30.7.03

Lyden af regn. Det banker på døren. En ung kvinde (Elizabeth Lavenza) lukker op. Udenfor står Victor Frankenstein og beklager sig over vejret.

Frankenstein:
Regn, regn, regn, regn, regn!
Åh undskyld mig, jeg søger Hr. Lavenza.
Tillader De jeg kommer ind og tager frakken af?
Goddag. Mit navn er doktor Frankenstein.

Elizabeth:
Velkommen. Jeg er Elizabeth Lavenza.

Frankenstein:
Men ... kære frøken! Det er nu længe siden
jeg sidst besøgte Deres far. Jeg var student
og han og hans forskning var allerede dengang meget kendt
og også jeg nød godt af hans enorme viden.
Nu kommer jeg så omsider atter
og ser han har den mest fortryllende datter!

Elizabeth:
Min stakkels far blev for længe siden fyret fra universitetet for den forskning De nævner. Og han mistede også sin pension og endog adgangen til sit laboratorium og alle sine instrumenter efter at han gennemførte nogle eksperimenter, som man mente var for dristige.

Frankenstein:
Ak! Videnskabens mænd må tåle mange nålestik
af menneskenes giftige pile med hån og løgne.
Og dog når jeg nu står her og ser ind i Deres øjne
så elsker jeg mennesket! For inde i det mørke blik
aner jeg der gemmer sig den samme kraft
som får ild til at brænde. Og den samme saft
som får lyse blomster til at blomstre må løbe
i Deres årer! (Han rømmer sig og vender sig væk)
                  Jeg har selv
gennemført visse eksperimenter med held
- hvilke kan jeg ikke røbe -
som jeg er tvunget til at hemmeligholde;
blev resultaterne kendte ville det volde
mig stor skade. Det er en trist og fattig tid
som behandler sine lærde med både
forfølgelse og undertrykkelse på denne måde.
og lønner os sådan for vores intellektuelle slid.
Der er dem som ikke uden grund kalder
dette den værste tid siden den mørke middelalder!
Det gør mig vred at en flok præster
skal bestemme hvad man må og ikke må,
hvad man må tvivle om og hvad man må forstå.
De folk tror at alt i verden er kommet
dalende fra himlen som gaver fra Gud.
De forstår ikke, at selv ... selv hjulet
er noget man engang har måttet opfinde,
at nogen engang har måttet være den første
som fik tanken, “hey, lad os lave et,
hvad skal vi kalde det, et HJUL!”
For slet ikke at tale om pennen og talsystemet
og den mørtel der holder deres kirker sammen.
Alt det tror de er evige goder
og at al den viden vi har er en gave
Gud gav Adam i paradisets have.
Og de mener det er blasfemi hvis nogen vil
forsøge at føje noget som helst dertil.

Elizabeth:
Er De opfinder, Hr. Frankenstein?

Frankenstein:
Det er ikke opfindelser det handler om,
og det ved de desværre kun alt for godt.
Det handler om at vende om på stort og småt.
Det handler om at se tingene sådan som
de virkeligt er. Og det er ikke altid
at de lige er præcis som man tror de er
og det er noget rod, ikke? Så skal man til
at rydde op i sine tanker igen bagefter,
og det er hårdt arbejde og hvem ved
om man så igen kan få præsterne med?

Elizabeth:
Er De måske en ny Galilei? Eller Kopernikus?

Frankenstein:
Nej. Men Galilei var en stor mand, et geni
som var langt, langt forud for sin egen tid.
Og også han blev forfulgt. Han satte sin lid
til fornuften og sin egen evne til at observere.
Og hans observationer var gode nok
men verden er desværre ikke fornuftig!
Menneskene er ikke fornuftige, dem
styrer følelser og passioner for hvem
fornuften kun er et redskab. Og naturen
er ikke fornuftig, den kender slet ikke
fornuft, kun forvandling og den er
så fuld af død, at det knap er til at bære -
så skøn den end til tider kan være.
Naturen udsletter hele tiden alt
hvad der lever for selv at holde sig
i bevægelse. Så de forstår mig
nok: Videnskaben er en kamp imod
naturen, for at vriste dens hemmeligheder
fra den, så vi kan udnytte alle dens rige gaver
til det yderste. Videnskabsmanden er en oprører
mod en tyran, som forsøger at holde
alle sine rigdomme for sig selv. Naturen
er denne tyran og dens rigdom er stor -
hvis De vil tillade mig denne metafor.
De selv er ikke den ringeste af disse gaver!
Men tænk sig at disse røde kinder,
disse gnistrende øjne, disse bløde læber,
denne spændstige skikkelse, disse yndige ...
jeg har tabt tråden... nej! Tænk at disse lyster
om hundrede år skal være mennesket berøvet
og resterne kun tilhøre støvet...

