FJERDE DEL

Det undrer mig en del, at man har gjort så meget ud af det politiske i Ursula Andkjær Olsens bog Atlas over huller i verden, og at hun i interviews selv har gjort så meget ud af det. For mig at se er det noget af det svageste i hendes bog – ikke fordi det ikke er der, men fordi tilgangen til et større socialt rum er meget naiv og meget forudsigelig. Jeg tror ikke, at det skyldes en tilfældighed, men grundlæggende træk ved Ursula Andkjær Olsens litterære teknik og ambitioner.

Til slut i Atlas over huller i verden står det lille prosastykke ”mellem muslingeskaller og granknogler”, der må læses som et program for bogen: ”Hvad har du imod mig? At jeg ikke har valgt side? Mellem undertroisk og oversøisk, mellem muslingeskaller og granknogler, mellem fantasie og angest, mellem harmoni og disharmoni. ... At jeg hverken foretrækker forestillingen frem for opfyldelsen eller opfyldelsen frem for forestillingen? At jeg tror, jeg kan få både i pose og i sæk og blæse med mel i munden? Ja, den var værre, den var virkelig værre, men gør det noget, hvis jeg alligevel ikke kan?”

Stykkets pointe er oplagt: Stillet overfor en række binære modsætninger nægter jeget at vælge side. Den sidste leg med ordspillene angående pose og sæk og blæst og mel kan antyde, at jeget i stedet vil et både-og, at det vil vælge begge sider. Jeg tror, det er mere præcist at sige, at det ikke vil lægge sig fast. At vælge side er ikke bare at vælge fra, det er også overhovedet at vælge, at stivne indenfor rammerne af faste modsætninger og givne betydninger. Og det er denne stivnen, Ursula Andkjær Olsensøger at undvige – her på et metaplan, hvorfor jeg’et relativt stabilt kan udsige bogens ambition, i resten af bogen via sin sproglige praksis, hvor jeget (mere generelt: udsigelsen) snarere indgår som et af de elementer, der ikke må stivne end som det sted, der tales fra. I en sådan tolkning ligger blandt andet en forskydning fra rum til tid (bogen vil ikke alt på en gang, men vil kunne gennemkrydse alt i løbet af sin stadige virren). Der ligger også en kraftig inspiration fra den franske poststrukturalisme.

Set på et makro-niveau passer tolkningen med Atlas over huller i verdens brug af lange suiter, der ikke kan læses som udsagn, men må ses som stadige bevægelser, et læse-flow. På et mikroniveau varetages kampen mod stivheden ved hjælp af gentagelser og forskydninger, og især ved at spille forskellige idiomatiske udtryk ud mod hinanden, ved at pille dem fra hinanden. Det velkendte – stivnede – sprog og den stivnede begrebslighed forvrides, man skaber spil og forskydninger inden i det, eller måske rettere rundt om det: Når et afsnit hedder ”forbrugsgåder” er det meningen, at læseren skal høre ”forbrugsgoder” nedenunder. Hører man ikke det, mister udtrykket sin litterære charme: Ursula Andkjær Olsens kreativitet er selvsagt afhængig af det normalsprog, det som en trampolin sætter af på, en logisk konsekvens af forestillingen om digtningen som noget, der virrer rundt i det givne sprog og begrebslighedens givne strukturer uden at lægge sig fast.

Teknikken kan bedst ses i længere stykker: ”Der er intet nyt under solen, men hvis der ikke er nogen sol? Men det er der, men hvis den er gået ned, og natten er ung? Nattens alder har intet med sagen at gøre, nattens ælde og nattens ungdom, nattens vælde, den er helt igennem lovmæssig. Men man lader sig narre. Natten bliver altid yngre når man i en festlig, men vordende penibel situation får fat i nogle flere smøger. Det er ikke noget nyt. Nætter kan føles yngre end de er, ligesom de kan føles ældre eller dødfødte, det er ikke noget nyt.”

Den indledende kliché søges åbnet via spørgsmål og ved at læse den mod hårene. At solen skulle gå ned er ikke en aktiveret del af solens semantiske betydning i udtrykket ”der er intet nyt under solen” – hvorfor det selvsagt må sættes i spil her. Og så har man skabt en vej videre, hen til et spil på natten som ung og gammel, glide fra ælde til vælde, inddrage ”nattelivet” osv. Resultatet er, som mange har sagt om både denne og Ursula Andkjær Olsens tidligere bog, sprælskt, legesygt og charmerende. På et mere principielt niveau viser det os, at det dagligsprog, man kan opleve som monolitisk og homogent, er fuld af indre modsigelser, huller og løse tråde. Det er ved at dyrke dette i begrebsligheden og i normalsproget iboende potentiale, at Ursula Andkjær Olsen skaber sine tekster.

