Svanesøsonetterne har lidt overraskende allerede fået to anmeldelser af Bukdahl og Lyngsø. Begge meget fine, begge fik mig til at finde papirene frem igen ... har jeg virkelig skrevet det!?
Har jeg virkelig haft et erklæret ideal om "det smukke" overfor "det skønne"? Mjahh...

Jeg spekulerer på hvad forholdet er mellem det smukke og det skønne og på hvorfor jeg er langt mere tiltrukket af det første end af det andet? Det skønne er koldt og uforgængeligt, at kalde en kvinde skøn er en fornærmelse, at kalde hende en isdronning. Det smukke er forankret i menneskets følelsesliv. Men jeg tror nu ikke , at der er noget absolut modsætningsforhold mellem de to ting. De er begge æstetiske kategorier, begge former for æstetisk nydelse.

Lyngsø har selvfølgelig ret, når han siger, at det er et stykke litterær konceptkunst og jeg er glad for, at han bruger det ord! Til gengæld har jeg sværere ved at fatte, hvad det er, han snakker om, når han taler om "denne store brogede flok, der mener, at det centrale i kunsten ikke er værket som produkt, men den proces, der udfoldes af kunstner og læser/betragter." Jeg forstår ganske enkelt slet ikke hvordan man kan tale om et værk uafhængigt af læseren? Jeg mener: Svanesøsonetterne er jo i den grad et produkt, et materielt produkt (ligesom enhver bog, ethvert kunstværk naturligvis er det) og læseprocessen er læserens interaktion med dette produkt. Jeg fatter ikke at denne skelnen mellem proces og værk skulle være særligt frugtbar og at det er vigtigt hvem der mener hvad - det er som om der var to store religioner man kunne tilhøre, værkets og processens, and never the twain shall meet...