Elizabeth:
Hvis det var en kompliment, var den sandelig dyster!

Frankenstein:
De har ret.
Hvorfor taler jeg om disse mørke ting
når alt er lyst og smukt og luftigt heromkring?

Elizabeth:
Åh, De taler skam smukt. Det er jo den rene poesi.
Men jeg gad vide - er det mon tegn
på et forfinet sind - eller blot
på lumske hensigter Hr. Frankenstein?
(Ups!)

Frankenstein:
Jeg siger Dem blot dette: jeg kan fornemme
at det blod og liv som findes i disse fingre af sne
varmer mig mere indeni end kogende the.
Så jeg beder Dem inderligt - lad os glemme
de borgerlige konventioners kedelige pligter
- De er Elizabeth for mig - og jeg er Victor.

28.7.03

Jeg forsøgte for et par år siden at skrive et skuespil om Frankenstein. Jeg kom i tanke om det, da Pejk og Sabine og jeg sad og snakkede i en bar. Og jeg fandt det tilfældigt nu til morgen da jeg gik gennem nogle gamle mapper og filer. Noget af det kunne man godt arbejde videre med. Det er lidt didaktisk måske. Her er en scene:



(Shelley og Byron er taget ud på søen i deres lille båd. Shelley står op og prøver at ordne et eller andet, som han ikke kan finde ud af.)

Lord Byron:
Sæt dig nu ned din galning, vi skulle nødig kæntre.

Percy Shelley:
Tag det dog roligt, er du bange?

Lord Byron:
Jeg er bange for at blive til grin! Vi er næppe 200 fod fra kajen! Jeg kan godt svømme i land, et barn kunne svømme i land herfra...

Percy Shelley:
Jeg kan ikke svømme.

Lord Byron:
Så meget desto mere grund har du da til at sætte dig ned. “Hvis du ikke kan svømme så vær på vagt overfor forsynet.”

Percy Shelley:
Hvor kommer den klokke fra?

Lord Byron:
Kan du se tårnet, der hvor solen går ned? Det er de gales tårn og klokken kalder dem til bøn. Ved vesper kalder klokken dem til bøn.

Percy Shelley:
Til bøn! De har sikkert lige så gode evner som de har gode grunde til at bede taknemmeligt til deres barmhjertige skaber!

Lord Byron:
Hvem ved om deres skæbner er værre end andres? Hvem ved om ikke de gale er lykkelige.

Percy Shelley:
Sådan taler en sand misantrop. Har du nogen sinde været inde på en anstalt for gale?

Lord Byron:
Jeg troede hele verden var en sådan anstalt...

Percy Shelley:
For ikke længe siden lukkede de de gale ind sammen med alle andre som man anså for at være forstyrrende for samfundsordenen: prostituerede, gudsbespottere, alkymister, libertinere, forbrydere, vagabonder, gældsfanger...

Lord Byron:
Du godeste - libertinere og gudsbespottere, vi ville være kvalificerede begge to - vi ville sidde der nu i dette øjeblik...

Percy Shelley:
Nej du ville ikke, for det ville godt nok være en trussel mod samfundets orden at lade dig gå frit omkring, men det ville være et brud på naturens orden at sætte en adelig bag tremmer!

Lord Byron:
I England regnes både du og jeg utvivlsomt blandt de gale.

Percy Shelley:
Hvem kan sige med sikkerhed hvem der er gale og hvem der ikke er det?

Lord Byron:
Var det ikke det jeg lige sagde!

Percy Shelley:
Nej, du sagde: hvem kan sige om ikke de gale er lykkelige...

