30.7.03

Lyden af regn. Det banker på døren. En ung kvinde (Elizabeth Lavenza) lukker op. Udenfor står Victor Frankenstein og beklager sig over vejret.

Frankenstein:
Regn, regn, regn, regn, regn!
Åh undskyld mig, jeg søger Hr. Lavenza.
Tillader De jeg kommer ind og tager frakken af?
Goddag. Mit navn er doktor Frankenstein.

Elizabeth:
Velkommen. Jeg er Elizabeth Lavenza.

Frankenstein:
Men ... kære frøken! Det er nu længe siden
jeg sidst besøgte Deres far. Jeg var student
og han og hans forskning var allerede dengang meget kendt
og også jeg nød godt af hans enorme viden.
Nu kommer jeg så omsider atter
og ser han har den mest fortryllende datter!

Elizabeth:
Min stakkels far blev for længe siden fyret fra universitetet for den forskning De nævner. Og han mistede også sin pension og endog adgangen til sit laboratorium og alle sine instrumenter efter at han gennemførte nogle eksperimenter, som man mente var for dristige.

Frankenstein:
Ak! Videnskabens mænd må tåle mange nålestik
af menneskenes giftige pile med hån og løgne.
Og dog når jeg nu står her og ser ind i Deres øjne
så elsker jeg mennesket! For inde i det mørke blik
aner jeg der gemmer sig den samme kraft
som får ild til at brænde. Og den samme saft
som får lyse blomster til at blomstre må løbe
i Deres årer! (Han rømmer sig og vender sig væk)
                  Jeg har selv
gennemført visse eksperimenter med held
- hvilke kan jeg ikke røbe -
som jeg er tvunget til at hemmeligholde;
blev resultaterne kendte ville det volde
mig stor skade. Det er en trist og fattig tid
som behandler sine lærde med både
forfølgelse og undertrykkelse på denne måde.
og lønner os sådan for vores intellektuelle slid.
Der er dem som ikke uden grund kalder
dette den værste tid siden den mørke middelalder!
Det gør mig vred at en flok præster
skal bestemme hvad man må og ikke må,
hvad man må tvivle om og hvad man må forstå.
De folk tror at alt i verden er kommet
dalende fra himlen som gaver fra Gud.
De forstår ikke, at selv ... selv hjulet
er noget man engang har måttet opfinde,
at nogen engang har måttet være den første
som fik tanken, “hey, lad os lave et,
hvad skal vi kalde det, et HJUL!”
For slet ikke at tale om pennen og talsystemet
og den mørtel der holder deres kirker sammen.
Alt det tror de er evige goder
og at al den viden vi har er en gave
Gud gav Adam i paradisets have.
Og de mener det er blasfemi hvis nogen vil
forsøge at føje noget som helst dertil.

Elizabeth:
Er De opfinder, Hr. Frankenstein?

Frankenstein:
Det er ikke opfindelser det handler om,
og det ved de desværre kun alt for godt.
Det handler om at vende om på stort og småt.
Det handler om at se tingene sådan som
de virkeligt er. Og det er ikke altid
at de lige er præcis som man tror de er
og det er noget rod, ikke? Så skal man til
at rydde op i sine tanker igen bagefter,
og det er hårdt arbejde og hvem ved
om man så igen kan få præsterne med?

Elizabeth:
Er De måske en ny Galilei? Eller Kopernikus?

Frankenstein:
Nej. Men Galilei var en stor mand, et geni
som var langt, langt forud for sin egen tid.
Og også han blev forfulgt. Han satte sin lid
til fornuften og sin egen evne til at observere.
Og hans observationer var gode nok
men verden er desværre ikke fornuftig!
Menneskene er ikke fornuftige, dem
styrer følelser og passioner for hvem
fornuften kun er et redskab. Og naturen
er ikke fornuftig, den kender slet ikke
fornuft, kun forvandling og den er
så fuld af død, at det knap er til at bære -
så skøn den end til tider kan være.
Naturen udsletter hele tiden alt
hvad der lever for selv at holde sig
i bevægelse. Så de forstår mig
nok: Videnskaben er en kamp imod
naturen, for at vriste dens hemmeligheder
fra den, så vi kan udnytte alle dens rige gaver
til det yderste. Videnskabsmanden er en oprører
mod en tyran, som forsøger at holde
alle sine rigdomme for sig selv. Naturen
er denne tyran og dens rigdom er stor -
hvis De vil tillade mig denne metafor.
De selv er ikke den ringeste af disse gaver!
Men tænk sig at disse røde kinder,
disse gnistrende øjne, disse bløde læber,
denne spændstige skikkelse, disse yndige ...
jeg har tabt tråden... nej! Tænk at disse lyster
om hundrede år skal være mennesket berøvet
og resterne kun tilhøre støvet...

Elizabeth:
Hvis det var en kompliment, var den sandelig dyster!

Frankenstein:
De har ret.
Hvorfor taler jeg om disse mørke ting
når alt er lyst og smukt og luftigt heromkring?

Elizabeth:
Åh, De taler skam smukt. Det er jo den rene poesi.
Men jeg gad vide - er det mon tegn
på et forfinet sind - eller blot
på lumske hensigter Hr. Frankenstein?
(Ups!)

Frankenstein:
Jeg siger Dem blot dette: jeg kan fornemme
at det blod og liv som findes i disse fingre af sne
varmer mig mere indeni end kogende the.
Så jeg beder Dem inderligt - lad os glemme
de borgerlige konventioners kedelige pligter
- De er Elizabeth for mig - og jeg er Victor.

Ingen kommentarer: