28.7.03

Jeg forsøgte for et par år siden at skrive et skuespil om Frankenstein. Jeg kom i tanke om det, da Pejk og Sabine og jeg sad og snakkede i en bar. Og jeg fandt det tilfældigt nu til morgen da jeg gik gennem nogle gamle mapper og filer. Noget af det kunne man godt arbejde videre med. Det er lidt didaktisk måske. Her er en scene:



(Shelley og Byron er taget ud på søen i deres lille båd. Shelley står op og prøver at ordne et eller andet, som han ikke kan finde ud af.)

Lord Byron:
Sæt dig nu ned din galning, vi skulle nødig kæntre.

Percy Shelley:
Tag det dog roligt, er du bange?

Lord Byron:
Jeg er bange for at blive til grin! Vi er næppe 200 fod fra kajen! Jeg kan godt svømme i land, et barn kunne svømme i land herfra...

Percy Shelley:
Jeg kan ikke svømme.

Lord Byron:
Så meget desto mere grund har du da til at sætte dig ned. “Hvis du ikke kan svømme så vær på vagt overfor forsynet.”

Percy Shelley:
Hvor kommer den klokke fra?

Lord Byron:
Kan du se tårnet, der hvor solen går ned? Det er de gales tårn og klokken kalder dem til bøn. Ved vesper kalder klokken dem til bøn.

Percy Shelley:
Til bøn! De har sikkert lige så gode evner som de har gode grunde til at bede taknemmeligt til deres barmhjertige skaber!

Lord Byron:
Hvem ved om deres skæbner er værre end andres? Hvem ved om ikke de gale er lykkelige.

Percy Shelley:
Sådan taler en sand misantrop. Har du nogen sinde været inde på en anstalt for gale?

Lord Byron:
Jeg troede hele verden var en sådan anstalt...

Percy Shelley:
For ikke længe siden lukkede de de gale ind sammen med alle andre som man anså for at være forstyrrende for samfundsordenen: prostituerede, gudsbespottere, alkymister, libertinere, forbrydere, vagabonder, gældsfanger...

Lord Byron:
Du godeste - libertinere og gudsbespottere, vi ville være kvalificerede begge to - vi ville sidde der nu i dette øjeblik...

Percy Shelley:
Nej du ville ikke, for det ville godt nok være en trussel mod samfundets orden at lade dig gå frit omkring, men det ville være et brud på naturens orden at sætte en adelig bag tremmer!

Lord Byron:
I England regnes både du og jeg utvivlsomt blandt de gale.

Percy Shelley:
Hvem kan sige med sikkerhed hvem der er gale og hvem der ikke er det?

Lord Byron:
Var det ikke det jeg lige sagde!

Percy Shelley:
Nej, du sagde: hvem kan sige om ikke de gale er lykkelige...

Lord Byron:
Nå ja, det var det jeg sagde.

Percy Shelley:
...men de gale er ikke lykkelige. Måske er det omvendt?

Lord Byron:
De raske er lykkelige?

Percy Shelley:
Nej, de lykkelige er gale. Det ville give mening i en gal verden som denne...

Lord Byron:
Jeg troede det var mig, der var misantropen.

Percy Shelley:
Det er det også! Det er ikke menneskene der er onde, men de forhold de må leve under. Vi kunne være anderledes, vi kunne være alt det vi drømmer om. Alt det skønne, kærligheden og sandheden er aldrig længere væk end vores drømme. Vi mangler bare viljen og styrken til at gøre drømmene virkelige.

Lord Byron:
Det er jo rent utopisk.

Percy Shelley:
En utopi ... en vision... Ja, jeg har en vision. Og hvorfor ikke? Hvis man ikke har en vision hvad har man så at arbejde for, at skrive for?

Lord Byron:
Mener du det er digternes opgave at ændre verden?

Percy Shelley:
Ja! Hvis ikke digterne og dem, som har sprogets gave i deres magt og kan tale smukt og med overbevisning - hvis ikke de skal sørge for at verden bliver et smukkere og mere retfærdigt sted at være - hvem skal så? Og hvis ikke vi skriver for at tale skønhedens og retfærdighedens sag - hvis ikke vores kunst skal bringe mere smukt ind i verden - hvad er så meningen med det vi gør? Hvis ikke man har et ideal at styre efter og man ikke tror at noget kan laves om, og at ingenting nytter - så er der jo intet andet tilbage end denne uudholdelige tilstand, hvor folk regeres af tyranner, der myrder hvem som helst der kommer i vejen for dem og smider digterne i galeanstalter!

Lord Byron:
Jeg har prøvet at ændre verden som politiker med taler i Overhuset. Det gik ikke. Mon chancerne er meget større med vers?

Percy Shelley:
Vers taler i det mindste til folket og ikke kun til adelen! Men dine egne satiriske vers afslører dig! Hvorfor skulle man udstille menneskenes tåbeligheder, hvis man ikke hemmeligt ønskede at ændre dem? Jeg vil vove den påstand -at dybest set er du så stor en moralist og idealist som jeg er!

Lord Byron:
Du har overbevist mig. Jeg troede bare jeg skrev smædevers for at fornøje mig selv og få tiden til at gå, men i virkeligheden er jeg utopiker!

Percy Shelley:
Du kan godt gøre grin - du ved jeg har ret.

Lord Byron:
Lad mig fortælle dig en historie: I Frankrig mødte jeg en munk, der havde været udstationeret ved missionen i Kina i mange år. I Kina var det åbenbart fra gammel tid sådan at man for at kvalificere sig til et offentligt embede skulle bestå en eksamen i at skrive formfuldendte digte. Således har de bedste digtere i Kina altid været statsmænd og digtere har udgjort statens administration.

Percy Shelley:
Et eksemplarisk system!

Lord Byron:
Jeg tænkte nok du ville kunne lide det - skønt jeg ikke forestiller mig det var særlig fremmende for den revolutionære ånd blandt de intellektuelle. Men denne munk fortalte mig altså en legende om den første af Kinas store digtere, Chü Yüan. Han var rådgiver for en konge, men blev bagtalt af misundelige konkurrenter og faldt i unåde. Chü blev landsforvist og snart efter fik de selvsamme rådgivere, som havde bagtalt ham, sørget for at kongen blev slået ihjel og riget blev erobret. Chü vandrede i mellemtiden hjemløst omkring og kom en dag til en flod. Her mødte han en fisker, som spurgte ham, hvorfor han var så ulykkelig. Alverden er uren, sagde Chü, kun jeg er ren. Alverden er fordrukken, kun jeg er ædru, derfor sørger jeg. “En vismand lader sig ikke hindre afverden, men indretter sig efter den,” sagde fiskeren og sang derpå: “Når Tsang-langs vand er rent, kan jeg vaske mine huebånd deri, når Tsang-langs vand er urent, kan jeg vaske mine fødder deri.” Derefter forsvandt han. Men Chü Yüan tog en stor sten og omfavnede den og kastede sig i floden. Og den dag i dag er han en af Kinas folkehelte. Hvert år på den femte dag i den femte måned fejres dragebådsfesten til minde om hans død. På hvert et lille vandløb sætter folk små både ud for at lede efter hans lig, og man kaster mad i vandet så dragerne kan spise det i stedet for Chü Yüans lig.

Et tusind år senere levede Kinas to berømteste digtere Li Po og Tu Fu. De var bedste venner og mødtes i kejserpaladsets haver, hvor de drak vin og skrev digte. Men så udbrød der borgerkrig i riget og de to blev skilt ad. De havde ikke set hinanden i mange år, da Tu Fu sendte sin ven et digt der ender med linierne:

“Digtets gud råder ikke i lykkens himmel,
i nærheden af en lykkelig mand ler dæmoner.
Derfor kastede en digter sig engang i en flod.
Kast du et digt i vandet, der hvor han gemmer sig.”

Så en nat kommer Li Po sejlende, brølende beruset, ned ad en flod og i vandet får han øje på månens spejlbillede. “Åh, min ven,” brøler han og forsøger at omfavne den. Men han synker og forsvinder i bølgerne...

Percy Shelley:
Det er en smuk historie. Jeg kan godt lide Li Po. Hvad er pointen?

Lord Byron:
Pointen, min ven, hvis du vil hænge dig i det, er at digtere skal være forsigtige med vand. Særligt hvis de ikke kan svømme.

Percy Shelley:
For mig lyder det som omtrent den bedste måde man kan komme afsted herfra på. Han var sikkert ikke bare fuld af brændevin, men også af opium. Har du noget?

Lord Byron:
Opium!? Er du gal mand, man sejler da ikke på laudanum, du er virkeligt gal...

Percy Shelley:
Hvad ved jeg, det er dig der er den store sømand.