13.4.17

For to måneder siden (13/2) nåede jeg ca. 49.500 ord og skrev glad og forventningsfuld den følgende kladde:

Jeg gentager: Hvilket slidsomt og udmarvende mareridt. Nu har jeg nået 50.000, og jeg kan se, at det kun er syv måneder siden, jeg var på 25.000. Dette er meget opmuntrende. Hvad der ikke er så opmuntrende er, at det ikke er blevet mere sammenhængende siden da. Suk.

Men så lige før målet gik jeg i stå, fordi jeg skulle til at gøre Parasitsonetterne færdig, hvilket nu heldigvis er lykkedes (den bog tog også kun 16 år at skrive!), og det betyder, at jeg kan komme videre med romanen og at jeg i dag, altså efter ni måneder, ikke syv, har nået 50.000 ord. Skal vi sige vi ses ved 75.000?




Nå, men det her er et stykke af Josephs fortælling. Tidligere hed han José. Han ender sikkert med at hedde noget tredje. Han er fotograf og i Japan. 1880.



Den kvikkeste og mest entusiastiske af mine assistenter hedder eller kalder sig Ando. Jeg kan ikke finde ud af om det er et fornavn eller efternavn eller noget, han selv har fundet på. Hiroshige kaldte sig Ando, hvilket vistnok var navnet på den familie, der adopterede hans far. Jeg prøvede at spørge Ando, om der var en forbindelse, men han lod som om han ikke forstod, hvad jeg sagde (som de indfødte ofte gør, når man i bedste mening har spurgt om noget dumt eller uhøfligt) og begyndte at fortælle om sin egen yndlingskunstner. Jeg fik ikke fat i hans navn*, men han var kendt for at lave enten dramatiske billeder af fantasilandskaber med genfærd og monstre eller ikke mindre dramatiske billeder i blodig-realistisk stil af berømte mord og henrettelser. Sådan noget, sagde Ando, der virker mere spændende for unge mennesker, end nogle nydelige poetiske billeder af personer fra bøger ingen læser mere eller af renommerede gamle skuespillere og damer, der var smukke for halvtreds år siden. Iøvrigt taler han engelsk ganske udmærket og forstår alt, hvad man siger. 

...

Ando mødte stolt op til afrejsen iført et nyt sæt tøj af den slags, som ligner en variant af de tyske militæruniformer, og er højeste mode blandt unge mænd i Yokohama. Han var oprindelig startet i Stillfrieds værksted som koloristlærling, men hans lærer brød sig ikke om ham, fordi han aldrig fattede den diskrete balance mellem fotografiet og dets kolorering. Ando hældte farver over det hele som et barn, der leger med vandfarver. Til sidst nægtede læreren at spilde mere af sin tid på at forklare Ando de samme enkle principper igen og igen og opbød mod nok til at sige til Stillfried selv, at hvis han nogen sinde så den snottede knægts fjæs igen på værkstedet, ville han selv udvandre og gå over vejen til Kimbei og male for ham. Stillfried, som hverken ville miste sin kolorist eller en energisk engelsktalende og dermed potentielt nyttig ung mand, sendte i stedet Ando over til atelieret, hvor han kunne gå til hånde, skaffe rekvisitter og hen ad vejen lære sig fotografiets teknik. Efter den første uge var jeg overbevist om, at Ando, inden der var gået fem år, ville have sit eget fotostudie og sælge billeder både til turisterne og til japanerne.

...