Lord Byron:
Nå ja, det var det jeg sagde.

Percy Shelley:
...men de gale er ikke lykkelige. Måske er det omvendt?

Lord Byron:
De raske er lykkelige?

Percy Shelley:
Nej, de lykkelige er gale. Det ville give mening i en gal verden som denne...

Lord Byron:
Jeg troede det var mig, der var misantropen.

Percy Shelley:
Det er det også! Det er ikke menneskene der er onde, men de forhold de må leve under. Vi kunne være anderledes, vi kunne være alt det vi drømmer om. Alt det skønne, kærligheden og sandheden er aldrig længere væk end vores drømme. Vi mangler bare viljen og styrken til at gøre drømmene virkelige.

Lord Byron:
Det er jo rent utopisk.

Percy Shelley:
En utopi ... en vision... Ja, jeg har en vision. Og hvorfor ikke? Hvis man ikke har en vision hvad har man så at arbejde for, at skrive for?

Lord Byron:
Mener du det er digternes opgave at ændre verden?

Percy Shelley:
Ja! Hvis ikke digterne og dem, som har sprogets gave i deres magt og kan tale smukt og med overbevisning - hvis ikke de skal sørge for at verden bliver et smukkere og mere retfærdigt sted at være - hvem skal så? Og hvis ikke vi skriver for at tale skønhedens og retfærdighedens sag - hvis ikke vores kunst skal bringe mere smukt ind i verden - hvad er så meningen med det vi gør? Hvis ikke man har et ideal at styre efter og man ikke tror at noget kan laves om, og at ingenting nytter - så er der jo intet andet tilbage end denne uudholdelige tilstand, hvor folk regeres af tyranner, der myrder hvem som helst der kommer i vejen for dem og smider digterne i galeanstalter!

Lord Byron:
Jeg har prøvet at ændre verden som politiker med taler i Overhuset. Det gik ikke. Mon chancerne er meget større med vers?

Percy Shelley:
Vers taler i det mindste til folket og ikke kun til adelen! Men dine egne satiriske vers afslører dig! Hvorfor skulle man udstille menneskenes tåbeligheder, hvis man ikke hemmeligt ønskede at ændre dem? Jeg vil vove den påstand -at dybest set er du så stor en moralist og idealist som jeg er!

Lord Byron:
Du har overbevist mig. Jeg troede bare jeg skrev smædevers for at fornøje mig selv og få tiden til at gå, men i virkeligheden er jeg utopiker!

Percy Shelley:
Du kan godt gøre grin - du ved jeg har ret.

Lord Byron:
Lad mig fortælle dig en historie: I Frankrig mødte jeg en munk, der havde været udstationeret ved missionen i Kina i mange år. I Kina var det åbenbart fra gammel tid sådan at man for at kvalificere sig til et offentligt embede skulle bestå en eksamen i at skrive formfuldendte digte. Således har de bedste digtere i Kina altid været statsmænd og digtere har udgjort statens administration.

Percy Shelley:
Et eksemplarisk system!

Lord Byron:
Jeg tænkte nok du ville kunne lide det - skønt jeg ikke forestiller mig det var særlig fremmende for den revolutionære ånd blandt de intellektuelle. Men denne munk fortalte mig altså en legende om den første af Kinas store digtere, Chü Yüan. Han var rådgiver for en konge, men blev bagtalt af misundelige konkurrenter og faldt i unåde. Chü blev landsforvist og snart efter fik de selvsamme rådgivere, som havde bagtalt ham, sørget for at kongen blev slået ihjel og riget blev erobret. Chü vandrede i mellemtiden hjemløst omkring og kom en dag til en flod. Her mødte han en fisker, som spurgte ham, hvorfor han var så ulykkelig. Alverden er uren, sagde Chü, kun jeg er ren. Alverden er fordrukken, kun jeg er ædru, derfor sørger jeg. “En vismand lader sig ikke hindre afverden, men indretter sig efter den,” sagde fiskeren og sang derpå: “Når Tsang-langs vand er rent, kan jeg vaske mine huebånd deri, når Tsang-langs vand er urent, kan jeg vaske mine fødder deri.” Derefter forsvandt han. Men Chü Yüan tog en stor sten og omfavnede den og kastede sig i floden. Og den dag i dag er han en af Kinas folkehelte. Hvert år på den femte dag i den femte måned fejres dragebådsfesten til minde om hans død. På hvert et lille vandløb sætter folk små både ud for at lede efter hans lig, og man kaster mad i vandet så dragerne kan spise det i stedet for Chü Yüans lig.

