas over huller i verden valoriserer henvendelsen ret negativt – de optræder undervejs primært som ordrer og truende spørgsmål, som i indledningens ”Forener eder omkring indkøbskurven!” eller i forbrugsgåderne; bogen synes at se enhver form for henvendelse som en trussel mod kreativitetens virren. Alt dette udelukker jo ikke, at læseren føler et nærvær, men jeg tror ikke, dette nærvær er produceret af en tiltale, af en henvendelse via teksten til læseren. Jeg er i øvrigt ikke enig i din karakteristik af bogen som skizofren i sin stemmeføring, blandt andet fordi springene i udsigelse så tydeligt er formet som svar (variationer, modsigelser, nuanceringer) af tidligere udsagn. ”Jeg er loven// hvem sagde det?” eller ”Jeg er loven// Det siger du. Det/ lyder ikke lovende.” – Og fordi, der jo på ingen måde er tale om tungetale på Grotriansk niveau.

Politiske udsagn: I mine øjne er en sentens som ”Til byens borgere!// Der er ting vi må/ værne om tortur/ dødstraf/ og traditioner” – hentet fra ”Syndfloder” – lige så frelst og letkøbt som de værste af forbrugsgåderne, omvendt er der mange af dem, der skrider ud i mærkværdige og interessante retninger. Så jeg køber ikke din isolation af problemet til et enkelte afsnit. Problemet er snarere, at den vrængen, der ligger i et udsagn som ovenstående så tydeligt bygger på fordomme, på et fortegnet billede af alle ”de andre”, der ikke lige deler ens højkulturelle foragt for forbrug, Amagerhylder og national samhørighed og som derfor gestaltes via en stemme, der først og fremmest – og ufrivilligt? – bliver et billede på en fordom om magtens indhold og virkemåde. Det samme med en sentens som ”Det er moderne/ at være politisk/ ukorrekt det er/ noget med ikke/ at følge strømmen/ … /men derimod sine egne/ instinkter sin egen/ søde svinehund føj/ for katten”. – Et udsagn, det er let at være enig i, men også et udsagn, der stivner i sine egne fordomme: Det kunne også være, at de, der er uenige med alle os progressive humanister faktisk er reflekterede, begavede og anstændige mennesker. Skulle vi ikke vove os selv lidt, og se om det kunne være tilfældet? Den form for kompleksitet forsvinder det øjeblik, man tænker det større sociale og politiske rum via stivnen/virren (og via følgeforestillingerne om udgrænsning og grænseopløsning). Formuleret på en anden måde (en måde, der komplicerer mine tidligere argumenter): Måske er problemet, at dén virren, bogen lever af og skriver på i eksempler som ovenstående reelt ophører. De forfalder i stedet til sarkasme og politisk frelsthed. Her vælges der entydigt side, her er der nogle forestillinger, der er forkerte, som man skal vrænge af, men ikke virre i.

I forhold til kritikken og receptionen er problemet i mine øjne, at man har stillet sig tilfreds med at konstatere AT bogen inddrager den politiske sfære, men ikke har forholdt sig til HVAD den siger om det politiske, det sociale eller det religiøse felt (for nu at tage et par af de områder, der optræder i bogen). Ikke at gøre det er i mine øjne ikke at tage Ursulas Andkjær Olsens projekt alvorligt. Så vil jeg hellere gå i klinch med og forholde mig til hendes bog som udsagn om og i den verden vi lever i – og risikere at læse forkert.



ja ja, hørt, det sidste kan jeg kun være enig i, det samme med at det sanselige primært befinder sig i det sproglige rum. Det kan vel næppe siges at være usædvanligt og vel heller ikke problematisk for poesien (ja, well, det sidste kan man måske diskutere, men det er i hvert fald mit udgangspunkt).

Jeg vil holde fast i det med det skizofrene, for jeg synes alle de andre spørgsmål om metafor og henvendelse og politik samler sig om det. Når jeg siger skizofren mener jeg ikke forvirret, sygeligt, usammenhængende, rodet, ustruktureret. Og jeg taler slet ikke om tungetale som hos Grotrian. Jeg taler om en tekst som hele tiden skifter punkter og udsigelsespositioner og ja, det er sandt at det ikke er en kaotisk tekst samlet af enkeltstående (diskrete) elementer, men at de struktureres som variationer, svar, sprogspil osv. – et tekstflow som nævnt. Det vigtige er at man ikke kan etablere et olympisk synspunkt, der lægges ned over det hele. Så i den forstand er henvendelsen ganske rigtigt ikke direkte, man har ikke fornemmelsen af et jeg der sidder og taler direkte til en, men mere fornemmelsen af at overvære en samtale.