Det er også en teknik, der har sine begrænsninger. Stilistisk set er det logisk – og i mine øjne et tegn på ikke bare teknikkens, men også ambitionens grænser – at metaforen nærmest ingen rolle spiller i Ursula Andkjær Olsens digte. De billeder, der er, er enten indlejrede i sprogets idiomatiske udtryk, eller producerede via forskydninger fra disse, som ovenstående citats forestilling om en dødfødt nat. Læst i forhold til min fremstilling af bogens ambition bør man vel også påpege, at metaforen forudsætter et subjekt, der er forankret i sansningen, og det vil sige et noget, der ligger udenfor sproget (det er et punkt, der kan diskuteres, jeg trækker her på Ricoeurs forestilling om ”den levende metafor” som det sted i sproget, hvor subjektet udtrykker noget, der trænger sig på med en ”ontologisk vehemens” – hans udtryk – men man endnu ikke har sprog for). Forestillingen om en kreativitet, der virrer i sproget, en stadig, zigzaggende forskydning, hvis primære ambition ikke er at stivne, synes ganske enkelt ikke at have plads til litteraturens metaforiske billedsprog. Men man kan vel klare sig uden.

I forhold til vores tidligere samtale om henvendelsen er det også logisk, at dette ikke er en litteratur, som forankrer sig i et her-og-nu, som den så taler fra. Måske er det derfor, at bogen på trods af al sin charme kan virke en smule indadvendt: Man føler nok, at der tales en masse, men man føler ikke, at bogen taler til den læser, der så at sige befinder sig på den anden side af sproget. Måske skyldes det grundlæggende syn på sproget? Fokuserer man på, at sproget er noget man forskyder og virrer rundt inden i, risikerer man at underbetone, at det også er noget, man kommunikerer med.

Præcis her kan man vendet tilbage til det politiske og det større, sociale rum. Det korte afsnit ”mellem muslingeskaller og granknogler” indledtes faktisk med en tiltale til et du, der har noget imod jeget. Det er et du, forstår man, der vil at jeget skal vælge side, at det skal stivne i fast form. Jeg tror ikke det er forkert at lade dette du repræsentere ”magten” i al dens diffuse væsen; i al fald markerer det noget andet end filosofien og dagligsproget. Hvor disse udgør (en del af) materialet bag Ursula Andkjær Olsens forskydninger og ordspil, synes ”magten” i Atlas over huller i verden være det, der aktivt prøver at stoppe subjektets virren i sproget og verden. Det sker blandt andet ved at tvinge den tiltalte ind i forbrugets og begærsopfyldelsens mentalitet. Tydeligst er det i afsnittet ”forbrugsgåder”, hvor reklamens sprog mimes og forvrænges, og netop gør det i tiltalens form: ”Er du beskidt? Lugt efter. Hvis ja, så sælg jeres dødssyge, usexede familiebil og køb 20 nye vaskemaskiner med turboeffekt og mærk et bundløst sug af komfortabelhed. Fordi dine omgivelser fortjener det.”

Nu synes jeg dels, der er noget frelst og uoriginalt i alene at afvise og vrænge af reklamens sprog. Værre er det, at jeg mener selve modstillingen af stivnen vs. virren, som ikke bare strukturerer bogens litterære teknik, men også dens politiske kritik, er håbløst naiv i forhold til vores forståelse af et større, socialt rum. Den er ret ukonkret i forhold til de faktiske sociale rum, vi lever i. Og i en tid, hvor ethvert konsulentbureau med respekt for sig selv kræver af deres medarbejdere, at de skal kunne tænke ”outside the box”, hvor kreativitet og selvforvandling er nøgleord for enhver virksomhedsleder – endsige reklamemand! – er det simpelthen for let at opstille kreativitet og ”magt” som modsætninger. Uanset hvordan vi skal forstå denne diffuse ”magt” mere konkret, er det tydeligt, at virren og stivnen også her snylter på hinanden; med en kiastisk flothed kan man måske sige, at magten er kreativ og at kreativitet er magt. Det sidste synes ikke medtænkt i Ursula Andkjær Olsens bog.



