ANDEN DEL AF SAMTALEN MED TUE
starter hvor første del sluttede - med Tues spørgsmål om patos...

For mig og formodentlig mange andre jævnaldrende er det umuligt at tænke på patos i litteraturen uden at tænke på Søren Ulrik Thomsen og hans erklærede mål om at genindføre den efter de danske modernisters angreb på den. Jeg har før skrevet ret udførligt om det i en anmeldelse af Søren Ulriks havregrynspakke, men den anmeldelse blev vist aldrig trykt, så jeg er glad for at du spørger!

Søren Ulrik har som bekendt den her helt metafysiske opfattelse af værkets eksistens som noget der overhovedet ikke angår digterens person, som et depersonaliseret og autonomt objekt. Den opfattelse deler han jo i større eller mindre grad med en lang række af de store modernister fra Baudelaire og Mallarmé og Eliot til Per Højholt og det er i høj grad det Hugo Friedrichs bog handler om.

Min opfattelse af patos (af den gode patos kunne man sige) er at den er følelsen formidlet gennem tale (det arketypiske eksempel er det rene udbrud Oh!) og da følelsen tilhører kroppen og ikke sproget og formidles i talen, ikke i skriften, må det rene værk også være renset for patos. Det er for mig at se dér, det store drama ligger hos Per Højholt, kampen mellem det rene autonome værk på den ene side og patos på den anden. Og hos Højholt er der ingen tvivl om hvem der vinder den kamp.

Hvis man derfor som Søren Ulrik vil forsøge at genvinde patos (og det kan der være god grund til, for det rene autonome værk står i alvorlig fare for at blive et meget goldt og meget lidt bevægende objekt - det er i høj grad det Svanesøsonetterne handler om), så er man nødt til at få patos konverteret til noget der taler ikke ud af munden på en følende person, men på en anden instans, der hos Søren Ulrik bliver FORMEN. Det opfatter jeg som et forsøg på både at blæse og have mel i munden (åbenbart et almindeligt fænomen blandt forfattere). Hvis man ikke ved hvem der taler hvorfra, som et subjekt forankret i verden (både som du siger institutionelt og hermeneutisk-fænomenologisk (kan vi ikke finde et bedre ord for det)) - hvordan kan man da få en fornemmelse for hvornår det berømte lokum brænder? Eller med andre ord skelne skønhed fra tom retorik? Dét er jo netop den dårlige patos, den der stiller sig op med bævende stemme og taler om ingen verdens ting, og som ikke formidler nogen følelse, men kun følelsens simili. Den taler uden autor-itet kunne man sige, og er derfor latterlig. Den tager heller ingen risici.

Derimod ville der være stor risiko forbundet med at genindføre patos i den romantiske version, dvs. som subjektet (geniet) der taler på Folkets og Åndens vegne. Eller risiko ... det ville snarere være selvmorderisk, for den rolle har forfatterne selvfølgelig forlængst mistet. Det med at den eneste mulige patos er den personlige henvendelses ligger snublende nær på Mikkels ide om skrivningen som et særligt intimt rum. Men hos Mikkel er det som om hele det sociale rum kollapser i det intime - som han roder sig ud i store store problemer med at forene med udgivelsen af en bog dvs. forvandlingen af den fra personlig skrift til en kulturgenstand i et offentligt rum. Han kommer faktisk meget tæt på at formulere det som et program at udgivelsen af en bog ikke har andet formål end at sikre forfatteren økonomisk.

Jeg har ikke noget ønske om at begrænse litteraturen til dette intime rum, ligesom jeg ikke har noget ønske om at gøre patos til en central del af litteraturen. Jeg vil hellere sige det er en af litteraturens muligheder end et af dens mål. Men det betyder måske det samme.

For en ordens skyld må jeg osse hellere sige at jeg ikke mener vækstlaget bare skal sejle sin egen sø. Jeg kunne godt tænke mig et lidt højere refleksionsniveau blandt forfatterne omkring den rolle de forestiller sig at spille i det omgivende samfunds liv og om hvad meningen er med det de foretager sig. Men selv uden et sådant bliver gode bøger dog skrevet.

....

Du kan kommentere alt det hvis du vil, men jeg ville osse gerne komme ind på en anden bog, eller to bøger, som jeg ser som ret tæt forbundne faktisk, Skinnebachs I morgen findes systemerne igen og Ursula Andkjær Olsens Atlas over huller i verden. Jeg kunne forestille mig, at det var eksempler på bøger med noget af den ambition du efterlyser?



