2.11.18

AHHHRRR FUCK! Halvandet år tog det at nå de 75.000. For satan da. Det er dybt bekymrende. Men  nu er vi her. Vi ses ved 100.000.




– Hvad er en Molly Maguire? Hvem er Molly Maguire? Hvis du spørger Mr Aiken* er det såre simpelt. Det er et hemmeligt selskab af irske bøller, hvis eneste formål er at sprede død og ødelæggelse over ærlige mænd og deres ejendom, rædsel og skræk blandt handlende, store som små, rige som fattige. Black Jack Kehoe og hans bande, som de hængte i Pennsylvania, fordi de havde likvideret formænd og forvaltere i kulminerne. Fordi de havde sprængt jernbanespor i luften og brændt selskabets butik ned for at jage ejerne og deres lakajer en skræk i livet. De myrdede kun de værste af dem, men de sørgede for, at ingen af blodsugerne kunne føle sig sikre. Det er, hvad de siger om Molly Maguire i Hazelton. Men det begyndte i Irland, jeg ved det, for min far var fra Ballinamuck, og han har fortalt mig alt om det, og nævner man Mollys navn, påkalder man en dybere rædsel, end Mr Aiken og alle hans glade teatergængere kan forestille sig. Der er nogen, der siger, Molly Maguire var en enke, hvis søn blev tæsket ihjel af politiet, da han prøvede at stoppe dem fra at smide hende ud af hendes hus. Hun havde ikke betalt husleje; det var der ikke nogen, der gjorde. Ingen havde nogen penge; kartoflerne var rådnet på markerne, og bønderne hyrede ikke nogen landarbejdere til høsten. Der var sult og fattigdom, og landarbejderne var de fattigste og sultneste, og nogle af dem bestemte sig for, at de ville ikke sulte så længe, der var folk, bønder og købmænd og herremænd, som havde deres egne forrådskamre med kartofler og madvarer gemt væk. De slog sig sammen i små grupper og kaldte sig Molly Maguires sønner, og de begyndte at plyndre dem, der havde rigeligt og give til de fattige, som på det tidspunkt var døde i hundredevis af sult og febersvækkelse.

Han ser på Ella med et rødmosset, blussende hoved glinsende af hudfedt og pomade. – Jeg har hørt, det foregik sådan her: Deres anfører klædte sig ud som en dame og gik hen til en købmand, man vidste havde rigeligt på lager. Og så sagde han, han var Molly Maguire, mor til irske børn som har tigget længe nok, og når han sagde det, vidste købmanden, det var alvor. Hvis ikke de varer, de havde forlangt, blev udleveret til tide og på det sted, der var blevet sagt, så ville købmanden få besøg af en bande unge knægte, som smadrede hans hus og hans magasiner og plyndrede dem for alt, hvad der var.

Der er osse nogen, der har fortalt, at Molly Maguire blev gal, efter hendes dreng var død, og hun bildte sig ind, hun var leder af en mægtig organisation og befalede over en hær af mænd, der adlød hendes mindste vink, mens hun boede alene i et lille skur, ingen ved hvor henne.

Så døde hun vel, for hendes testamente til sine sønner, eller noget, nogen kaldte det, begyndte at cirkulere rundt. Hun beder dem i hendes navn, i Guds navn, i Irlands navn, om altid at opføre sig som gode, kristne mænd og aldrig hugge lemmerne af en mand eller slå ham ihjel uden at have givet ham behørig advarsel i forvejen. Kun dem, som stædigt og med fast vilje udsætter sig selv for fare, skal blive ramt af den og komme til skade. Hun udtrykker sin sorg og beklagelse over alle de forfærdelige gerninger, der er blevet begået i hendes navn af slyngler og sølle landsknægte. Hun byder sine sønner ikke at strejfe rundt i nattens mulm og mørke, aldrig at komme i konflikt med politiet og soldaterne, som bare gør, hvad de er blevet betalt for, og aldrig at gøre forskel på folk på grund af deres religion og at lade fortiden ligge og altid se fremad.