Jeg kan ikke påstå at det overrasker mig at Ursulas bog er blevet læst politisk eftersom den nu engang i usædvanlig grad - i hvert fald for noget som kalder sig selv en digtsamling - bevæger sig rundt mellem sprogbrokker der utvetydigt hører hjemme i et større socialt og politisk landskab end det centrallyrikken som metervare kan overskue. Jeg er enig med dig i at tilgangen til det (større) rum nogle gange virker naiv eller overfladisk - det er især “Forbrugsgåderne” jeg har et problem med, selv om det er en fin titel - og jeg tror da heller ikke det er en tilfældighed, men at det er indlejret i bogens metode og stemmeføring.

Faktisk slår det mig at “Forbrugsgåderne” netop er problematiske fordi de på en ret entydig måde vrænger af reklamens sprog. I modsætning til resten af bogen fungerer den virren i sproget du taler om kun i en dimension og der er i en vis forstand lige præcis ingen gåder tilbage og ja, det kommer til at virke frelst og måske ikke så originalt og desværre ikke engang særlig morsomt.

Men resten af bogen er anderledes ved at være flydende, ikke ville lægge sig fast, ved at være mangestemmig (når man taler om den nyeste litteratur som mangestemmig, hvem taler man så om andre end Ursula?) og ved at være legende og charmerende. Det er ganske rigtigt en metode som har sine begrænsninger, men jeg er slet ikke enig i at det ikke er en litteratur som forankrer sig i et her-og-nu. Som du selv siger er jeget et af de elementer der ikke må stivne. Og teksterne består i disse lange flows som i deres helhed ikke kan pinnes ned på et enkelt udsagn, men som gennemløber forskellige positioner. For mig er der mere her-og-nu, mere følelse af nærvær, hvis vi skal tale om det, i en flydende position, som også er åben overfor andre stemmer.

Jeg kender ikke så meget til Ricœur og forstår noget andet ved metafor. Jeg forstår slet ikke at metaforen mere end nogen anden retorisk figur skulle forudsætte et sansende subjekt, men det er sikkert bare et spørgsmål om definitioner. For mig at se er bogen fyldt med metaforer.

Mere vigtigt er det nok at jeg tror du overvurderer det poststrukturalistiske spil med betydninger. Der er ingen tvivl om at der foregår forskydninger og bevægelser indenfor sprogets egen horisont og der er ingen tvivl om at tekstflowet ofte(st) ledes på vej på den måde, af faste vendinger, klicheer, citater, ordsprog, rim osv. Men det er jo ikke det samme som at sige, at der ikke refereres til noget på den anden side af sproget.

På godt og ondt er det i et eller andet omfang et skizofrent subjekt der taler. Skizofren lyder måske i disse deleuzianske tider som en god ting. Det kan man jo så diskutere om det er. Det er svært at danne politiske partier med skizofrene dagsordener. Det er svært at lave skizofrene love og regler. Det er svært at tale om skizofrenes menneskerettigheder (hvis man altså tager denne skizofreni alvorligt og ikke bare ser den som en sygdom). Men det er let nok at føle sig skizofren overfor alle disse ting og spørgsmålet er om ikke godt kunsten må afspejle det. Når den gør det charmerende.



Aha, vi er uenige. Lad mig efter endnu en gennemlæsning nuancere og uddybe nogle punkter i min analyse.

Metaforer: Selvfølgelig er der metaforer i Atlas over huller i verden, men de udgør en mindre betydningsfuld del af bogens figur-repertoire. Et eksempel på en (meget fin) metafor finder man i stykket ”Gentagelser”. Det er svært at forstå, at frelsen er pletvis, hedder det, at den er små dråber, Gud har tabt, derefter: ”Der er små huller der/ hvor man har tabt en/ cigaret Gud har nok/ tabt en cigaret/ indimellem.” – Ikke alene er det noget af et trip at forestille sig frelsen som noget, der helt konkret drypper ned fra Gud (en syret overførsel af sanselighed på begrebslighed), frelsen kan også visualiseres som brandhuller fra en cigaret: Guds frelse er noget, der nærmest doseres ufrivilligt, eller i al fald tilfældigt, ved et uheld. (Citatet peger også på, at det religiøse sprog spiller en stor rolle i bogen, noget, jeg ikke har læst så mange kommentarer på.)

Men sådanne metaforer er relativt sjældne. Ofte kipper ansatserne til metaforicitet i øvrigt hen imod en form for allegorisk personifikation: ”Beruselsen er nogle gange/ høflig og ringer på først men/ ikke altid” – også fra stykket ”Gentagelser”. Bliver beruselsen for et kort øjeblik ikke til en skikkelse, helt som ”sandhed” eller ”retfærdighed” gjorde det i gamle, allegoriske fabler? Snarere end at anskueliggøre en erfaring af beruselsens komme skaber teksten en minimalt tableau, en situation, vi kan forestille os. En af konsekvenserne er, at beruselsen udvenddigøres, vi ser den så at sige udefra. Det er ikke ment som en kritik, faktisk er det et af de mere interessante træk ved bogen.

Sanselighed: Min pointe er ikke, at Atlas over huller i verden er en usanselig bog. Det ville være et mærkeligt udsagn, al dens stund dens omgang med sproget er præget af musikalitet, af sans for sprogets visuelle og lydlige materialitet. Pointen er snarere, at bogens sanselighed – i det store hele – orienterer sig mod sproget selv og ikke mod de fænomener, sproget betegner. I den forstand er der kun svage spor efter et førsprogligt erfaringsrum i bogen, eller, hvis man har det dårligt med den em af autenticitet, der kan ligge i førsprogligt, så ikke-sprogligt.

Henvendelse: Føler du virkelig, at denne bog eksplicit arbejder med en tiltale til sin læser? I mine øjne henvender dens mange stemmer og ytringer sig primært til de andre stemmer og ytringer, der kommer undervejs: Som læser betragter man et spejlkabinet af henvendelser, men står også udenfor det. Faktisk synes jeg, Atlas over huller i verden valoriserer henvendelsen ret negativt – de optræder undervejs primært som ordrer og truende spørgsmål, som i indledningens ”Forener eder omkring indkøbskurven!” eller i forbrugsgåderne; bogen synes at se enhver form for henvendelse som en trussel mod kreativitetens virren. Alt dette udelukker jo ikke, at læseren føler et nærvær, men jeg tror ikke, dette nærvær er produceret af en tiltale, af en henvendelse via teksten til læseren. Jeg er i øvrigt ikke enig i din karakteristik af bogen som skizofren i sin stemmeføring, blandt andet fordi springene i udsigelse så tydeligt er formet som svar (variationer, modsigelser, nuanceringer) af tidligere udsagn. ”Jeg er loven// hvem sagde det?” eller ”Jeg er loven// Det siger du. Det/ lyder ikke lovende.” – Og fordi, der jo på ingen måde er tale om tungetale på Grotriansk niveau.

Politiske udsagn: I mine øjne er en sentens som ”Til byens borgere!// Der er ting vi må/ værne om tortur/ dødstraf/ og traditioner” – hentet fra ”Syndfloder” – lige så frelst og letkøbt som de værste af forbrugsgåderne, omvendt er der mange af dem, der skrider ud i mærkværdige og interessante retninger. Så jeg køber ikke din isolation af problemet til et enkelte afsnit. Problemet er snarere, at den vrængen, der ligger i et udsagn som ovenstående så tydeligt bygger på fordomme, på et fortegnet billede af alle ”de andre”, der ikke lige deler ens højkulturelle foragt for forbrug, Amagerhylder og national samhørighed og som derfor gestaltes via en stemme, der først og fremmest – og ufrivilligt? – bliver et billede på en fordom om magtens indhold og virkemåde. Det samme med en sentens som ”Det er moderne/ at være politisk/ ukorrekt det er/ noget med ikke/ at følge strømmen/ … /men derimod sine egne/ instinkter sin egen/ søde svinehund føj/ for katten”. – Et udsagn, det er let at være enig i, men også et udsagn, der stivner i sine egne fordomme: Det kunne også være, at de, der er uenige med alle os progressive humanister faktisk er reflekterede, begavede og anstændige mennesker. Skulle vi ikke vove os selv lidt, og se om det kunne være tilfældet? Den form for kompleksitet forsvinder det øjeblik, man tænker det større sociale og politiske rum via stivnen/virren (og via følgeforestillingerne om udgrænsning og grænseopløsning). Formuleret på en anden måde (en måde, der komplicerer mine tidligere argumenter): Måske er problemet, at dén virren, bogen lever af og skriver på i eksempler som ovenstående reelt ophører. De forfalder i stedet til sarkasme og politisk frelsthed. Her vælges der entydigt side, her er der nogle forestillinger, der er forkerte, som man skal vrænge af, men ikke virre i.

