TREDIE DEL

Måske udspringer min interesse for en undersøgende digtning, som du kalder det, af mødet med Lytle Shaw og Juliana Spahr. Da nok især af deres måde at tænke digtningen på, som den f. eks. kommer til udtryk i Lytles essay i Den Blå Port (nr. 59/60). Samtidig udgør den amerikanske lyrik et skræmmebillede for mig: I USA er den totale opdeling i mainstream og subkultur, som – måske? – er på vej hertillands, allerede fuldbyrdet.

På en mere grundlæggende, men også mere vag måde tror jeg, at min interesse for – skal vi kalde det andre måder at bruge digtningen på end de, der normalt hersker hertillands? – skyldes mit arbejde med den tidligt-moderne litteraturs former og funktioner. Som du ved, arbejder jeg i min phd med litteratur, skrevet før 1750. Denne er blandt andet interessant, fordi man her finder andre modeller for forholdet mellem tekst, læser og samfund end de, der gør sig gældende indenfor en borgerlig-romantisk tradition, indenfor den historiske avantgarde eller indenfor nutidens litterære undergrund. Man finder f. eks. satiriske forfatterskaber (som du ved, har jeg en svaghed for Jonathan Swift), der sætter deres samtids grundlæggende tankemønstre og politiske problemkomplekser på spil, undersøger, afdækker og forkaster dem. Og man finder en litteratur, hvor spørgsmål om eksistens og bevidsthed på det nærmeste er fraværende, hvilket føles som en utrolig befrielse, når man kommer fra de sidste 100 års litterære tradition – som vel er den, langt de fleste af os er mest belæst indenfor. Ikke at jeg ønsker en ren gentagelse af datidens litterære strategier, men det åbner altså øjnene for, at det, vi opfatter som en radikalt eksperimenterende litteratur faktisk er ret begrænset i sit formsprog og i sine måder at antaste sin læser.

Slut med reklamen for de gamle bøger, jeg fortsætter derudover min cliff-hanger: Der følger snarest noget om Lars Skinnebach og Ursula Andkjær Olsen (tillykke til hende med det tre-årige arbejdslegat!)



Ja, tillykke til hende.

Jeg har fået Den Blå Port i dag og kan således læse hele jeres leder, hvor I lidt mere detaljeret skriver om at litteraturen ikke bare de facto har mistet sin kulturelle tyngde, men også gør en dyd ud af det og “smykker sig med sin egen betydningsløshed.”

Nu kan man, som du selv gør opmærksom på, dårligt sammenligne litteraturens plads i offentligheden og dermed de ambitioner, den kan tillade sig at have på andres vegne, med situationen i det attende eller nittende århundrede. Men der findes i hvert fald en (skønlitterær) forfatter, der stadig har en ret betydelig tyngde, så meget at man kan høre hans navn blive nævnt i taler ved politiske partiers årsmøder - Klaus Rifbjerg.

Men jeg tror at spørgsmålet om tyngde og betydningsløshed (i betydningen effekt på meningsdannelsen) er et vildspor. Jeg må i hvert fald tilstå at min interesse i denne diskussion er af formel karakter: En interesse i at finde nye retninger at udvide et begrænset formsprog i. Lige så lidt interesseret jeg er i en hensigtsløs eller betydningsløs skønhed, lige så lidt tror jeg på at litteraturen kan eller bør tilstræbe kulturel tyngde.

Jeg vil ikke sige så meget mere her og blot vente i spænding på at høre hvad der følger.




Ja, Rifbjerg insisterer på sin placering i det offentlige rum. Men han er også et eksempel på en forfattertype, der er ved at forsvinde. Hvem er der tilbage, der vil offentligheden så meget, som han vil?

