II

Litteraturens betingelser er altså verdens betingelser, som en ofte gentaget formulering lyder. Litteraturens betingelser er som allerede antydet, at den indgår i et socialt spil. Nu kan man inden for det sociales felt påstå alle mulige ting om litteraturen – at den fylder for lidt i offentligheden, at forfatterne fylder for meget i offentligheden, at bogens vilkår på det frie marked er vanskelige, at forfatterenes økonomiske forhold er elendige, at litteraturen bør (eller ikke bør) engagere sig i den politiske virkelighed; man kan se på litteraturens sociale funktioner på alle mulige niveauer.
Det er Mikkel ikke interesseret i. Det er ikke det, han vil tale om. Han vil tale om litteraturens helt grundlæggende måde at være social på, dvs. den måde dens henvendelse til læseren finder sted på. Nærmere bestemt vil han rette blikket mod litteraturens manglende evne til at skabe et intimt felt for sin læser, et intimt møde mellem den læsende og den skrivende eller i den bedste af alle verdener måske mellem to skrivende, en skriftens møde og udveksling i det intime rum, hvor ‘læser’ og ‘skriver’ ideelt set er indbyrdes udskiftelige begreber. Flere gange nævnes brevvekslingen naturligt nok som model for denne skrift.


Hvis jeg skal væve lidt videre på det, og her taler jeg altså på egne vegne og ikke på bogens (men det gælder jo sådan set alt det jeg siger), så vil jeg sige, at den model for litteratur (jeg vil gerne kalde det en model for litteratur for selv om Mikkel nogle gange polemiserer mod litteraturen som sådan, andre gange mere specifikt mod modernismen og antyder at den (litteraturen/modernismen) overhovedet ikke er i stand til at tilvejebringe et sådant møde, så er jeg af den opfattelse, at det kan litteraturen faktisk godt, det møde er faktisk muligt), brevvekslingens eller det intime rums model for litteraturen, den virker ganske genkendelig for mig som en læsningens poetik (hvis man kan tale om det, det mener jeg sagtens, man kan); når jeg læser vil jeg ofte læse som en, der søger at lytte efter hvad forfatteren forsøger at sige mig, som om forfatteren taler direkte til mig. Derfor synes jeg osse jeg har et meget intimt forhold til de forfattere, jeg holder af. Hvis jeg omvendt oplever, at forfatteren forsøger at tale til et ‘publikum’ af læsere, hvis beskaffenhed på forhånd er bestemt, fx til ‘offentligheden’, bliver jeg let irriteret eller ligefrem frastødt. Den intimitet jeg taler om her, er en konstrueret intimitet, men det betyder ikke at den er uautentisk.