I forhold til kritikken og receptionen er problemet i mine øjne, at man har stillet sig tilfreds med at konstatere AT bogen inddrager den politiske sfære, men ikke har forholdt sig til HVAD den siger om det politiske, det sociale eller det religiøse felt (for nu at tage et par af de områder, der optræder i bogen). Ikke at gøre det er i mine øjne ikke at tage Ursulas Andkjær Olsens projekt alvorligt. Så vil jeg hellere gå i klinch med og forholde mig til hendes bog som udsagn om og i den verden vi lever i – og risikere at læse forkert.



ja ja, hørt, det sidste kan jeg kun være enig i, det samme med at det sanselige primært befinder sig i det sproglige rum. Det kan vel næppe siges at være usædvanligt og vel heller ikke problematisk for poesien (ja, well, det sidste kan man måske diskutere, men det er i hvert fald mit udgangspunkt).

Jeg vil holde fast i det med det skizofrene, for jeg synes alle de andre spørgsmål om metafor og henvendelse og politik samler sig om det. Når jeg siger skizofren mener jeg ikke forvirret, sygeligt, usammenhængende, rodet, ustruktureret. Og jeg taler slet ikke om tungetale som hos Grotrian. Jeg taler om en tekst som hele tiden skifter punkter og udsigelsespositioner og ja, det er sandt at det ikke er en kaotisk tekst samlet af enkeltstående (diskrete) elementer, men at de struktureres som variationer, svar, sprogspil osv. – et tekstflow som nævnt. Det vigtige er at man ikke kan etablere et olympisk synspunkt, der lægges ned over det hele. Så i den forstand er henvendelsen ganske rigtigt ikke direkte, man har ikke fornemmelsen af et jeg der sidder og taler direkte til en, men mere fornemmelsen af at overvære en samtale.

Det betyder også at man ikke bare kan hive en enkelt strofe som opslaget til byens borgere ud og se på det isoleret. (Skyum-Nielsen gjorde noget lignende med Lars’ bog og fordømte hele dens menneskesyn på den konto, men den bog vil jeg hellere lige vente lidt med). Det er netop det problem jeg har med “Forbrugsgåderne”, at de ikke er indlejret i et forløb, men står for sig selv og vrænger. Tilfældigvis er det opslag til byens borgere et af mine yndlingsafsnit i bogen. Det er nu ikke fordi det tegner et satirisk forvrænget og (indrømmet) frelst billede af magthaverne som fjender af den sande følsomme humanisme. Det er mere fordi det fremkalder et stærkt billede i mig af politiken som noget der har rod i polis, i byen, på markedspladsen – hvilket meget vel kan være et naivt nostalgisk billede fordi landsbyen som metafor for “samfundet” netop ikke indeholder den abstrakte symbolske måde samfundet og politikken fungerer på. Men det er et sidespring.

Min pointe med at bruge ordet skizofren var sådan set netop at henvendelsen ikke har form som et subjekt der taler til et andet (læseren) - og at det er en form der har den begrænsning at et ustabilt subjekt ikke må “stå inde for” alt hvad der bliver sagt, sådan som det gode gamle centrallyriske jeg må. I den forstand er det også et spørgsmål om en sådan skrift kan leve op til dit og Lars’ krav om at påtage sig moralske og politiske risici. (Og det kommer jeg nok også tilbage til i forbindelse med I morgen findes systemerne igen.)

På den anden side fungerer udsigelsen jo på flere niveauer. Når jeg siger, jeg har fornemmelsen af at overvære en samtale (og du siger spejlkabinet), så forandrer det selvfølgelig ikke at det på det mest grundlæggende niveau er Ursulas hovede de her stemmer stammer fra. Så det er klart at hendes temperament og holdninger i sidste ende er afgørende for vægtningen og placeringen af stemmerne. Det religiøse sprog spiller en ENORM rolle i bogen, men det er jo altså primært som en social diskurs - som måder eller måske rettere regler for hvordan det sociale liv skal organiseres. Du har allerede nævnt den diffuse “magt”, som har en tendens til at glide sammen med religionen i bogen fordi den og de religiøse udsagn nærmest bliver identificeret (nogle ville sige forvekslet) med fundamentalisme.

Der er så meget man kan sige når man først er kommet i gang. Men jeg trækker lige vejret.

(fortsættes)