Det betyder også at man ikke bare kan hive en enkelt strofe som opslaget til byens borgere ud og se på det isoleret. (Skyum-Nielsen gjorde noget lignende med Lars’ bog og fordømte hele dens menneskesyn på den konto, men den bog vil jeg hellere lige vente lidt med). Det er netop det problem jeg har med “Forbrugsgåderne”, at de ikke er indlejret i et forløb, men står for sig selv og vrænger. Tilfældigvis er det opslag til byens borgere et af mine yndlingsafsnit i bogen. Det er nu ikke fordi det tegner et satirisk forvrænget og (indrømmet) frelst billede af magthaverne som fjender af den sande følsomme humanisme. Det er mere fordi det fremkalder et stærkt billede i mig af politiken som noget der har rod i polis, i byen, på markedspladsen – hvilket meget vel kan være et naivt nostalgisk billede fordi landsbyen som metafor for “samfundet” netop ikke indeholder den abstrakte symbolske måde samfundet og politikken fungerer på. Men det er et sidespring.

Min pointe med at bruge ordet skizofren var sådan set netop at henvendelsen ikke har form som et subjekt der taler til et andet (læseren) - og at det er en form der har den begrænsning at et ustabilt subjekt ikke må “stå inde for” alt hvad der bliver sagt, sådan som det gode gamle centrallyriske jeg må. I den forstand er det også et spørgsmål om en sådan skrift kan leve op til dit og Lars’ krav om at påtage sig moralske og politiske risici. (Og det kommer jeg nok også tilbage til i forbindelse med I morgen findes systemerne igen.)

På den anden side fungerer udsigelsen jo på flere niveauer. Når jeg siger, jeg har fornemmelsen af at overvære en samtale (og du siger spejlkabinet), så forandrer det selvfølgelig ikke at det på det mest grundlæggende niveau er Ursulas hovede de her stemmer stammer fra. Så det er klart at hendes temperament og holdninger i sidste ende er afgørende for vægtningen og placeringen af stemmerne. Det religiøse sprog spiller en ENORM rolle i bogen, men det er jo altså primært som en social diskurs - som måder eller måske rettere regler for hvordan det sociale liv skal organiseres. Du har allerede nævnt den diffuse “magt”, som har en tendens til at glide sammen med religionen i bogen fordi den og de religiøse udsagn nærmest bliver identificeret (nogle ville sige forvekslet) med fundamentalisme.

Der er så meget man kan sige når man først er kommet i gang. Men jeg trækker lige vejret.

(fortsættes)

20.5.04

Vejledning for Nobelpriskandidater.

18.5.04

Et stort spring fremad.
Tue og Lars Skinnebachs leder fra Den Blå Port.
Blonk i København! Be there!

12.5.04

TREDIE DEL

Måske udspringer min interesse for en undersøgende digtning, som du kalder det, af mødet med Lytle Shaw og Juliana Spahr. Da nok især af deres måde at tænke digtningen på, som den f. eks. kommer til udtryk i Lytles essay i Den Blå Port (nr. 59/60). Samtidig udgør den amerikanske lyrik et skræmmebillede for mig: I USA er den totale opdeling i mainstream og subkultur, som – måske? – er på vej hertillands, allerede fuldbyrdet.

På en mere grundlæggende, men også mere vag måde tror jeg, at min interesse for – skal vi kalde det andre måder at bruge digtningen på end de, der normalt hersker hertillands? – skyldes mit arbejde med den tidligt-moderne litteraturs former og funktioner. Som du ved, arbejder jeg i min phd med litteratur, skrevet før 1750. Denne er blandt andet interessant, fordi man her finder andre modeller for forholdet mellem tekst, læser og samfund end de, der gør sig gældende indenfor en borgerlig-romantisk tradition, indenfor den historiske avantgarde eller indenfor nutidens litterære undergrund. Man finder f. eks. satiriske forfatterskaber (som du ved, har jeg en svaghed for Jonathan Swift), der sætter deres samtids grundlæggende tankemønstre og politiske problemkomplekser på spil, undersøger, afdækker og forkaster dem. Og man finder en litteratur, hvor spørgsmål om eksistens og bevidsthed på det nærmeste er fraværende, hvilket føles som en utrolig befrielse, når man kommer fra de sidste 100 års litterære tradition – som vel er den, langt de fleste af os er mest belæst indenfor. Ikke at jeg ønsker en ren gentagelse af datidens litterære strategier, men det åbner altså øjnene for, at det, vi opfatter som en radikalt eksperimenterende litteratur faktisk er ret begrænset i sit formsprog og i sine måder at antaste sin læser.