Hun underskriver testamentet, skriver hun, ‘med mit Milesiske Navn,’ Molly Maguire. Hvad betyder det? Milesisk betyder irsk, mileserne var den ældste stamme af dem, der kom til Irland for tusind år siden. Men der er en gammel historie, som siger, da mileserne kom, mødte de et ældre folk, og efter de havde kæmpet om landet, blev de enige om at dele det, så mileserne fik den jord og de marker, vi kalder Irland nu, og derfor er irernes forfædre, men de andre fik Andenverdenen, og derfor kender vi dem ikke så godt, for de lever det samme sted, men skjult. Måske mente Molly Maguire, at hun ikke bare havde et milesisk navn, men også et skjult, og hun hørte til i begge verdener?

Det lyder skørt, det ved jeg godt. Men der er folk, der tror på den slags i Irland, og hvad folk tror på, skal man tage alvorligt, for selv om det er tosset, viser det sig alligevel at have sin egen sandhed, for vi lever både i den virkelige verden og i den verden, vi forestiller os, vi lever i, og de er vævet sammen og kan ikke skilles ad.

Lad mig fortælle den historie, min far fortalte mig. Det var i kartoffelpestens første år. Der var en mand i Ballinamuck, der havde mistet sin kone, og min far gik derover om aftenen for at kondolere. Der var mange mennesker, som var samlet for at sige farvel, og hun lå der stadig, var blevet vasket og havde fået sit bedste tøj på.

Det må have været omkring juletid, for på et tidspunkt banker det på døren, og da nogen lukker op, er det mummerne, som braser ind i deres kostumer og begynder at bralre op med deres vers og remser. Nogen må jo have sagt til dem, hvor upassende det var, og de må osse have set konen, der lå der, mens folk stod og snøftede. Men en af mummerne, ham de kalder Doktoren, går hen til sengen og stirrer på liget, og han har et vers, hvor han siger:

         Jeg kurerer, hvad der plager din krop;
         Ni piller, ni dage – før solen står op.
         Hvis ikke det virker, skal I ikke betale.
         Smag på min stokkeampuls materiale
         Kendt som hokuspokus-svovlhattesvampen.
         Rejs dig, kadaver! Tilbage i kampen!

Og så blev der helt pinagtigt stille i rummet et øjeblik, og den døde rørte sig selvfølgelig heller ikke, og Doktoren så sig omkring, før han slog ud med armene og sagde, som mummerne gør:

         Men hvis det, jeg siger, ikke gør jer tilpas
         Så kommer her … Molly Maguire … Gør plads!

Så gik døren op. En kvinde kommer ind, langsomt. Hun har en hvid kjole på, hvide skørter. Men hendes ansigt og hendes hals er sværtet af brændt kork. Hendes øjne er kæmpestore og tomme. Hun kigger rundt i stuen, men lader ikke til at se noget. Nu er det sådan, at blandt mummerne er der kun en kvinde, og hun er næsten altid en mand klædt ud i dametøj, og det er hende, de kalder Biddy Funny, fordi funny rimer på money, og det er hende, der går rundt med hatten og samler ind. Så der var en af efterladte, som troede, det var det, hun var der for, og som fandt sin portemonnæ frem for at give hende et par mønter og slippe af med dem. Hun så på ham med sit stive blik, og så, fortalte min far, udstødte hun et skrig, der ikke var som noget, nogen har hørt før, så kraftigt, at det blæste folk omkuld, som et slag i ansigtet og ikke en lussing heller, men en rigtig knyttet næve lige på næsen af den slags, der slår tid og rum helt ud af hovedet på en et øjeblik, og lige som min far var kommet sig over det og var på vej på benene, så skreg hun igen, og det var så voldsomt, at min far gik ud som et lys og ikke anede, hvad der skete efter det. Da han vågnede næste morgen, var der nogen, der havde slæbt ham i seng, men da han spurgte, hvad der var foregået, var der ikke nogen, der kunne eller ville sige noget om det.

