Først månelandingen og nu dette!

Tues svar til Nikolaj:

Hej Nikolaj,

Jeg er enig med Martin i, at en overraskende stor del af avantgarden havde offentligheden som sit publikum og havde ambitioner ud over de formelt eksperimenterende. Både futurismen og surrealismen var vel revolutionære i deres anslag. Men man kan sikkert finde andre eksempler – og så kan man tage en skikkelse som William Blake: Her er det snarere sådan, at ambitionsniveauet var så stort (kosmisk, faktisk) at spørgsmålet om socialitet og samfund kun er en lille del af hans projekt. Hvilket alt sammen er meget fint – men ikke det, der sker for tiden. Pt. bruges forestillingen om den eksperimenterende og smalle litteratur som et skalkeskjul, en måde ikke at påtage sig ambitioner (af nogen art).

Og til Martin: Jeg er helt med på, at kritikken skal formulere krav til litteraturen. Jeg er træt af flosklen om, at kritikken skal læse værkerne på deres egne betingelser. Egentlige manifester ved jeg ikke, om jeg vil gøre mig i – men Bukdahl gør det da med jævne mellemrum.

Til Nikolaj:
Det er næsten umuligt at tænke sig det, der nu går under navndet "den historiske avantgarde" uden at tænke på deres manifester - for dén avantgarde var manifestet sådan set den primære genre og ofte det de huskes for i dag. Men manifestet er jo i allerhøjeste grad henvendt til offentligheden - husk at det oprindelige futuristiske manifest blev offentliggjort første gang på forsiden af Le Figaro. Hvad angår Gamle Ezra forekommer det mig, at der er en tydelig (og betydelig) kontinuitet i hans værk som spænder fra hans økonomiske teorier over hans antisemitiske radioforedrag og lige ind i hjertet af Cantos. Fælles er et skummende og rasende engagement i samtiden (og dens monumentale fejltagelser).
Selv konkretpoesien, som man let kunne tage for at være den mest udprægede formalistiske poesie pure, havde - i hvert fald i sin brasilianske aftapning - stærke politiske under- og overtoner.
Hvor er dagens manifester? Hvor er dagens visioner for hvad litteraturen kan gøre? (Man kunne jo drillende spørge Tue, om det ikke lige så meget er kritikerens opgave som det er forfatternes?)

Fordømt! Der er åbenbart en grænse for hvor lange kommentarer Haloscan kan klare. Det ved jeg nu, fordi Nikolaj Rønhede har prøvet at sende dette:

”Man kan spørge sig selv, hvor meget eksperiment (eller kompromisløs vision, for den sags skyld), der ligger i ikke bare at skrive NØJAGTIG den slags litteratur, alle ens venner og litterære bekendte forventer af en, men endda at skrive den på en måde, så det er tydeligt, at man kun henvender sig til disse venner og litterære bekendte. Værre er det i mine øjne, at denne rettethed mod den litterære subkultur også betyder, at den smalle litteratur omvendt INTET har at sige en større offentlighed. Ret beset henvender værkerne sig slet ikke til det samfund, der omgiver dem. De henvender sig ikke til størstedelen af den læsende danske befolkning, f. eks. - igen taler jeg her om det intenderede, ikke det faktiske publikum.”

Kære Tue, jeg synes, der mangler lidt historie i dette afsnit – for hvem kan vi nævne af klassikerne inden for området ”eksperiment (eller kompromisløs vision, for den sags skyld)”, der som udgangspunkt ”henvendte” sig til det ”omgivende samfund”? Så vidt jeg kan se, henvendte de sig på en måde netop ikke til det omgivende samfund, og det var det, der enten gjorde dem så rasende påtrængende i deres samtid eller overleverede dem til efterkommerne. Det betyder ikke, at jeg er uenig i, at det er en helvedes dårlig idé at kalkulere sit publikum på forhånd, uanset om det er de 200-250 personer her i København, når det går højt, eller det er en kritiker med et standpunkt og en sag – for det kommer der i alle tilfælde sjældent nogen kunst ud af. Eller for den sags skyld at kopiere sine forbilleder fra 50ernes, 60ernes og 70ernes fornyelser. Derimod skal man vel prøve at være i samklang med sin egen tid og gerne et lille skridt foran, det sidste er mit bedste bud på, hvad samtidskunst er for noget, nemlig den, som er et lille skridt foran sin tid. Endelig er det måske også værd at ihukomme Ezra Pounds statement om, at et land har den litteratur, som det fortjener. De venligste hilsener nikolaj

From the big egg to Ghost Town.

Paa Bane nu, paa Bane! Seer Du den røde Fane?

Svanesøsonetterne har lidt overraskende allerede fået to anmeldelser af Bukdahl og Lyngsø. Begge meget fine, begge fik mig til at finde papirene frem igen ... har jeg virkelig skrevet det!?
Har jeg virkelig haft et erklæret ideal om "det smukke" overfor "det skønne"? Mjahh...

Jeg spekulerer på hvad forholdet er mellem det smukke og det skønne og på hvorfor jeg er langt mere tiltrukket af det første end af det andet? Det skønne er koldt og uforgængeligt, at kalde en kvinde skøn er en fornærmelse, at kalde hende en isdronning. Det smukke er forankret i menneskets følelsesliv. Men jeg tror nu ikke , at der er noget absolut modsætningsforhold mellem de to ting. De er begge æstetiske kategorier, begge former for æstetisk nydelse.

Lyngsø har selvfølgelig ret, når han siger, at det er et stykke litterær konceptkunst og jeg er glad for, at han bruger det ord! Til gengæld har jeg sværere ved at fatte, hvad det er, han snakker om, når han taler om "denne store brogede flok, der mener, at det centrale i kunsten ikke er værket som produkt, men den proces, der udfoldes af kunstner og læser/betragter." Jeg forstår ganske enkelt slet ikke hvordan man kan tale om et værk uafhængigt af læseren? Jeg mener: Svanesøsonetterne er jo i den grad et produkt, et materielt produkt (ligesom enhver bog, ethvert kunstværk naturligvis er det) og læseprocessen er læserens interaktion med dette produkt. Jeg fatter ikke at denne skelnen mellem proces og værk skulle være særligt frugtbar og at det er vigtigt hvem der mener hvad - det er som om der var to store religioner man kunne tilhøre, værkets og processens, and never the twain shall meet...