Det manglende kulturelle tyngde er i mine øjne et faktum, der ligger hinsides forfatternes magt. Den skyldes større forandringer i samfundet, især i mediebilledet og i kulturindustrien, men også i skolesystemet, f. eks. Spørgsmålet er snarere, hvordan litteraturen vælger at reagere på sin nye situation – spørgsmålet er derfor ikke så meget om Rifbjerg er efterlignelsesværdig; det giver af strukturelle grunde ikke mening at efterligne ham. Spørgsmålet er i stedet, hvordan litteraturen skal agere i dag, givet sin nye situation. Og det spørgsmål synes jeg rækker ud over spørgsmål om formsprog, da især med hele den diskussion om henvendelse in mente, som vi lige har haft oppe at vende. Hvis man vil bryde ud af den skønne, men hensigtsløse form via henvendelsen, må man da gøre sig nogle overvejelser over, hvem man henvender sig til, eller? Medmindre man med Horace Engdahl vil påstå, at det er ”ingen”, der taler til ”ingen” i litteraturen – så skal man bare passe på, at det ikke ender som en bogstavelig sandhed.


Ja, men det er så et spørgsmål om hvad man mener med form. Du talte tidligere (i en kommentar) om kunst som et institutionelt snarere end værkimmanent begreb. Jeg forstår også form som noget der rækker ud over værkets interne lingvistiske strukturer. Den måde et værk vælger at interagere med sin læser på er et formelt anliggende. Den måde det vælger at henvende sig på er derfor et formelt anliggende. Det er grunden til at jeg stiller mig helt uforstående overfor at nogle ser en “værkorienteret” og en “procesorienteret” litteratur som to adskilte størrelser. Måske er det et spørgsmål om perspektiv. Den værkorienterede kunstner stirrer stift ned i værket, den procesorienterede stirrer hele tiden på sig selv og sin egen skriven. Fælles for dem er netop at de ikke har noget blik for læseren, for den værket henvender sig til. (Fælles for dem er osse at de ikke eksisterer, de er bare karikaturer.)

Hvordan skal litteraturen så agere i den nye situation? Jeg tror mere på en undersøgelse af hvad det er at henvende sig end på en overvejelse over hvem man henvender sig til. (Ikke at der er noget absolut skel mellem de to heller.) Men det sidste er jo målgruppe-tænkning og er det ikke grundlæggende det der er problemet hvis den litterære subkultur kun henvender sig til sig selv?



OK – jeg tror du har ret mht. til formspørgsmålet, måske var min tidligere kommentar for hurtig

På den anden side: Jeg er glad for, at du også fastholder, at man ikke kan adskille ”at” og ”hvem” – det ville være kedeligt at læse en eller anden, som kun undersøger, hvordan man kan sige noget, uden faktisk at sige noget, ville det ikke? Udover at kræve, at man faktisk vil noget med sin tekst forstået som ytring, kræver det sidste også, så vidt jeg kan se, en forestilling om en ”nogen” på den anden side. Denne ”nogen” har så dels været undertrykt i en bestemt poetologisk tradition herhjemme, det er den ene side af problemet. Den anden er, at når ”nogen” så er blevet medtænkt, er den næsten altid blevet tænkt som en form for renset subjektivitet. Det er som om, der har været et forbud mod at ville andre mennesker noget, ikke bare i deres egenskab af følende og sansende væsener, men også i deres egenskaber af historiske og sociale væsener; det intime rum, der engang var litteraturens frirum, er nu blevet dets fængsel.  Og derved har litteraturen reduceret sit eget potentiale. Hvilket på den anden side ikke betyder, at man skal ignorere eller undertrykke sansning, passion, eksistens, bevidsthed og så videre.

Jeg nævner med vilje ikke den mulighed at værkerne taler til os som sproglige væsener, for det gør litteraturen altid. Spørgsmålet er snarere, om et værk i sin forestilling af sproget nøjes med at tænke sproget som medie for bevidsthed, sansning og følelse, eller om den også tænker sproget som medie for historie og socialitet (sproget som medie for magt, f. eks.)