Nu tænker du sikkert, som jeg osse selv sagde til den gamle, at han var gået lidt for grådigt til gravøllet. Sådan var det sikkert. Men kort tid efter begyndte man i County Cavan at høre historier om bander i hvide kjoler, der brød ind i folks huse midt om natten og i vanvittigt raseri tæskede beboerne og plyndrede dem for mad og penge. Røverne var ukendelige og havde malet sig med brændt kork i ansigtet omkring munden og øjnene. Nogle af dem havde revolvere gemt i deres skørter.

Præsterne fortæller os, at der er jorden forneden og Himlen foroven og nede under det hele er Helvede, og på den måde er der god styr på det hele. Og når Kristus kommer herned igen, bliver det de sidste dage, og helvedes porte vil blive slået åbne, og englene vil hælde skåle med byldepest ud over menneskene. Men jeg kan godt sige dig, at hvis det er noget, der sker i vores levetid, så er der mange irere, der vil genkende apokalypsen, når den kommer. De har allerede set Helvede på Jorden. Døde marker, hvor samtlige planter kollapsede, når de vanddrukne pletter og den hvide skimmel bredte sig fra blade til stængel. Min far fortalte om folk, som lå døde af sult i begge sider af vejkanten, nøgne, fordi de havde måttet sælge alt, hvad de ejede, til sidst deres usleste klæder. Om koner, der låste sig selv inde af skam over deres elendighed for at lægge sig til at dø i et hus, hvor manden allerede lå i sengen og rådnede sammen børnene. Den ene verden og den anden verden findes vævet ind i hinanden. Og der er dem, der siger, at de hærgende, hvide bander slet ikke var Molly Maguires, og endda at der aldrig har eksisteret nogen sørgende enke og mor, men at det var de rasende, gamle, blodtørstige guders genfærd, Crom Cruach, der hjemsøgte landet, ham de oprindelige irere bragte blodofre, og for hvem de slagtede deres førstefødte på Magh Slécht, for at høsten skulle blive god. Det var før Kristus’ tid og også før kartoflen, og måske var det derfor, de lod deres raseri gå ud over den.

* Albert Aiken.

3.9.17

Jeg stod og snakkede med Søren Ulrik Thomsen til efterårsreceptionen for et par dage siden, og vi kunne ikke blive enige om, hvorvidt det, man kalder en digters stemme, behøver at være noget metafysisk noget. Det syntes jeg ikke. Men det, vi sagtens kunne blive enige om, er, at når et menneske og en digter dør, forsvinder noget, der er unikt i verden. Der er masser af kopibands, men den musik dér er uigenkaldeligt væk.
Dette værelse


Det værelse jeg kom ind i var en drøm om dette værelse.
Alle de fødder på sofaen måtte jo være mine.
Det ovale portræt
af en hund var mig i en ung alder.
Noget flimrer, noget holdes skjult.

Vi fik makaroni til frokost hver dag
undtagen søndag, hvor en lille vagtel overtaltes til
at blive serveret for os. Hvorfor fortæller jeg dig alt det her?
Du er her ikke engang.

                                       JA (1927-2017)

13.4.17

For to måneder siden (13/2) nåede jeg ca. 49.500 ord og skrev glad og forventningsfuld den følgende kladde:

Jeg gentager: Hvilket slidsomt og udmarvende mareridt. Nu har jeg nået 50.000, og jeg kan se, at det kun er syv måneder siden, jeg var på 25.000. Dette er meget opmuntrende. Hvad der ikke er så opmuntrende er, at det ikke er blevet mere sammenhængende siden da. Suk.

Men så lige før målet gik jeg i stå, fordi jeg skulle til at gøre Parasitsonetterne færdig, hvilket nu heldigvis er lykkedes (den bog tog også kun 16 år at skrive!), og det betyder, at jeg kan komme videre med romanen og at jeg i dag, altså efter ni måneder, ikke syv, har nået 50.000 ord. Skal vi sige vi ses ved 75.000?




Nå, men det her er et stykke af Josephs fortælling. Tidligere hed han José. Han ender sikkert med at hedde noget tredje. Han er fotograf og i Japan. 1880.