... mener du virkelig, at patos er knyttet til kroppen og talen? Og mener du så også (det skriver du ikke, men det virker lidt sådan), at egentlig henvendelse altid må være mundtlig? Hvis man nu var trænet i fransk filosofi ville man jo råbe NÆRVÆRSMETAFYSIK og straks rulle dekonstruktionens analytiske piruetter ud.

Jeg tror sagtens man kan skille de to ting ad: En ting er at pege på sprogets og det patosfyldtes kobling til kroppen, noget andet at pege på dets kobling til det mellemmenneskelige. Begge dele forankrer subjektet i et her-og-nu, men gør det to forskellige måder. Især det sidste interesserer mig. Det gør det f. eks. muligt at tænke en del af litteraturen som umulige henvendelser – at læse Frank O’Hara er da som at læse græske eller romerske gravskrifter: Denne meget direkte stemme, der taler til en, men gør det hinsides graven – eller hinsides en anden uoverstigelig forhindring. I en sådan analyse er det patosfyldte netop betinget af skriften: Det er kun når den, der ikke kan tale til dig, alligevel henvender sig til dig – og især i erfaringen af denne dobbelthed – at den personlige henvendelses patos opleves. I så fald har den to komponenter: Den ene er henvendelsens intensitet (eller vedkommenhed, eller umiddelbarhed, som hos O’Hara). Den anden er den afstand, henvendelsen skal overvinde. Nå, det var et sidespor.

Længere kommentarer om Lars Skinnebach og Ursula Andkjær Olsens bøger følger ...


Hvad har jeg rodet mig ud i her? Et sidespor uden tvivl, men spørgsmålet om henvendelsen eller udsigelsen tror jeg alligevel er afgørende for hvordan man f.eks. vil læse Skinnebach (som det allerede fremgår af dagbladsanmeldelserne).

Nej, jeg mener på ingen måde at egentlig henvendelse må være mundtlig. Så utrendy kan jeg ikke holde ud at være og jeg er iøvrigt ikke særlig interesseret i autenticitet eller egentlighed. Næ jeg mener bare som du selv siger at patos forudsætter et talende (eller skrivende) subjekts forankring i et her-og-nu. Men det er jo netop det det såkaldt rene værk fra Baudelaire til Højholt ikke vil acceptere. Det er det, der gør o’Hara til en så radikal digter. For mig er det et mere påtrængende forhold i forbindelse med de kinesiske digtere (Du Fu og Wang Wei f.eks.) end med o’Hara, måske netop fordi afstanden er så meget større ikke kun i tid men også i sprog. Alligevel trænger noget igennem, og det er vel så det Engdahl og også du selv kalder tekstens stemme? En meget patetisk stemme, meget indtrængende. En stemme (og “stemme” er virkelig en metafor med nogle tvivlsomme bivirkninger) som ikke er den talende krops, men som så at sige er skabt i dens billede.

Jeg kom til at opstille en alt for firkantet modsætning mellem skrift og tale og påstå at følelsen ikke kan formidles i skriften. Det er selvfølgelig noget vrøvl, hvad f.eks. århundreders kærlighedsbreve kan demonstrere. Hvad enten denne følelse formidles i skrift eller tale har den imidlertid den følende krop som forudsætning. Jeg er sikker på at det før omtalte seminar om jegets status i litteraturen var et udspring af nogle lignende anfægtelser i forhold til den æstetiske autonomi det modernistiske værkbegreb bygger på.

Men jeg vil gerne sige, at min lille bemærkning fra Svanesøsonetterne jo også har sin egen tidslige signatur: Bogen er skrevet i juni 2001, dvs. umiddelbart før et par meget væsentlige hændelser.
Dels 11/9 og de deraf følgende begivenheder, som jeg tror har haft stor indvirkning på mange forfatteres ønske om at ytre sig i et større rum end litteraturens - uden at der måske er kommet så meget synligt ud af det. (Nåja, der er da kommet endnu en roman fra Grøndahls Papirmølle A/S).
Dels - og faktisk i det personlige perspektiv endnu væsentligere - lyrikfestivalen In the Making, som førte til en meget direkte og intens kontakt med de amerikanske digtere og - for mig at se - markerede et virkeligt vendepunkt for hele den danske litteratur.

Jeg har osse en mistanke om at dit ønske om at se en undersøgende digtning (en zetetisk digtning vil jeg gerne kalde det, jeg lærte ordet at kende i Weekendavisen sidste fredag og blev meget forelsket i det), delvis er fremprovokeret af mødet med sådan en poesi, som tager fat i konkrete sproglige og politiske fænomener som f.eks Jena Osman, Juliana Spahr, Lytle Shaw m.fl.?