Ando var heldig, at han ikke forlængst var blevet fyret og sendt hjem til sine forældre. En dag Stillfried var væk, og jeg havde opsyn med atelieret, overraskede jeg ham i færd med at bruge et af kameraerne. Han var ved at tage et billede af et billede. Han havde fået fingre i et eksemplar af Mutsuhito i uniform, et af de fotografier regeringen har sendt ud til landets guvernører, så de alle sammen kan have kejserens åsyn strengt stirrende henover skulderen på dem fra væggen bag deres skrivebord. Det er strengt forbudt at sælge disse billeder, som ikke desto mindre er meget efterspurgte af turister. Det var utvivlsomt Andos hensigt at sælge disse uautoriserede kopier på det sorte marked, hvilket i dette tilfælde vil sige kuriosabutikkerne ude omkring Grand Hotel. Jeg trak den lydløse silkeskærm, de kalder en dør, til side og så ham stå og kigge ind i kamerakassen med det ene øje knebet sammen, foroverbøjet som om det var et nøglehul og ikke den mesoskopiske linse, hans lystige blik sneg sig gennem. Jeg genkendte dette blik, som ved at bevæge sig selv kan ændre den verden, det ser, og så opdagede han mig og rettede sig op og hans ansigt blev fyldt af skam, skammen over at være blevet opdaget, og også den genkendte jeg, og jeg forklarede så strengt, jeg kunne, at billederne ville blive sporet tilbage til Stillfrieds atelier og hvilke problemer, det ville føre med sig for Stillfried og for os alle sammen. Så  lovede jeg ikke at sige noget, hvis han lovede at holde op, og han så taknemmeligt på mig.

...

Alle vegne er vejene fulde af folk iført hvide dragter og en cirkelrund stråhat, som markerer at de er pilgrimsrejsende. På herbergerne taler man ofte med tilfældige mennesker, man møder. Vi talte med en ældre præst fra et af templerne i Atsuka, der var på vej til Edo. Pilgrimme kalder de sig, sagde han. I gamle dage kom pilgrimme for at deltage i de religiøse ceremonier eller bringe ofre til alteret. Nu kommer de for at købe nori og tækkenåle som meibutsu, amuletter, ukiyo-e, statuetter og hvad som helst, der kan bevise, at de har været de berømte steder. Mange af dem gider ikke engang besøge templerne, de kommer, fordi de har læst om et berømt tehus eller en kro eller et bordel. Da Basho kom forbi, var han ledsaget af døde poeter, Du Fu, Du Mu, Saigyo, alle sammen skeletter i vinden. Overalt så han både det, der var, og det, der havde været; han så et cedertræ, som var tusind år gammelt, han så, hvordan det svajede i vinden – stormen omfavner det, skrev han. I Atsuka lå templet i ruiner, murene styrtet sammen med ukrudt vildt voksende overalt, bynke og bregner. På en sten læste han navnet på en gud ingen længere kunne huske, hvilket for ham var mere rørende og storslået end velholdte monumenter og helligdomme. Vore helligdomme bliver rigere og rigere, vi sælger ofuda og omamori og tjener penge til guder ingen tilbeder mere.

...