Slut med reklamen for de gamle bøger, jeg fortsætter derudover min cliff-hanger: Der følger snarest noget om Lars Skinnebach og Ursula Andkjær Olsen (tillykke til hende med det tre-årige arbejdslegat!)



Ja, tillykke til hende.

Jeg har fået Den Blå Port i dag og kan således læse hele jeres leder, hvor I lidt mere detaljeret skriver om at litteraturen ikke bare de facto har mistet sin kulturelle tyngde, men også gør en dyd ud af det og “smykker sig med sin egen betydningsløshed.”

Nu kan man, som du selv gør opmærksom på, dårligt sammenligne litteraturens plads i offentligheden og dermed de ambitioner, den kan tillade sig at have på andres vegne, med situationen i det attende eller nittende århundrede. Men der findes i hvert fald en (skønlitterær) forfatter, der stadig har en ret betydelig tyngde, så meget at man kan høre hans navn blive nævnt i taler ved politiske partiers årsmøder - Klaus Rifbjerg.

Men jeg tror at spørgsmålet om tyngde og betydningsløshed (i betydningen effekt på meningsdannelsen) er et vildspor. Jeg må i hvert fald tilstå at min interesse i denne diskussion er af formel karakter: En interesse i at finde nye retninger at udvide et begrænset formsprog i. Lige så lidt interesseret jeg er i en hensigtsløs eller betydningsløs skønhed, lige så lidt tror jeg på at litteraturen kan eller bør tilstræbe kulturel tyngde.

Jeg vil ikke sige så meget mere her og blot vente i spænding på at høre hvad der følger.




Ja, Rifbjerg insisterer på sin placering i det offentlige rum. Men han er også et eksempel på en forfattertype, der er ved at forsvinde. Hvem er der tilbage, der vil offentligheden så meget, som han vil?

Det manglende kulturelle tyngde er i mine øjne et faktum, der ligger hinsides forfatternes magt. Den skyldes større forandringer i samfundet, især i mediebilledet og i kulturindustrien, men også i skolesystemet, f. eks. Spørgsmålet er snarere, hvordan litteraturen vælger at reagere på sin nye situation – spørgsmålet er derfor ikke så meget om Rifbjerg er efterlignelsesværdig; det giver af strukturelle grunde ikke mening at efterligne ham. Spørgsmålet er i stedet, hvordan litteraturen skal agere i dag, givet sin nye situation. Og det spørgsmål synes jeg rækker ud over spørgsmål om formsprog, da især med hele den diskussion om henvendelse in mente, som vi lige har haft oppe at vende. Hvis man vil bryde ud af den skønne, men hensigtsløse form via henvendelsen, må man da gøre sig nogle overvejelser over, hvem man henvender sig til, eller? Medmindre man med Horace Engdahl vil påstå, at det er ”ingen”, der taler til ”ingen” i litteraturen – så skal man bare passe på, at det ikke ender som en bogstavelig sandhed.


Ja, men det er så et spørgsmål om hvad man mener med form. Du talte tidligere (i en kommentar) om kunst som et institutionelt snarere end værkimmanent begreb. Jeg forstår også form som noget der rækker ud over værkets interne lingvistiske strukturer. Den måde et værk vælger at interagere med sin læser på er et formelt anliggende. Den måde det vælger at henvende sig på er derfor et formelt anliggende. Det er grunden til at jeg stiller mig helt uforstående overfor at nogle ser en “værkorienteret” og en “procesorienteret” litteratur som to adskilte størrelser. Måske er det et spørgsmål om perspektiv. Den værkorienterede kunstner stirrer stift ned i værket, den procesorienterede stirrer hele tiden på sig selv og sin egen skriven. Fælles for dem er netop at de ikke har noget blik for læseren, for den værket henvender sig til. (Fælles for dem er osse at de ikke eksisterer, de er bare karikaturer.)