Den kvikkeste og mest entusiastiske af mine assistenter hedder eller kalder sig Ando. Jeg kan ikke finde ud af om det er et fornavn eller efternavn eller noget, han selv har fundet på. Hiroshige kaldte sig Ando, hvilket vistnok var navnet på den familie, der adopterede hans far. Jeg prøvede at spørge Ando, om der var en forbindelse, men han lod som om han ikke forstod, hvad jeg sagde (som de indfødte ofte gør, når man i bedste mening har spurgt om noget dumt eller uhøfligt) og begyndte at fortælle om sin egen yndlingskunstner. Jeg fik ikke fat i hans navn*, men han var kendt for at lave enten dramatiske billeder af fantasilandskaber med genfærd og monstre eller ikke mindre dramatiske billeder i blodig-realistisk stil af berømte mord og henrettelser. Sådan noget, sagde Ando, der virker mere spændende for unge mennesker, end nogle nydelige poetiske billeder af personer fra bøger ingen læser mere eller af renommerede gamle skuespillere og damer, der var smukke for halvtreds år siden. Iøvrigt taler han engelsk ganske udmærket og forstår alt, hvad man siger. 

...

Ando mødte stolt op til afrejsen iført et nyt sæt tøj af den slags, som ligner en variant af de tyske militæruniformer, og er højeste mode blandt unge mænd i Yokohama. Han var oprindelig startet i Stillfrieds værksted som koloristlærling, men hans lærer brød sig ikke om ham, fordi han aldrig fattede den diskrete balance mellem fotografiet og dets kolorering. Ando hældte farver over det hele som et barn, der leger med vandfarver. Til sidst nægtede læreren at spilde mere af sin tid på at forklare Ando de samme enkle principper igen og igen og opbød mod nok til at sige til Stillfried selv, at hvis han nogen sinde så den snottede knægts fjæs igen på værkstedet, ville han selv udvandre og gå over vejen til Kimbei og male for ham. Stillfried, som hverken ville miste sin kolorist eller en energisk engelsktalende og dermed potentielt nyttig ung mand, sendte i stedet Ando over til atelieret, hvor han kunne gå til hånde, skaffe rekvisitter og hen ad vejen lære sig fotografiets teknik. Efter den første uge var jeg overbevist om, at Ando, inden der var gået fem år, ville have sit eget fotostudie og sælge billeder både til turisterne og til japanerne.

...

Ando var heldig, at han ikke forlængst var blevet fyret og sendt hjem til sine forældre. En dag Stillfried var væk, og jeg havde opsyn med atelieret, overraskede jeg ham i færd med at bruge et af kameraerne. Han var ved at tage et billede af et billede. Han havde fået fingre i et eksemplar af Mutsuhito i uniform, et af de fotografier regeringen har sendt ud til landets guvernører, så de alle sammen kan have kejserens åsyn strengt stirrende henover skulderen på dem fra væggen bag deres skrivebord. Det er strengt forbudt at sælge disse billeder, som ikke desto mindre er meget efterspurgte af turister. Det var utvivlsomt Andos hensigt at sælge disse uautoriserede kopier på det sorte marked, hvilket i dette tilfælde vil sige kuriosabutikkerne ude omkring Grand Hotel. Jeg trak den lydløse silkeskærm, de kalder en dør, til side og så ham stå og kigge ind i kamerakassen med det ene øje knebet sammen, foroverbøjet som om det var et nøglehul og ikke den mesoskopiske linse, hans lystige blik sneg sig gennem. Jeg genkendte dette blik, som ved at bevæge sig selv kan ændre den verden, det ser, og så opdagede han mig og rettede sig op og hans ansigt blev fyldt af skam, skammen over at være blevet opdaget, og også den genkendte jeg, og jeg forklarede så strengt, jeg kunne, at billederne ville blive sporet tilbage til Stillfrieds atelier og hvilke problemer, det ville føre med sig for Stillfried og for os alle sammen. Så  lovede jeg ikke at sige noget, hvis han lovede at holde op, og han så taknemmeligt på mig.

...