Hvor vi end kom frem, forhørte vi os blandt folk, om de kendte spændende ting, vi kunne tage billeder af. I Hiratsuka hørte vi om en velstående købmand, der i byen var berømt for sin udsøgte have, i hvis centrum var placeret en enestående plante, hr. Tanaka havde købt af de handelsrejsende, der sejler til øerne langt mod syd og handler med folket fra regnskovene der. Denne plante har en særlig livscyklus, der består i, at den hvert år skyder op af jorden som en grøn stængel, der de fleste år udvikler blade og små grene, som om den var et træ, hvorefter den på et tidspunkt mister modet, dejser omkuld og sygner hen, indtil en ny stængel skyder op. Omtrent hvert femte år, uden at man imidlertid kan forudsige hvornår, forvandler stænglen sig til en knop, der senere springer ud som en enkelt gigantisk blomst. Sådan havde man i det mindste fortalt det til Tanaka, men i ni år i træk havde planten til hans store skuffelse blot gentaget dette bladstadium og havde nægtet at folde sig ud som blomst. Netop som han og de gæster, han begejstret havde fortalt om sin store skat, som han skælmsk var begyndt at kalde Yoshiko (der betyder yndlingsdatter, men også indeholder ordet for duft), var begyndt at tro, han var blevet bondefanget, havde den dette år udviklet sig til den længe ventede gigantiske majskolbeagtige form. I ugen før vi kom, var små håragtige strimler brudt fri af hylsterbladene, og i hele landsbyen var rygtet om købmandens plante løbet og spændingen steget. Folk havde meldt sig til at våge dag og nat for at give varsel, når blomsten brød frem, en begivenhed der for mange fik de evindelige kirsebærblomstseancer til at virke banale og altmodische. Endelig, dagen før vores ankomst, var dette da sket, og de, der af Tanaka var blevet fundet værdige til at være tilskuere til begivenheden, havde kunnet se, hvordan kronbladene havde skudt sig til side og, som om de var en vase, havde omgivet blomsten selv, der viste sig at være en to meter høj knejsende kødfarvet stang, som rejste sig lodret lige op mod himlen. Da vi kom til haven for at se den, var der tomt for mennesker. Hr. Tanakas tjener viste os venligt vej til havens midte, hvor blomsten var anbragt midt i et skrin, der havde skærmet den for vind og skadeligt vejr og sørget for, at den om vinteren kunne dækkes helt til. Det var aften, da vi kom for at betragte den imponerende blomst. Gradvist, efterhånden som mørket tog til, blev dens aroma stærkere og stærkere. Det var en blanding af gammel ost, rådne fisk, sure sokker, fækalt materiale og et strejf af friske jordbær. Vi så fluer sværme omkring den og biller komme løbende til i opstemt tilstand; tydeligvis benytter denne plante sig ikke bier til at transportere sin pollen omkring, men den slags små dyr, der lægger deres æg i kadavere og kød i forrådnelse. Måske fordi disse dyr er natdyr, havde den gemt det værste af sin emetiske lugt til mørket var faldet på. Før vi vendte os i afsky begyndte den majestætiske falliske ådselsblomst at miste sin saft og spændst og synke sammen til den i løbet af ganske kort tid havde lagt sig slatten og kraftesløs til hvile på kronbladenes rand med spidsen dinglende ud over kanten. 




* Nå, men her kan jeg vel godt afsløre at det er Yoshitori:


11.2.17

Si Le Pen était français, selon la définition de Le Pen, cela voudrait dire que, selon la définition de Le Pen, la mère de Le Pen et le père de Le Pen auraient été eux-mêmes français selon la définition de Le Pen, ce qui signifierait que, selon la définition de Le Pen, la mère de la mère de Le Pen ainsi que le père de la mère de Le Pen, sans oublier le père du père de Le Pen auraient été, selon la définition de Le Pen, français et par conséquent la mère de la mère de la mère de Le Pen, ainsi que celle du père de la mère de Le Pen ainsi que celle de la mère du père de Le Pen, et celle du père du père de Le Pen auraient été français selon la définition de Le Pen et de la même manière et pour la même raison le père de la mère de la mère de Le Pen, ainsi que celui du père de la mère de Le Pen ainsi que celui de la mère du père de Le Pen, et que celui du père du père de Le Pen auraient été français, toujours selon la même définition, celle de Le Pen d'où l'on déduira sans peine et sans l'aide de Le Pen en poursuivant le raisonnement ou bien qu'il y a une infinité de français qui sont nés français selon la définition de Le Pen, ont vécus et sont morts français selon la définition de Le Pen depuis l'aube du commencement des temps ou bien que Le Pen n'est pas français selon la définition de Le Pen.

5.9.16

Hurra! Om ikke særligt længe kommer der en ny udgave af Stiløvelser.
Dette er ikke en del af bogen.

Beretning (belgisk) 

En dag ved middagstid smølfede jeg på smølfen af en næsten fuld smølf på linje S i nærheden af Smølfeparken øje på en ganske langhalset smølf, som bar en blød smølf omkranset af en flettet smølf i stedet for en smølf. Denne smølf smølfede sig med ét til sin sidesmølf og smølfede, at denne forsætligt smøfede ham over smølferne, hver gang der var smølfer, der smølfede på eller af. Han afbrød i øvrigt hurtigt diskussionen for at smølfe sig over en smølfeplads, der var blevet ledig.

To timer senere gensmølfede jeg ham foran Smølfebanegården i ivrig samtale med en smølf, som tilrådede ham at smølfe smølfen i sin smølf ved at få en kompetent smølf til at smølfe den øverste smølf højere op.