Et tusind år senere levede Kinas to berømteste digtere Li Po og Tu Fu. De var bedste venner og mødtes i kejserpaladsets haver, hvor de drak vin og skrev digte. Men så udbrød der borgerkrig i riget og de to blev skilt ad. De havde ikke set hinanden i mange år, da Tu Fu sendte sin ven et digt der ender med linierne:

“Digtets gud råder ikke i lykkens himmel,
i nærheden af en lykkelig mand ler dæmoner.
Derfor kastede en digter sig engang i en flod.
Kast du et digt i vandet, der hvor han gemmer sig.”

Så en nat kommer Li Po sejlende, brølende beruset, ned ad en flod og i vandet får han øje på månens spejlbillede. “Åh, min ven,” brøler han og forsøger at omfavne den. Men han synker og forsvinder i bølgerne...

Percy Shelley:
Det er en smuk historie. Jeg kan godt lide Li Po. Hvad er pointen?

Lord Byron:
Pointen, min ven, hvis du vil hænge dig i det, er at digtere skal være forsigtige med vand. Særligt hvis de ikke kan svømme.

Percy Shelley:
For mig lyder det som omtrent den bedste måde man kan komme afsted herfra på. Han var sikkert ikke bare fuld af brændevin, men også af opium. Har du noget?

Lord Byron:
Opium!? Er du gal mand, man sejler da ikke på laudanum, du er virkeligt gal...

Percy Shelley:
Hvad ved jeg, det er dig der er den store sømand.



27.7.03

læser Fahlström
...Der tales om vor tids længsel efter faste normer. Det er klart: Når vi er blevet trætte af faste versemål, regelbundne metrer og endelig osse af rim, så må vi finde på noget andet, der kan give digtet en helhedsvirkning. For tiden tenderer det sammenbindende element mod at være indholdet, både det beskrevne og dettes idéindhold. Men bedst er det hvis form og indhold virjer som en helhed...

25.7.03

Gad vide hvad Philip Morris betaler Shahrukh Khan for at ryge?

22.7.03

21.7.03

Her skulle have stået en forklaring på hvorfor lettrismen ikke er musik. Men jeg orker ikke at anstrenge mit anstrengte franske i aften. So trust me:
Le lettrisme n'est pas de la musique.

Der lyder torden i det fjerne.
Ikke noget metaforisk i det.
Det er det det handler om.
No bullshit.

20.7.03


   B) Lettrismen er ikke poesi.


   Men hvis man nu anbringer de danske ord fra for lidt siden på en særlig måde på papiret:
Ved bondegårdens brønd
Jernspandene og trisserne
Hviner
(VERHAEREN).

vil læseren opfatte, at ordene beholder deres mening, at sætningen osse har bevaret sin, men at den er blevet udsat for nogle usædvanlige afklipninger i det skrevne sprog optegnet i “linjer” med majuskler forrest som et vers. Han vil bemærke, nogle gange, at ordenes placering i sætningen er blevet byttet rundt og at andre gange disse vers ender med en samling bogstaver, i hvilke lydene er sådan, at han genkender et rim.
   For at udtrykke disse opdagelser betegner han dette som poesi.*
   Hvis ordene, sprogets materiale, hverken ændrer udseende eller mening (direkte eller figurativt) ved en omordning, hvis sætningerne ikke skifter betydning i denne usædvanlige opsætning, er det nye arrangement af ord og sætninger (delsætninger) “formålsløst”. Denne overgang fra sprogets brugbarhed til formens formålsløshed er netop hvad der betegner poesien som kunstart. †
   Nuvel, lettrierne præsenterede sig fra starten som en serie bogstaver grupperet i “ord” og i “vers”.
   Eksempelvis: Coumquel cosossoro BINIMINIV A §
   eller krapokouklirhoma karkilkam koulma koulba
                          koumba kroï