Alle vegne er vejene fulde af folk iført hvide dragter og en cirkelrund stråhat, som markerer at de er pilgrimsrejsende. På herbergerne taler man ofte med tilfældige mennesker, man møder. Vi talte med en ældre præst fra et af templerne i Atsuka, der var på vej til Edo. Pilgrimme kalder de sig, sagde han. I gamle dage kom pilgrimme for at deltage i de religiøse ceremonier eller bringe ofre til alteret. Nu kommer de for at købe nori og tækkenåle som meibutsu, amuletter, ukiyo-e, statuetter og hvad som helst, der kan bevise, at de har været de berømte steder. Mange af dem gider ikke engang besøge templerne, de kommer, fordi de har læst om et berømt tehus eller en kro eller et bordel. Da Basho kom forbi, var han ledsaget af døde poeter, Du Fu, Du Mu, Saigyo, alle sammen skeletter i vinden. Overalt så han både det, der var, og det, der havde været; han så et cedertræ, som var tusind år gammelt, han så, hvordan det svajede i vinden – stormen omfavner det, skrev han. I Atsuka lå templet i ruiner, murene styrtet sammen med ukrudt vildt voksende overalt, bynke og bregner. På en sten læste han navnet på en gud ingen længere kunne huske, hvilket for ham var mere rørende og storslået end velholdte monumenter og helligdomme. Vore helligdomme bliver rigere og rigere, vi sælger ofuda og omamori og tjener penge til guder ingen tilbeder mere.

...

Hvor vi end kom frem, forhørte vi os blandt folk, om de kendte spændende ting, vi kunne tage billeder af. I Hiratsuka hørte vi om en velstående købmand, der i byen var berømt for sin udsøgte have, i hvis centrum var placeret en enestående plante, hr. Tanaka havde købt af de handelsrejsende, der sejler til øerne langt mod syd og handler med folket fra regnskovene der. Denne plante har en særlig livscyklus, der består i, at den hvert år skyder op af jorden som en grøn stængel, der de fleste år udvikler blade og små grene, som om den var et træ, hvorefter den på et tidspunkt mister modet, dejser omkuld og sygner hen, indtil en ny stængel skyder op. Omtrent hvert femte år, uden at man imidlertid kan forudsige hvornår, forvandler stænglen sig til en knop, der senere springer ud som en enkelt gigantisk blomst. Sådan havde man i det mindste fortalt det til Tanaka, men i ni år i træk havde planten til hans store skuffelse blot gentaget dette bladstadium og havde nægtet at folde sig ud som blomst. Netop som han og de gæster, han begejstret havde fortalt om sin store skat, som han skælmsk var begyndt at kalde Yoshiko (der betyder yndlingsdatter, men også indeholder ordet for duft), var begyndt at tro, han var blevet bondefanget, havde den dette år udviklet sig til den længe ventede gigantiske majskolbeagtige form. I ugen før vi kom, var små håragtige strimler brudt fri af hylsterbladene, og i hele landsbyen var rygtet om købmandens plante løbet og spændingen steget. Folk havde meldt sig til at våge dag og nat for at give varsel, når blomsten brød frem, en begivenhed der for mange fik de evindelige kirsebærblomstseancer til at virke banale og altmodische. Endelig, dagen før vores ankomst, var dette da sket, og de, der af Tanaka var blevet fundet værdige til at være tilskuere til begivenheden, havde kunnet se, hvordan kronbladene havde skudt sig til side og, som om de var en vase, havde omgivet blomsten selv, der viste sig at være en to meter høj knejsende kødfarvet stang, som rejste sig lodret lige op mod himlen. Da vi kom til haven for at se den, var der tomt for mennesker. Hr. Tanakas tjener viste os venligt vej til havens midte, hvor blomsten var anbragt midt i et skrin, der havde skærmet den for vind og skadeligt vejr og sørget for, at den om vinteren kunne dækkes helt til. Det var aften, da vi kom for at betragte den imponerende blomst. Gradvist, efterhånden som mørket tog til, blev dens aroma stærkere og stærkere. Det var en blanding af gammel ost, rådne fisk, sure sokker, fækalt materiale og et strejf af friske jordbær. Vi så fluer sværme omkring den og biller komme løbende til i opstemt tilstand; tydeligvis benytter denne plante sig ikke bier til at transportere sin pollen omkring, men den slags små dyr, der lægger deres æg i kadavere og kød i forrådnelse. Måske fordi disse dyr er natdyr, havde den gemt det værste af sin emetiske lugt til mørket var faldet på. Før vi vendte os i afsky begyndte den majestætiske falliske ådselsblomst at miste sin saft og spændst og synke sammen til den i løbet af ganske kort tid havde lagt sig slatten og kraftesløs til hvile på kronbladenes rand med spidsen dinglende ud over kanten. 




* Nå, men her kan jeg vel godt afsløre at det er Yoshitori:


11.2.17

Si Le Pen était français, selon la définition de Le Pen, cela voudrait dire que, selon la définition de Le Pen, la mère de Le Pen et le père de Le Pen auraient été eux-mêmes français selon la définition de Le Pen, ce qui signifierait que, selon la définition de Le Pen, la mère de la mère de Le Pen ainsi que le père de la mère de Le Pen, sans oublier le père du père de Le Pen auraient été, selon la définition de Le Pen, français et par conséquent la mère de la mère de la mère de Le Pen, ainsi que celle du père de la mère de Le Pen ainsi que celle de la mère du père de Le Pen, et celle du père du père de Le Pen auraient été français selon la définition de Le Pen et de la même manière et pour la même raison le père de la mère de la mère de Le Pen, ainsi que celui du père de la mère de Le Pen ainsi que celui de la mère du père de Le Pen, et que celui du père du père de Le Pen auraient été français, toujours selon la même définition, celle de Le Pen d'où l'on déduira sans peine et sans l'aide de Le Pen en poursuivant le raisonnement ou bien qu'il y a une infinité de français qui sont nés français selon la définition de Le Pen, ont vécus et sont morts français selon la définition de Le Pen depuis l'aube du commencement des temps ou bien que Le Pen n'est pas français selon la définition de Le Pen.

5.9.16

Hurra! Om ikke særligt længe kommer der en ny udgave af Stiløvelser.
Dette er ikke en del af bogen.

Beretning (belgisk) 

En dag ved middagstid smølfede jeg på smølfen af en næsten fuld smølf på linje S i nærheden af Smølfeparken øje på en ganske langhalset smølf, som bar en blød smølf omkranset af en flettet smølf i stedet for en smølf. Denne smølf smølfede sig med ét til sin sidesmølf og smølfede, at denne forsætligt smøfede ham over smølferne, hver gang der var smølfer, der smølfede på eller af. Han afbrød i øvrigt hurtigt diskussionen for at smølfe sig over en smølfeplads, der var blevet ledig.

To timer senere gensmølfede jeg ham foran Smølfebanegården i ivrig samtale med en smølf, som tilrådede ham at smølfe smølfen i sin smølf ved at få en kompetent smølf til at smølfe den øverste smølf højere op.

1.8.16

I will have to slightly revisit perhaps the most popular of the early ntamo catchphrases, where I posited that ”nothing that initially interests more than seven people can ever alter the consciousness of the masses”. Despite the multiple ironic undertones here, I still seem to indicate that the final goal of literature is to be read – by ”masses”, whatsmore, and bought by same. I no longer think that way. My view is – and both ntamo and my illness have taught me – that it is enough for literature to be written, and that in the end the only significant readers of any book are the ones through whom it creates new writing. Everyone else – and regardless of how much joy and what experiences they glean from books – are the benign parasites of literature.

                                                   Leevi Lehto

2.7.16


Bogen, til at ældes

Stjerner på sæterfærd, og hyrden
Bøjet over den jordiske lykke; og al den fred
Som et insekts skrig, uregelmæssige,
En fattig gud har formet. Stilheden
Stiger fra bogen op i dit hjerte.
En vind blæser lydløst gennem verdens støj.
Tiden ler i det fjerne, når væren hører op.
De modne frugter i haven er enkle.

Du vil ældes
Og, mens du falmer blandt træernes farver,
Kaste en langsommere skygge på muren,
Og blive, som sjæl omsider, den truede jord,
Du vil igen tage bogen på den opslåede side,
Du vil sige, Det var så de sidste dunkle ord.

                       (Yves Bonnefoy, 1923-2016)