1.8.16

I will have to slightly revisit perhaps the most popular of the early ntamo catchphrases, where I posited that ”nothing that initially interests more than seven people can ever alter the consciousness of the masses”. Despite the multiple ironic undertones here, I still seem to indicate that the final goal of literature is to be read – by ”masses”, whatsmore, and bought by same. I no longer think that way. My view is – and both ntamo and my illness have taught me – that it is enough for literature to be written, and that in the end the only significant readers of any book are the ones through whom it creates new writing. Everyone else – and regardless of how much joy and what experiences they glean from books – are the benign parasites of literature.

                                                   Leevi Lehto

2.7.16


Bogen, til at ældes

Stjerner på sæterfærd, og hyrden
Bøjet over den jordiske lykke; og al den fred
Som et insekts skrig, uregelmæssige,
En fattig gud har formet. Stilheden
Stiger fra bogen op i dit hjerte.
En vind blæser lydløst gennem verdens støj.
Tiden ler i det fjerne, når væren hører op.
De modne frugter i haven er enkle.

Du vil ældes
Og, mens du falmer blandt træernes farver,
Kaste en langsommere skygge på muren,
Og blive, som sjæl omsider, den truede jord,
Du vil igen tage bogen på den opslåede side,
Du vil sige, Det var så de sidste dunkle ord.

                       (Yves Bonnefoy, 1923-2016)

1.7.16

[Martin Glaz Serup skrev til mig om noget med binær kode og poesioplæsning. Jeg ville have skrevet et brev til ham, men så endte det med bare at blive en rablen, som jeg tænkte jeg lige så godt kunne lægge ud her. Det handler om et digt af Jacques Roubaud. Her er min oversættelse af det til dansk:]


Livet: sonet

          til Pierre Lusson

000000 0000 01
011010 111 001
101011 101 001
110011 0011 01

000101 0001 01
010101 011 001
010111 001 001
010101 0001 01

01 01 01 0010 11
01 01 01 01 01 11
001 001 010 101
 
000 1 0 1 001 00 0
0 0 0 0 0 11  0 0 0 0 101
0 0 0 0 01 0 0 0 0 0 00




Kære Martin

Jeg hørte det digt første gang i 1996 på Arken. Jeg tror, næste gang jeg hørte Roubaud læse det, var i 2007 til den der bogmesse i Aarhus, hvis navn jeg ikke lige kan huske nu. Eller måske var det Audiatur et par måneder senere. Eller mere sandsynligt begge steder. Det slog mig hvor anderledes, jeg huskede det. Der var (er jeg overbevist om) sket en ændring i hans måde at læse det på. Fra en rytmisk til en mere dramatisk måde, dvs. fra en musikalsk til en teatralsk, hvor cifrene i mindre grad er rytmiske stavelser og i højere grad indlevede ord, sådan som du beskriver dem.

Rytme er jo selvfølgelig et fundamentalt musisk begreb og Pierre Lusson er musikteoretiker og har arbejdet sammen med JR om grundlæggelsen af den Abstrakte Rytmes Teori (A.R.T.) (Se Londons store brand §21.)

Der er den her spænding, som truer med at bryde ud i egentlig konflikt mellem musik og drama, som altid er der i poetiske monologer – skal Shakespeare eller Racine spilles eller deklameres? Skal versemålet overtrumfes af skuespillerens følelsesladede diktion eller af det naturlige sprog? Nej, det skal det ikke, men spændingen er der altid. Og når vi læser digte op og står ved en mikrofon, så er vi osse skuespillere eller noget der minder om det, performere, der fremfører en poetisk monolog, siger poesi.

I Poesie etc. optræder det her digt som en parodi, et eksempel på et digt, der ikke har noget modersmål, men kan læses på alle sprog i verden (i hvert fald hvis man fjerner den provinsielle titel). Resultatet er så, at ingen forstår det, det er et fremmedsprog for alle. Det er ligesom en aspirin, der virker på samme måde på alle mennesker, lige meget hvor de kommer fra. Men her er virkningen, at vi ikke fatter en brik. Vi fornemmer dog, at noget bliver sagt. Der må være en mening. Det må være et digt i kode.