Hvordan skal litteraturen så agere i den nye situation? Jeg tror mere på en undersøgelse af hvad det er at henvende sig end på en overvejelse over hvem man henvender sig til. (Ikke at der er noget absolut skel mellem de to heller.) Men det sidste er jo målgruppe-tænkning og er det ikke grundlæggende det der er problemet hvis den litterære subkultur kun henvender sig til sig selv?



OK – jeg tror du har ret mht. til formspørgsmålet, måske var min tidligere kommentar for hurtig

På den anden side: Jeg er glad for, at du også fastholder, at man ikke kan adskille ”at” og ”hvem” – det ville være kedeligt at læse en eller anden, som kun undersøger, hvordan man kan sige noget, uden faktisk at sige noget, ville det ikke? Udover at kræve, at man faktisk vil noget med sin tekst forstået som ytring, kræver det sidste også, så vidt jeg kan se, en forestilling om en ”nogen” på den anden side. Denne ”nogen” har så dels været undertrykt i en bestemt poetologisk tradition herhjemme, det er den ene side af problemet. Den anden er, at når ”nogen” så er blevet medtænkt, er den næsten altid blevet tænkt som en form for renset subjektivitet. Det er som om, der har været et forbud mod at ville andre mennesker noget, ikke bare i deres egenskab af følende og sansende væsener, men også i deres egenskaber af historiske og sociale væsener; det intime rum, der engang var litteraturens frirum, er nu blevet dets fængsel.  Og derved har litteraturen reduceret sit eget potentiale. Hvilket på den anden side ikke betyder, at man skal ignorere eller undertrykke sansning, passion, eksistens, bevidsthed og så videre.

Jeg nævner med vilje ikke den mulighed at værkerne taler til os som sproglige væsener, for det gør litteraturen altid. Spørgsmålet er snarere, om et værk i sin forestilling af sproget nøjes med at tænke sproget som medie for bevidsthed, sansning og følelse, eller om den også tænker sproget som medie for historie og socialitet (sproget som medie for magt, f. eks.)

11.5.04

Jeg er for helvede ikke Marianne Larsen!

6.5.04

ANDEN DEL AF SAMTALEN MED TUE
starter hvor første del sluttede - med Tues spørgsmål om patos...

For mig og formodentlig mange andre jævnaldrende er det umuligt at tænke på patos i litteraturen uden at tænke på Søren Ulrik Thomsen og hans erklærede mål om at genindføre den efter de danske modernisters angreb på den. Jeg har før skrevet ret udførligt om det i en anmeldelse af Søren Ulriks havregrynspakke, men den anmeldelse blev vist aldrig trykt, så jeg er glad for at du spørger!

Søren Ulrik har som bekendt den her helt metafysiske opfattelse af værkets eksistens som noget der overhovedet ikke angår digterens person, som et depersonaliseret og autonomt objekt. Den opfattelse deler han jo i større eller mindre grad med en lang række af de store modernister fra Baudelaire og Mallarmé og Eliot til Per Højholt og det er i høj grad det Hugo Friedrichs bog handler om.

Min opfattelse af patos (af den gode patos kunne man sige) er at den er følelsen formidlet gennem tale (det arketypiske eksempel er det rene udbrud Oh!) og da følelsen tilhører kroppen og ikke sproget og formidles i talen, ikke i skriften, må det rene værk også være renset for patos. Det er for mig at se dér, det store drama ligger hos Per Højholt, kampen mellem det rene autonome værk på den ene side og patos på den anden. Og hos Højholt er der ingen tvivl om hvem der vinder den kamp.

Hvis man derfor som Søren Ulrik vil forsøge at genvinde patos (og det kan der være god grund til, for det rene autonome værk står i alvorlig fare for at blive et meget goldt og meget lidt bevægende objekt - det er i høj grad det Svanesøsonetterne handler om), så er man nødt til at få patos konverteret til noget der taler ikke ud af munden på en følende person, men på en anden instans, der hos Søren Ulrik bliver FORMEN. Det opfatter jeg som et forsøg på både at blæse og have mel i munden (åbenbart et almindeligt fænomen blandt forfattere). Hvis man ikke ved hvem der taler hvorfra, som et subjekt forankret i verden (både som du siger institutionelt og hermeneutisk-fænomenologisk (kan vi ikke finde et bedre ord for det)) - hvordan kan man da få en fornemmelse for hvornår det berømte lokum brænder? Eller med andre ord skelne skønhed fra tom retorik? Dét er jo netop den dårlige patos, den der stiller sig op med bævende stemme og taler om ingen verdens ting, og som ikke formidler nogen følelse, men kun følelsens simili. Den taler uden autor-itet kunne man sige, og er derfor latterlig. Den tager heller ingen risici.

