��   �B) Lettrismen er ikke poesi.
�

   Men hvis man nu anbringer de danske ord fra for lidt siden på en særlig måde på papiret:

Ved bondegårdens brønd
Jernspandene og trisserne
Hviner

(VERHAEREN).

vil læseren opfatte, at ordene beholder deres mening, at sætningen osse har bevaret sin, men at den er blevet udsat for nogle usædvanlige afklipninger i det skrevne sprog optegnet i “linjer” med majuskler forrest som et vers. Han vil bemærke, nogle gange, at ordenes placering i sætningen er blevet byttet rundt og at andre gange disse vers ender med en samling bogstaver, i hvilke lydene er sådan, at han genkender et rim.
   For at udtrykke disse opdagelser betegner han dette som poesi.*
   Hvis ordene, sprogets materiale, hverken ændrer udseende eller mening (direkte eller figurativt) ved en omordning, hvis sætningerne ikke skifter betydning i denne usædvanlige opsætning, er det nye arrangement af ord og sætninger (delsætninger) “formålsløst”. Denne overgang fra sprogets brugbarhed til formens formålsløshed er netop hvad der betegner poesien som kunstart. †
   Nuvel, lettrierne præsenterede sig fra starten som en serie bogstaver grupperet i “ord” og i “vers”.
   Eksempelvis: Coumquel cosossoro BINIMINIV A §
   eller krapokouklirhoma karkilkam koulma koulba
                          koumba kroï ‡
   eller igen Leïtamimme miicôôpâââ
                Raïtecinne micopa ¥
   Efter at have set denne lignende opsætning, som er arvet efter poesien, vil læseren stille lettristen et nyt spørgsmål: “Lettrismen, er det poesi?”
   Og ganske rigtigt bruger disse første “digte” af lettristerne grupper af bogstaver, som ligner de grupper af bogstaver, som former ord, og serierne af disse grupper minder om de serier af sammenstillinger, der danner sætninger, og disse ords og disse sætningers ramme har et udseende, som minder om versets. Men når de mister deres mening har disse ord og disse digte forvansket poesien. For hvis poesien består i en særlig ordning af sprogets dele, så bruger den dem dog alligevel. Ved at negligere disse dele forlader man den slags mening poesien sædvanligvis forbindes med. Lettrismen er således ikke poesi.

Lemaitre: Qu’est que le lettrisme, kap.II

* Poesien har ikke mere med talesproget at gøre end romanen (prosaen) eller lettrismen. Tzara i poesien og Joyce i romanen sønderknuste ordene og sætningerne på samme tid som Dürkheim skrev i en dagligsprogsstil.
† Der findes en “brugbarhed” for kunsten som ikke er vort ærinde her.
§ Isou: “Lances rompues pour une dame gothique”.
‡ Pomerand: “Opus VII. Double quatuor en ‘k’”.
¥ Lemaitre: “Chien et chat”.