Det er naturligt at tænke, det må være en binær kode. Men Roubaud nævner ikke selv ordet binær, han nævner heller ikke ordet tal. Det er let at lave en oversættelse fra binære til almindelige tal:

0  0  1
26 7  1
43 5  1
51 3  1

5  1  1
21 3  1
23 1  1
21 1  1

1 1 1 2 3
1 1 1 1 1 3
1 1 2 5

0 1 0 1 1 0 0
0 0 0 0 0 3 0 0 0 5
0 0 0 0 0 1 0 0 0 0 0 0

hvilket vist ikke gør det klarere, hvad der bliver snakket om. Men hvis det ikke er en binær kode hvorfor så 0 og 1?

Hver linje i digtet har 12 cifre, som der er 12 stavelser i den franske aleksandriner. Vi kan se at sonetten rimer ABBA ABBA CCD EDE, som kontinentale sonetter har det med at gøre. Og vi kan observere, at de to kvartetter er helt regelmæssige på den måde, at hver linje er delt i tre dele; først 6 cifre derefter (hvor cæsuren ville være) enten 4/2 eller 3/3 (og det er det, der markerer forskellen mellem AAAA og ABBA – altså 001 og 01 er ellers identiske i hvert fald forstået som binære tal, men her er de åbenbart i en eller anden forstand forskellige og markeret som sådan.)

I  La vieillesse d'Alexandre (som jeg ikke har og aldrig har læst) beskriver Roubaud teorien om den abstrakte rytme som baseret på en forskel mellem enheder, der er markerede eller ikke markerede, dvs. er binære. De kan kodes som 0 og 1, men de kan lige så godt kodes som a og b eller som yin og yang. Et binært system altså, men ikke et binært talsystem.


Livet: Sonet

          til Pierre Lusson

aaaaaa aaaa ab
abbaba bbb aab
bababb bab aab
bbaabb aabb ab

aaabab aaab ab
ababab abb aab
ababbb aab aab
ababab aaab ab

ab ab ab aaba bb
ab ab ab ab ab bb
aab aab aba bab
 
aaa b a b aab aa a
a a a a a bb  a a a a bab
a a a a ab a a a a a aa



Livet: Sonet

          til Pierre Lusson

yin yin yin yin yin yin      yin yin yin yin      yin yang
yin yang yang yin yang yin   yang yang yang   yin yin yang
yang yin yang yin yang yang  yang yin yang    yin yin yang
yang yang yin yin yang yang  yin yin yang yang    yin yang
   
yin yin yin yang yin yang    yin yin yin yang     yin yang
yin yang yin yang yin yang   yin yang yang    yin yin yang
yin yang yin yang yang yang  yin yin yang     yin yin yang
yin yang yin yang yin yang   yin yin yin yang     yin yang
   
yin yang   yin yang    yin yang    yin yin yang yin      yang yang
yin yang   yin yang    yin yang    yin yang    yin yang    yang yang
yin yin yang   yin yin yang    yin yang yin   yang yin yang
         
yin yin yin    yang    yin    yang    yin yin yang    yin yin    yin
yin    yin    yin    yin    yin    yang yang    yin    yin    yin    yin   yang yin yang
yin    yin    yin    yin    yin yang    yin    yin    yin    yin    yin    yin yin


Er disse tre liv de samme? Altså hvis 0 og 1 ikke betyder noget, hvis de er udskiftelige med andre markører, så er de vel? Jeg forstår ikke digtet. Det irriterer mig.

28.5.16

Jeg forsøger at skrive en roman. Hvilket slidsomt og udmarvende vanvid. Men i dag når jeg en slags lille milepæl; jeg passerer 25.000 ord, dvs. manuskriftet er nu målt i sådan råt skrevent materiale længere end HJVK og dermed det længste, jeg nogen sinde har skrevet (jeg ville ønske, jeg kunne sige det længste sammenhængende, jeg nogen sinde har skrevet, men ... nej).
Her er i dagens anledning et første lille afsnit sendt ud alene på det store teksthav. Vi ses, når jeg når 50...