Derimod ville der være stor risiko forbundet med at genindføre patos i den romantiske version, dvs. som subjektet (geniet) der taler på Folkets og Åndens vegne. Eller risiko ... det ville snarere være selvmorderisk, for den rolle har forfatterne selvfølgelig forlængst mistet. Det med at den eneste mulige patos er den personlige henvendelses ligger snublende nær på Mikkels ide om skrivningen som et særligt intimt rum. Men hos Mikkel er det som om hele det sociale rum kollapser i det intime - som han roder sig ud i store store problemer med at forene med udgivelsen af en bog dvs. forvandlingen af den fra personlig skrift til en kulturgenstand i et offentligt rum. Han kommer faktisk meget tæt på at formulere det som et program at udgivelsen af en bog ikke har andet formål end at sikre forfatteren økonomisk.

Jeg har ikke noget ønske om at begrænse litteraturen til dette intime rum, ligesom jeg ikke har noget ønske om at gøre patos til en central del af litteraturen. Jeg vil hellere sige det er en af litteraturens muligheder end et af dens mål. Men det betyder måske det samme.

For en ordens skyld må jeg osse hellere sige at jeg ikke mener vækstlaget bare skal sejle sin egen sø. Jeg kunne godt tænke mig et lidt højere refleksionsniveau blandt forfatterne omkring den rolle de forestiller sig at spille i det omgivende samfunds liv og om hvad meningen er med det de foretager sig. Men selv uden et sådant bliver gode bøger dog skrevet.

....

Du kan kommentere alt det hvis du vil, men jeg ville osse gerne komme ind på en anden bog, eller to bøger, som jeg ser som ret tæt forbundne faktisk, Skinnebachs I morgen findes systemerne igen og Ursula Andkjær Olsens Atlas over huller i verden. Jeg kunne forestille mig, at det var eksempler på bøger med noget af den ambition du efterlyser?



... mener du virkelig, at patos er knyttet til kroppen og talen? Og mener du så også (det skriver du ikke, men det virker lidt sådan), at egentlig henvendelse altid må være mundtlig? Hvis man nu var trænet i fransk filosofi ville man jo råbe NÆRVÆRSMETAFYSIK og straks rulle dekonstruktionens analytiske piruetter ud.

Jeg tror sagtens man kan skille de to ting ad: En ting er at pege på sprogets og det patosfyldtes kobling til kroppen, noget andet at pege på dets kobling til det mellemmenneskelige. Begge dele forankrer subjektet i et her-og-nu, men gør det to forskellige måder. Især det sidste interesserer mig. Det gør det f. eks. muligt at tænke en del af litteraturen som umulige henvendelser – at læse Frank O’Hara er da som at læse græske eller romerske gravskrifter: Denne meget direkte stemme, der taler til en, men gør det hinsides graven – eller hinsides en anden uoverstigelig forhindring. I en sådan analyse er det patosfyldte netop betinget af skriften: Det er kun når den, der ikke kan tale til dig, alligevel henvender sig til dig – og især i erfaringen af denne dobbelthed – at den personlige henvendelses patos opleves. I så fald har den to komponenter: Den ene er henvendelsens intensitet (eller vedkommenhed, eller umiddelbarhed, som hos O’Hara). Den anden er den afstand, henvendelsen skal overvinde. Nå, det var et sidespor.

Længere kommentarer om Lars Skinnebach og Ursula Andkjær Olsens bøger følger ...


Hvad har jeg rodet mig ud i her? Et sidespor uden tvivl, men spørgsmålet om henvendelsen eller udsigelsen tror jeg alligevel er afgørende for hvordan man f.eks. vil læse Skinnebach (som det allerede fremgår af dagbladsanmeldelserne).

