Til Nikolaj:
Det er næsten umuligt at tænke sig det, der nu går under navndet "den historiske avantgarde" uden at tænke på deres manifester - for dén avantgarde var manifestet sådan set den primære genre og ofte det de huskes for i dag. Men manifestet er jo i allerhøjeste grad henvendt til offentligheden - husk at det oprindelige futuristiske manifest blev offentliggjort første gang på forsiden af Le Figaro. Hvad angår Gamle Ezra forekommer det mig, at der er en tydelig (og betydelig) kontinuitet i hans værk som spænder fra hans økonomiske teorier over hans antisemitiske radioforedrag og lige ind i hjertet af Cantos. Fælles er et skummende og rasende engagement i samtiden (og dens monumentale fejltagelser).
Selv konkretpoesien, som man let kunne tage for at være den mest udprægede formalistiske poesie pure, havde - i hvert fald i sin brasilianske aftapning - stærke politiske under- og overtoner.
Hvor er dagens manifester? Hvor er dagens visioner for hvad litteraturen kan gøre? (Man kunne jo drillende spørge Tue, om det ikke lige så meget er kritikerens opgave som det er forfatternes?)