(Mikroskopisten)

På den tid boede der en ung franskmand, en jøde tror jeg, på etagen over mig. Han kom af og til forbi og vi snakkede sammen om kvinder og beklædningsgenstande og af til købte jeg også nogle af de småting, han solgte, han havde altid rariteter, han havde opsnuset, et miniaturemaleri i en halskæde, en lille elefant udskåret i elfenben, et sæt pistoler, som havde tilhørt en eller anden legendarisk revolvermand ude vestpå, en hjelm fra en mexikansk caballero … den slags. Den dag jeg flyttede ind, kom han og hilste, og det endte med, at jeg ejede en antik lampe af sølv, som han insisterede på at kalde en Cellini. Han handlede med de ting for sjov, for han havde masser af penge og kendte folk fra de bedste kredse og også nogen fra mindre pæne.
     Så kommer han en dag forbi og begynder at tale om Madame Vulpes, Madame Renard kaldte han hende, fordi han var franskmand, om hvordan han havde besøgt hende, og hvordan han havde skrevet en række spørgsmål ned på en lap papir, hemmelige spørgsmål af den slags man gemmer i sit hjerte og end ikke antyder for sin bedste ven og Sacrebleu! og Je vous dit merde! osv. denne djævlekvinde kunne svare helt præcist på dem alle sammen, på ting jeg aldrig har nævnt for nogen … han blev fjern i blikket. –Men lad os ikke tale mere om det, det er altsammen biologi, og det er ikke fordi jeg tror på det der … kom, jeg har en ny vase oppe ovenpå du skal se, det er en Palissy … 
      Så kunne jeg ikke lade være med at tænke på denne Madame, som var en spiritist i New York, som på den tid var meget omtalt. Jeg tænkte på mig selv som videnskabsmand, men ikke en af den slags, der udelukker, at noget eksisterer, bare fordi vi endnu ikke har en rationel forklaring på det. Der er mange ting, vi ikke ved, og kun de mest forstokkede og arrogante professorer benægter, at der er utallige kræfter i naturen, vi ikke forstår og nogle af dem synes under særlige omstændigheder at kunne virke direkte i harmoni med det menneskelige sind, som vi heller ikke forstår særlig godt. Hvorfor skulle man som videnskabsmand uden videre udelukke, at det er muligt at kommunikere med organismer af en anderledes beskaffenhed, åndelige væsener måske, og at de ligefrem kan hjælpe os i vores videnskabelige stræben? Vi ved meget lidt om det åndelige liv. Finder det fx sted i tiden eller uden for den? Hvis mennesket en dag gennem sin fortsatte evolution når et stade, hvor vi ikke længere bindes til materien, vil dette astrale menneske da kunne færdes i universet uden alle de begrænsninger kroppen er underlagt? Vil det kunne rejse frit i tiden og vil det kunne kommunikere med fortidens mennesker og dele sin viden med dem? Disse spiritister, man ofte hører om, forsøger som regel at få kontakt til de afdødes ånder og give deres efterladte en smule virkelig eller falsk trøst. Men er det ikke muligt, at der er andre og mere frugtbare former for spirituel kontakt?
     Den slags tanker gik jeg med i lang tid, og selvfølgelig endte det med, at jeg opsøgte Madame Vulpes. Jeg korresponderede først med hende og aftalte et honorar af en størrelse, der ikke var ubetydelig for en mand med mine midler, men jeg var stadig i besiddelse af en del af min arv, og jeg mente, at jeg nok kunne klare mig. Så en aften mødte jeg op i hendes hus, som var stort og mørkt, og som hun tilsyneladende boede helt alene i. Hun var en mørklødet kvinde med ravnsort hår og et ubevægeligt blik der tog en skarpt i øjesyn. Hun havde en spids hage og en lille rund næse. Hun åbnede selv og lukkede mig ind uden et ord. Vi gik gennem en stor forstue og ind i et mindre værelse, der var sparsomt møbleret med et rundt mahognibord og et par stole. – De ønsker at få nogen i tale? spurgte hun, og jeg forsøgte at forklare mit ærinde, som ikke syntes at vække nogen interesse hos hende. Hun bad mig sætte mig ved bordet og lægge begge hænder på det med håndfladen nedad. Vi sad i stilhed et stykke tid, et minut vel, før bankelyde begyndte at komme først fra bordet, som om nogen sad og hamrede en fyldepen eller mundstykket på en pibe mod bordpladen. Snart kom der også lyde fra ryglænet på min stol, fra trægulvet under bordet, fra væggene og endda fra de to store vinduer ud mod nattemørket. – De har heldet med dem, sagde hun, de er til stede i stort tal i aften. – Er der nogen, der vil tale med denne unge mand? spurgte hun, nærmest spottende, men jeg var alt for anspændt til at tage mig af det; en voldsom sværm af ånder syntes at banke løs på alt, hvad de kunne. Er den ånd, han søger, til stede i rummet, spurgte hun så, og efter et øjebliks stilhed lød der en mere forsigtig banken fra forskellige steder. På hver side af bordet, hendes og min, lå der papir og en pen. – Skriv Deres spørgsmål ned, sagde hun, De behøver ikke vise mig det. Jeg tog pennen og skrev med små bogstaver: – Hvem er du? Efter et nyt øjebliks stilhed kom der bankelyde fra rundt omkring. Madame havde grebet sin pen og hendes hånd begyndte nu at bevæge sig med stive krampagtige bevægelser, mens hun selv stirrede den modsatte vej uden at fortrække en mine. Da hånden slappede af, skubbede hun papiret over til mig, så jeg kunne læse det – Mit navn er Omegar, stod der. Madame gjorde med et næsten umærkeligt nik mod papiret tegn til, at vores samtale skulle fortsætte på denne måde. – Er du en af de døde? spurgte jeg. – Ikke endnu, svarede han. – Hvor er du da henne? Madames svar tog lang tid. – På Jorden. Jeg ved ikke, hvad du ville kalde dette sted. Jeg er i en by af krystal på havets bund. Jeg mener, der hvor havet var. Vores Jord er anderledes. Det er vinter her. Nætterne er længere; også dagene, men selv dagene er mørke. Solen er ikke så kraftig mere. Jeg ville gerne spørge ham om mange andre ting, men tiden var kort; uden tvivl ville Madame snart ryste på hovedet og afbryde seancen. – Ved du hvem jeg er? Efter kort tids pause: – Du er mikroskopisten. – Ved du, hvad det er, jeg gerne vil vide? – Jeg kan ikke læse dine tanker, min ven. Ikke på denne måde i hvert fald. – Jeg vil bygge et mikroskop, der er kraftigere end alle andre, så kraftigt som det kan blive. I min iver udtalte jeg disse ord højt i stedet for at skrive dem ned. Madame stirrede formanende på mig. Jeg skrev: – Er det min skæbne at bygge dette apparat? Svaret kom prompte: – Javist. – Hvordan? Hvad skal jeg gøre? Nu fulgte en lang periode, hvor Madames hånd kradsede bogstaver, tegn og skitser ned på flere papirark. Da hun omsider var færdig og skubbede arkene over til mig, forekom det mig, at hun så træt ud. Jeg kiggede febrilsk på instruktionerne, de forekom mig forståelige, skønt jeg havde svært ved at fokusere mine tanker. – Hvad vil dette instrument vise mig? skrev jeg. – Ting, ingen har set tidligere, svarede Omegar. Ved dette svar blev jeg så ophidset, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Madame Vulpes greb lejligheden til at lægge sin pen fra sig, rejse sig og sige, at hun håbede, jeg havde fået alt det at høre, jeg havde håbet. Da hun fulgte mig ud blev hendes ansigt mildere end det havde været før; hun virkede pludselig som en skrøbelig gammel dame. Mens vi gik gennem forstuen fulgte lyden af en banken mod trægulvet os hele vejen til yderdøren. Jeg efterlod Madame i hendes store hus alene med ånderne. ...