Nej, jeg mener på ingen måde at egentlig henvendelse må være mundtlig. Så utrendy kan jeg ikke holde ud at være og jeg er iøvrigt ikke særlig interesseret i autenticitet eller egentlighed. Næ jeg mener bare som du selv siger at patos forudsætter et talende (eller skrivende) subjekts forankring i et her-og-nu. Men det er jo netop det det såkaldt rene værk fra Baudelaire til Højholt ikke vil acceptere. Det er det, der gør o’Hara til en så radikal digter. For mig er det et mere påtrængende forhold i forbindelse med de kinesiske digtere (Du Fu og Wang Wei f.eks.) end med o’Hara, måske netop fordi afstanden er så meget større ikke kun i tid men også i sprog. Alligevel trænger noget igennem, og det er vel så det Engdahl og også du selv kalder tekstens stemme? En meget patetisk stemme, meget indtrængende. En stemme (og “stemme” er virkelig en metafor med nogle tvivlsomme bivirkninger) som ikke er den talende krops, men som så at sige er skabt i dens billede.

Jeg kom til at opstille en alt for firkantet modsætning mellem skrift og tale og påstå at følelsen ikke kan formidles i skriften. Det er selvfølgelig noget vrøvl, hvad f.eks. århundreders kærlighedsbreve kan demonstrere. Hvad enten denne følelse formidles i skrift eller tale har den imidlertid den følende krop som forudsætning. Jeg er sikker på at det før omtalte seminar om jegets status i litteraturen var et udspring af nogle lignende anfægtelser i forhold til den æstetiske autonomi det modernistiske værkbegreb bygger på.

Men jeg vil gerne sige, at min lille bemærkning fra Svanesøsonetterne jo også har sin egen tidslige signatur: Bogen er skrevet i juni 2001, dvs. umiddelbart før et par meget væsentlige hændelser.
Dels 11/9 og de deraf følgende begivenheder, som jeg tror har haft stor indvirkning på mange forfatteres ønske om at ytre sig i et større rum end litteraturens - uden at der måske er kommet så meget synligt ud af det. (Nåja, der er da kommet endnu en roman fra Grøndahls Papirmølle A/S).
Dels - og faktisk i det personlige perspektiv endnu væsentligere - lyrikfestivalen In the Making, som førte til en meget direkte og intens kontakt med de amerikanske digtere og - for mig at se - markerede et virkeligt vendepunkt for hele den danske litteratur.

Jeg har osse en mistanke om at dit ønske om at se en undersøgende digtning (en zetetisk digtning vil jeg gerne kalde det, jeg lærte ordet at kende i Weekendavisen sidste fredag og blev meget forelsket i det), delvis er fremprovokeret af mødet med sådan en poesi, som tager fat i konkrete sproglige og politiske fænomener som f.eks Jena Osman, Juliana Spahr, Lytle Shaw m.fl.?

Først månelandingen og nu dette!

4.5.04

Tues svar til Nikolaj:
Hej Nikolaj,

Jeg er enig med Martin i, at en overraskende stor del af avantgarden havde offentligheden som sit publikum og havde ambitioner ud over de formelt eksperimenterende. Både futurismen og surrealismen var vel revolutionære i deres anslag. Men man kan sikkert finde andre eksempler – og så kan man tage en skikkelse som William Blake: Her er det snarere sådan, at ambitionsniveauet var så stort (kosmisk, faktisk) at spørgsmålet om socialitet og samfund kun er en lille del af hans projekt. Hvilket alt sammen er meget fint – men ikke det, der sker for tiden. Pt. bruges forestillingen om den eksperimenterende og smalle litteratur som et skalkeskjul, en måde ikke at påtage sig ambitioner (af nogen art).

Og til Martin: Jeg er helt med på, at kritikken skal formulere krav til litteraturen. Jeg er træt af flosklen om, at kritikken skal læse værkerne på deres egne betingelser. Egentlige manifester ved jeg ikke, om jeg vil gøre mig i – men Bukdahl gør det da med jævne mellemrum.

3.5.04

Til Nikolaj:
Det er næsten umuligt at tænke sig det, der nu går under navndet "den historiske avantgarde" uden at tænke på deres manifester - for dén avantgarde var manifestet sådan set den primære genre og ofte det de huskes for i dag. Men manifestet er jo i allerhøjeste grad henvendt til offentligheden - husk at det oprindelige futuristiske manifest blev offentliggjort første gang på forsiden af Le Figaro. Hvad angår Gamle Ezra forekommer det mig, at der er en tydelig (og betydelig) kontinuitet i hans værk som spænder fra hans økonomiske teorier over hans antisemitiske radioforedrag og lige ind i hjertet af Cantos. Fælles er et skummende og rasende engagement i samtiden (og dens monumentale fejltagelser).
Selv konkretpoesien, som man let kunne tage for at være den mest udprægede formalistiske poesie pure, havde - i hvert fald i sin brasilianske aftapning - stærke politiske under- og overtoner.
Hvor er dagens manifester? Hvor er dagens visioner for hvad litteraturen kan gøre? (Man kunne jo drillende spørge Tue, om det ikke lige så meget er kritikerens opgave som det er forfatternes?)

