22.6.09

III

Mikkel beskriver i det tredje af bogens tre forord en form for læsning, der ikke orienterer sig efter “musikalitet, spændstighed, skæve syner og billeddannelser, elegance, sensibilitet, charme, indlevelsesevne, humor, indsigt osv.” Man kunne måske fortsætte listen med endnu mere vulgære ting såsom spændingskurver, plot, underholdning – alle de ting, man ville kunne sammenfatte som de steder i en tekst, hvor sproget selv eller teksten selv bliver et show i aller bredeste forstand, bliver et verbalt fyrværkeri eller psykologisk indtrængende, gribende simpelthen, eller, hvis man var mere giftig ville man sige show-off; alle de steder, hvor forfatteren virkelig viser os, hvad han kan. Og jeg siger, hvad han kan med vilje for selv om jeg ikke vil sige andet om de to andre bøger her, vil jeg lige gøre opmærksom på den lidt løse forbindelse mellem de her show-off kvaliteter og så det vi tit forbinder med typisk maskuline kvaliteter, de egenskaber det stærke subjekt har, evnen til at lukke af for de intime følelser, den evige trang til at demonstrere for den ydre verden at man har styr på tingene, alle de der klassiske maskuline klicheer. Som Mikkel så rigtigt skriver i hæftet om Vincent Gallo, handler Buffalo ‘66 om en person, der forsøger at tage den maskulinitet på sig, men gang på gang på ydmygende og meget komisk vis bliver frataget den værdighed, som hele den der maskuline forestilling (og 'forestilling' kan man her både forstå som idé og som show) er baseret på. Der gemmer sig et elegant ordspil her, måske kunne man sige at maskuliniteten netop er en maske, som når den rives af igen og igen, blotter det intime ansigt, der skjuler sig bagved.

Men tilbage til den type læsning som søger noget andet. Hvad for noget andet? En ‘stumhed’ foreslår Mikkel, eller noget ufuldkomment, sprækker, hvor noget andet kan dukke frem. Det kunne være skitser, udkast, det kunne være steder, hvor forfatterens mangler afslører sig, tekster der er ‘døde’ som Norén kalder dem, eller forarbejder (som bogen her, det kan næppe komme som nogen overraskelse, at bogen er et forsvarsskrift for sig selv). Men hvorfor skal vi dog læse den slags, kan man med god ret spørge? Er det ikke forfatterens opgave, at gøre tingene færdige og gøre sig umage, og er vi ikke bedst tjent med at læse tekster, der viser os forfatteren i hans eller hendes fulde flor?
Den her anden måde at læse på peger tilbage på romantikken som den tid, hvor man begyndte at læse fragmentet som litterært udtryk og se skitsen som kunst. Men det er ikke historien det handler om her, og det er heller ikke, tror jeg, selv om jeg ikke kan overskue, hvordan det evt. hænger sammen, den romantiske tanke om det sublime overfor det skønne.

I stedet taler Mikkel om intensitet overfor imtimitet, ikke nødvendigvis sådan at det ene optræder på bekostning af det andet, men ud fra en idé eller muligvis iagttagelse om at den moderne litteratur (og der findes kun moderne litteratur i den her bog, men jeg er ikke sikker på at det ville stille sig anderledes med al den anden litteratur vi kender fra den vestlige kanon, i hvert fald i det vi forstår ved litteratur i snævrere forstand), al den moderne litteratur har satset ensidigt på intensiteten, mest emblematisk med Nietzsches udtryk om at ‘føde en dansende stjerne’. Idéen om intensitet kobles så sammen med forestillingen om subjektet, jeget (på den måde kunne man måske sige, at det emblematiske moderne intense værk er ‘Sangen om mig selv’?); mens intensitet er koblet til subjekt forudsætter intimitet altid to subjekter i en møde-situation. Modernismen ser Mikkel altså som gennemsyret af jegets problem, især af jegets ubodelige ensomhed, dets konstitutionelle eksil i forhold til verden og vi får en litteratur, som, selv om den ikke altid handler om dem, kommer til at tage udgangspunkt i angst og ensomhed og hvor intensiteten måske forsøger at opfylde sig selv til ekstase, ek-stase, som betyder at stå uden for sig selv eller som vi siger på dansk, at være ude af sig selv.
Hvorimod det ikke er angsten men altså den i og for sig lige så problematiske følelse ved ikke ensomheden men genertheden som bliver udgangspunkt for den intime løsning.

Men lad os lige vende tilbage og spørge igen, hvorfor det nu var vi skulle læse skitser og ufuldkommenheder, og hvad det har med intimitet at gøre?
Jo, hvis vi nu for et øjeblik forestiller os, at det at skrive ikke er et sted at præsentere eller gestalte erfaringer, men et sted at gøre erfaringer, hvilket er noget som en vis del af den moderne litteratur godt kunne finde på at hævde, og det gælder ikke mindst den del af litteraturen, som nærmer sig litteraturteori – ikke akademisk teori, der netop har til opgave at samle og videregive viden – den litteratur som digter med begreber, som bruger begreber til (jeg citerer): “det imaginære arbejde, der altid har været litteraturens”, “at skabe forestillinger”, hvis vi tror på det, så bliver skitsen et sted, som er nærmere erfaringen selv end værket – for værket er det sted, hvor erfaringen formuleres, håndteres og stabiliseres med de krav til indre sammenhæng det muligvis medfører. Det er klart, at det vi møder i skitsen eller med Mikkels eksempel i Anti-Ødipus’ arbejdspapirer, det er ikke erfaringen selv, det er stadig skrift, men man kan forestille sig at det er et “mellem-område, et område mellem erfaringens forvirring og erkendelsens klarhed.” Måske er det med den forvirring idéen om intimitet opstår. At vi er tættere på forfatteren end vi nogen sinde kan komme i værket – værket er i al gængs moderne litteraturteori jo autonomt, en størrelse i sig selv, et sprogligt objekt frigjort fra sin skaber.

1 Comments:

Anonymous Erikh skrev...

Thykiers ufærdige skitser blafrer ubehjælpsomt i sommervinden. Og ved ganske fornuftstridigt at udgive dem, hænger lommeulden nu på tørresnoren til offentligt skue.
Han skulle have gjort som Avraham Ben-Yitzhak (Sonne), som kun udgav sine ganske få fuldendte digte; en digter der ville have skammet sig over at se sine indledende øvelser og vandtrædende udenomsværker offentliggjort.

20.48  

Send en kommentar

<< Home