   eller igen Leïtamimme miicôôpâââ
                Raïtecinne micopa
¥
   Efter at have set denne lignende opsætning, som er arvet efter poesien, vil læseren stille lettristen et nyt spørgsmål: “Lettrismen, er det poesi?”
   Og ganske rigtigt bruger disse første “digte” af lettristerne grupper af bogstaver, som ligner de grupper af bogstaver, som former ord, og serierne af disse grupper minder om de serier af sammenstillinger, der danner sætninger, og disse ords og disse sætningers ramme har et udseende, som minder om versets. Men når de mister deres mening har disse ord og disse digte forvansket poesien. For hvis poesien består i en særlig ordning af sprogets dele, så bruger den dem dog alligevel. Ved at negligere disse dele forlader man den slags mening poesien sædvanligvis forbindes med. Lettrismen er således ikke poesi.

Lemaitre: Qu’est que le lettrisme, kap.II


* Poesien har ikke mere med talesproget at gøre end romanen (prosaen) eller lettrismen. Tzara i poesien og Joyce i romanen sønderknuste ordene og sætningerne på samme tid som Dürkheim skrev i en dagligsprogsstil.
† Der findes en “brugbarhed” for kunsten som ikke er vort ærinde her.
§ Isou: “Lances rompues pour une dame gothique”.
‡ Pomerand: “Opus VII. Double quatuor en ‘k’”.
¥ Lemaitre: “Chien et chat”.

18.7.03

   A) Lettrismen er ikke et sprog

   Udvælg tilfældigt et antal bogstaver fra Deres alfabet, a, b, d, a, t, a, k, a, r for eksempel. Sæt dem nu sammen. Så har De: abdatakar.
   Præsenter dette for en læser. Hans første indskydelse vil være at han ser et ord.
   Hvis De herefter lader dette “ord” efterfølge af andre sammenstillinger for eksempel: abdakatar doc ti mana, vil Deres læser tro han ser en sætning.
   I begge tilfælde vil bogstaverne virke som
   a) bogstaver i læserens eget sprogs alfabet (det latinske hvis han er dansk) eller
   b) bogstaver fra et fremmed sprogs alfabet (russisk, græsk etc...) og han vil da tro at han betragter et uforståeligt sprog, altså et fremmedsprog*.
   For i det modsatte tilfælde (hvor både bogstaverne og deres orden forekommer ham velkendt) ville han se et ord og en dansk sætning.
   Eksempelvis: Jernspandene og trisserne hviner.
   Disse danske ord er en visuel symbolsk notation for en serie af lyde, som har en betydning.
   Enhver samling af bogstaver, som ikke fremmaner en eller anden betydning for en given læser,† vil sige ham, at det er et andet sprog, og at betydningen må kunne oversættes til hans eget modersmål.
   Således vil læseren som præsenteres for den første lettistiske sammenstilling: abdakatar doc ti mana, spørge sig selv, om det mon ikke er et eksisterende sprog, som er ham fremmed. Hvis han er polyglot og stadig er ganske vildfaren, vil han spørge sig, om det mon ikke skulle være et nyt sprog, som nogen har opfundet, ligesom esperanto. Han vil da stille følgende spørgsmål til lettristen: “Lettrismen, er det et nyt sprog?”
   Nuvel, sproget ordner, ligesom lettrismen, bogstaverne i grupper. Men det tildeler en velkendt betydning til disse grupper. Hvis de første lettrier til deres notation anvender visse af de bogstaver sprogets egen notation osse benytter, så besidder de dog ikke sprogets “betydninger”.
   Ved at tilsidesætte meningen med ordene, dvs. ved at komponere “ord” uden betydning, giver lettristerne sproget dets evne til abstraktion tilbage og gør denne evne brugbar. Af dette følger en unytte hvad angår formålet, skønt ikke hvad angår bogstavernes organisation. Lettrierne er grupper af formålsløse bogstaver, om end ikke formålsløst organiseret.
   Det betyder at lettrismen ikke er et nyt sprog, og at den ikke er et sprog.