Fordømt! Der er åbenbart en grænse for hvor lange kommentarer Haloscan kan klare. Det ved jeg nu, fordi Nikolaj Rønhede har prøvet at sende dette:
”Man kan spørge sig selv, hvor meget eksperiment (eller kompromisløs vision, for den sags skyld), der ligger i ikke bare at skrive NØJAGTIG den slags litteratur, alle ens venner og litterære bekendte forventer af en, men endda at skrive den på en måde, så det er tydeligt, at man kun henvender sig til disse venner og litterære bekendte. Værre er det i mine øjne, at denne rettethed mod den litterære subkultur også betyder, at den smalle litteratur omvendt INTET har at sige en større offentlighed. Ret beset henvender værkerne sig slet ikke til det samfund, der omgiver dem. De henvender sig ikke til størstedelen af den læsende danske befolkning, f. eks. - igen taler jeg her om det intenderede, ikke det faktiske publikum.”

Kære Tue, jeg synes, der mangler lidt historie i dette afsnit – for hvem kan vi nævne af klassikerne inden for området ”eksperiment (eller kompromisløs vision, for den sags skyld)”, der som udgangspunkt ”henvendte” sig til det ”omgivende samfund”? Så vidt jeg kan se, henvendte de sig på en måde netop ikke til det omgivende samfund, og det var det, der enten gjorde dem så rasende påtrængende i deres samtid eller overleverede dem til efterkommerne. Det betyder ikke, at jeg er uenig i, at det er en helvedes dårlig idé at kalkulere sit publikum på forhånd, uanset om det er de 200-250 personer her i København, når det går højt, eller det er en kritiker med et standpunkt og en sag – for det kommer der i alle tilfælde sjældent nogen kunst ud af. Eller for den sags skyld at kopiere sine forbilleder fra 50ernes, 60ernes og 70ernes fornyelser. Derimod skal man vel prøve at være i samklang med sin egen tid og gerne et lille skridt foran, det sidste er mit bedste bud på, hvad samtidskunst er for noget, nemlig den, som er et lille skridt foran sin tid. Endelig er det måske også værd at ihukomme Ezra Pounds statement om, at et land har den litteratur, som det fortjener. De venligste hilsener nikolaj

2.5.04

From the big egg to Ghost Town.

1.5.04


Paa Bane nu, paa Bane! Seer Du den røde Fane?

Svanesøsonetterne har lidt overraskende allerede fået to anmeldelser af Bukdahl og Lyngsø. Begge meget fine, begge fik mig til at finde papirene frem igen ... har jeg virkelig skrevet det!?
Har jeg virkelig haft et erklæret ideal om "det smukke" overfor "det skønne"? Mjahh...
Jeg spekulerer på hvad forholdet er mellem det smukke og det skønne og på hvorfor jeg er langt mere tiltrukket af det første end af det andet? Det skønne er koldt og uforgængeligt, at kalde en kvinde skøn er en fornærmelse, at kalde hende en isdronning. Det smukke er forankret i menneskets følelsesliv. Men jeg tror nu ikke , at der er noget absolut modsætningsforhold mellem de to ting. De er begge æstetiske kategorier, begge former for æstetisk nydelse.
Lyngsø har selvfølgelig ret, når han siger, at det er et stykke litterær konceptkunst og jeg er glad for, at han bruger det ord! Til gengæld har jeg sværere ved at fatte, hvad det er, han snakker om, når han taler om "denne store brogede flok, der mener, at det centrale i kunsten ikke er værket som produkt, men den proces, der udfoldes af kunstner og læser/betragter." Jeg forstår ganske enkelt slet ikke hvordan man kan tale om et værk uafhængigt af læseren? Jeg mener: Svanesøsonetterne er jo i den grad et produkt, et materielt produkt (ligesom enhver bog, ethvert kunstværk naturligvis er det) og læseprocessen er læserens interaktion med dette produkt. Jeg fatter ikke at denne skelnen mellem proces og værk skulle være særligt frugtbar og at det er vigtigt hvem der mener hvad - det er som om der var to store religioner man kunne tilhøre, værkets og processens, and never the twain shall meet...