Lemaitre: Qu’est que le lettrisme, kap.II



*En ægypter fra faraonernes tid eller en mayaindianer ville på samme måde se vores occidentale malerier (både figurative og abstrakte) som transkriptioner af et fremmed sprog.
†Og på samme måde enhver samling af lyde som ikke fremmaner en eller anden betydning hos en given tilhører.

17.7.03

Google searches that led people to this site:
Poppelfugl
Konspirationsteorier om Apollo
Singvogel
Laugesen & Singvogel
The Inkblot Record
Sean Landers
Which is a pretty good line in itself.
You always begin in medias res.
However, what I was saying ... you read it backwards. That's some form of verfremdungseffekt right: You write something that doesn't make sense outside of a context which has yet to be established.
But would that not just be another lame attempt to claim originality?
+ I had of course heard of Goldsmiths book even back then. So ... no soap?
One could steal Goldsmiths idea about "uncreativity".
But I must make it clear that I wrote it before Day was published.
I actually think it is a piece of nice work.
(Just for my own peace of mind: The text below was written very quickly, copied from the subtitles to an episode of Nash Bridges. There are some faults with it, but to correct them would be cheating.)
As René says of Jordan (even more true of Jim): A great sense of flow.
(Or a sense of a great flow, whichever)
What's special about a blog?

1. It is a text that emerges in time (every post is dated exactly).
2. You read it backwards.

16.7.03

Det er i sig selv en god linie.
Man starter hele tiden in medias res.
Men altså, det var det jeg kom fra ... man læser den baglæns. Det er vel en form for verfremdungseffekt: Man siger et eller andet som ikke giver mening udenfor en sammenhæng som endnu ikke er etableret.
Men er det ikke bare et forsøg på alligevel at klamre sig til et strå og fremstå som original?
Iøvrigt havde jeg selvfølgelig forlængst hørt om Goldsmiths bog, så det holder heller ikke.
Man kunne godt snakke Goldsmith efter munden og kalde den et forsøg på ukreativitet. Men jeg må dog lige bemærke, at det er en gammel tekst fra længe før Day udkom.
Jeg synes faktisk det er en god tekst.
(For min sjælefreds skyld: Den nedenstående tekst er skrevet i stor hast, skrevet af efter underteksterne til en amerikansk tv-serie. Der er fejl i den, men jeg synes det ville være snyd at rette dem.)
Som René siger med hensyn til Jordan (og endnu mere med Jim): En følelse af stort flow, stor gennemstrømning.
Hvad er der særligt ved en blog?

1. Det er en tekst (et værk?) som udfolder sig i tid. (Hver post er nøjagtigt dateret).
2. Man læser den bagfra.

15.7.03

Jeg har et system. Hvornår får vi pengene tilbage? Jeg forlader byen i morgen. Tak. Så slipper jeg for mikroovnen. Forslaget lyder vældig godt. En hemmelig beundrer? Min søster. Jeg kan ikke blive her. Det er en interessekonflikt. Hvis du siger det. Hvad er forskellen. Jeg kan ikke kontrollerer hvad de vil tro. Jeg tager den tilbage. Hvad var det du lavede på universitetet? Hvordan mødtes I to? Hans ideer var forud for hans tid. Op! Besøgstiden er forbi. Du må komme tilbage. Lad ham komme ind. Hvad er der? Han er verdens værste chauffør. Det skal ske i aften. Ringer du? Jeg må gå nu. Jeg kan godt gøre det her selv at du ved det. Du har flot tøj. Det er utrolig uforskammet. Skulle du ikke rejse væk i weekenden? Jo det gør jeg. Filmen var virkelig god. Jeg bør nok læse. En anden gang. Man taler ikke her. Vi ses. Hvad laver du her? Din telefonsvarer var på. Jeg har ikke tid til scener. Har du det bedre nu? Jeg glemte min taske. Ja. Det kan jeg se. Det lyder som en god ide. Er du glad nu? Det er den nye c-6000. Det tog en evighed. Hvid undertrøje. Det er en del af nummeret. Godt. Du har 34 meddelelser. Hvor tror du. Fatter du det snart. Hvad er der sket? Kom og sæt dig ned. Nej, det skal nok gå. Det var jo ikke din fejl. Heimlich. Hornbriller. Skål for mine nye partnere. Hvorfor stikker de altid afg? Vi lader høre fra os. Det er beviser. Du kunne have gjort ham fortræd. Du skal ikke vise der her igen. Jeg ringede, men du lagde på. Lad mig og mine venner være i fred. Det var pærelet! Den tog ikke mod canadiske mønter. Jeg vil fortælle ham det. Hvad mener du? Eller hvad. Han sagde det er telefonbøger. Hvad snakker du om. Leder efter arbejsdformidlingen. Og så? Vi`? Det hele er din skyld. Det er uhyggeligt. Vi har jo hans foto. Alt er under kontrol.

13.7.03

Hmm. Gad vide hvad det skal betyde?

SOLARIS KORRIGERT

WAT vul aig bli
om du ku kreip from
din vorld til uss?
SKEIMFULL, aig trur, ven
du kommen vid diner imago
ovr oren tiim, teccn, airlife,
all diner apocalyptsen
shreik-
mare. OR din beauti draumen! NE
vi ar. NE diner ideo! VER
aig leven, 14.6., vi arbeiden
onli vid vare nanofingren,
dei ar our totale novledg, vi arbeiden
so litl, 30 min. a dag. AIG seer an
mine fingren, part aff 14.6.
but veike, dei ar as seagrass ...
SO ku aig begg din vorld
begynning, starten uss
up again? KU it!
SKEIMFULL aig ar. SO
wat vul du bli
om vi ku kreip from uss
to deg?
Øyvind Rimbereid

12.7.03

Har modtaget det nye (dobbelt)nummer af Vagant

11.7.03

Forsøger at redde hvad reddes kan af mit interview med Charles Bernstein: Det viser sig at diktafonen svigtede.
Guy Debord på Dansk-Fransk Experimentalfilmskompagni

7.7.03

Hvad er litteratur?
Det er sprog som udsætter sig selv for alle mulige fortolkninger.

Ikke bare hvad betyder det, men hvordan og hvorfor.

6.7.03

Hvad er det digterne vil?
Have en plads i geniernes panteon?
Og ellers?

5.7.03

Læser McGanns Black Riders. Der, hvor jeg er kommet til, taler han om, at William Morris' digte forsøger at "skarpslibe udtrykkets kanter" [harden the edges of their signifiers, s.53]. Jeg kommer straks til at tænke på Hopkins selvfølgelig, som jeg synes er et bedre eksempel på netop det. Selvfølgelig er Hopkins' linier ikke "a purely textual condition" (som McGann skriver om Morris'), men hans ekstreme og ekstremt selvbevidste stilistik gør ham til en eksemplarisk modernist hvad angår "udtrykkets materialitet."
... problemets kerne er den lighedstænkning, som Menneskerettighedskonventionen har tvunget ind i loven... citerer Information Søren Krarup for imorgen. Ja Gud forbyde da at mennesker skulle være lige for loven!
"Det drejer sig om slægt, religion, kultur og historie. Disse begreber tager Menneskerettighedskonventionens diskriminationsparagraf imidlertid ikke med i betragtning. Den kræver, at alle skal behandles på samme måde..."

4.7.03

Independence day.
Big Arnie visiting american soldiers in Iraq: "I've played the Terminator ... but you guys are the real terminators." And they cheer!

3.7.03

Harry Matthews beskriver i et af sine essays "Matthews algoritme", en metode til at fremskrive permutationer af alle tænkelige lingvistiske enheder. Man kan lave variationer på alle niveauer fra det fonetiske og det syllabiske til hele kapitler, syntaktisk såvel som semantisk. Well, ideen er at algoritmen besidder en betydelig analytisk værdi, fordi den kan gøre alle en teksts ikke-realiserede potentielle varianter synlige - alle de tekster der gemmer sig i tekstens struktur under dens overflade. Alle de tekster som er tekstens parasitter med andre ord.

1.7.03

Nå, det jeg ville, var bare at lave et link til Jörg Piringers supercoole lyddigte
Og nu forsvandt alle øerne. Smukt.
Har jeg egentlig nogen sinde lavet et link til Grønsagsorkesteret?
"... it is hard to play on bad or non-fresh vegetables as
they prove to be unreliable. if instrument breaks just before or during
a solo for example it is often because of low quality vegetable."