22.6.09

II

Litteraturens betingelser er altså verdens betingelser, som en ofte gentaget formulering lyder. Litteraturens betingelser er som allerede antydet, at den indgår i et socialt spil. Nu kan man inden for det sociales felt påstå alle mulige ting om litteraturen – at den fylder for lidt i offentligheden, at forfatterne fylder for meget i offentligheden, at bogens vilkår på det frie marked er vanskelige, at forfatterenes økonomiske forhold er elendige, at litteraturen bør (eller ikke bør) engagere sig i den politiske virkelighed; man kan se på litteraturens sociale funktioner på alle mulige niveauer.
Det er Mikkel ikke interesseret i. Det er ikke det, han vil tale om. Han vil tale om litteraturens helt grundlæggende måde at være social på, dvs. den måde dens henvendelse til læseren finder sted på. Nærmere bestemt vil han rette blikket mod litteraturens manglende evne til at skabe et intimt felt for sin læser, et intimt møde mellem den læsende og den skrivende eller i den bedste af alle verdener måske mellem to skrivende, en skriftens møde og udveksling i det intime rum, hvor ‘læser’ og ‘skriver’ ideelt set er indbyrdes udskiftelige begreber. Flere gange nævnes brevvekslingen naturligt nok som model for denne skrift.


Hvis jeg skal væve lidt videre på det, og her taler jeg altså på egne vegne og ikke på bogens (men det gælder jo sådan set alt det jeg siger), så vil jeg sige, at den model for litteratur (jeg vil gerne kalde det en model for litteratur for selv om Mikkel nogle gange polemiserer mod litteraturen som sådan, andre gange mere specifikt mod modernismen og antyder at den (litteraturen/modernismen) overhovedet ikke er i stand til at tilvejebringe et sådant møde, så er jeg af den opfattelse, at det kan litteraturen faktisk godt, det møde er faktisk muligt), brevvekslingens eller det intime rums model for litteraturen, den virker ganske genkendelig for mig som en læsningens poetik (hvis man kan tale om det, det mener jeg sagtens, man kan); når jeg læser vil jeg ofte læse som en, der søger at lytte efter hvad forfatteren forsøger at sige mig, som om forfatteren taler direkte til mig. Derfor synes jeg osse jeg har et meget intimt forhold til de forfattere, jeg holder af. Hvis jeg omvendt oplever, at forfatteren forsøger at tale til et ‘publikum’ af læsere, hvis beskaffenhed på forhånd er bestemt, fx til ‘offentligheden’, bliver jeg let irriteret eller ligefrem frastødt. Den intimitet jeg taler om her, er en konstrueret intimitet, men det betyder ikke at den er uautentisk.

6 Comments:

Anonymous Erikh skrev...

Begrebet "konstrueret intimitet" forekommer mig fortænkt.
Kunne du angive et par eksempler på skønlitterære værker, hvor du føler at "forfatteren forsøger at tale til et ‘publikum’ af læsere, hvis beskaffenhed på forhånd er bestemt, fx til ‘offentligheden’".

18.46  
Anonymous Erikh skrev...

På den anden side; dine Monogrammer er vel et eksempel på en sådan konstruktion. Et værk som ikke lader sig læse (eller for den sags skyld købe (af almindelige dødelige)) Man kan sige at du har konstrueret en situation, hvor din (næsten) eneste læser er din (næsten) eneste anmelder. "Konstrueret intimitet", så har man (ikke) set dét med.

19.24  
Blogger Martin skrev...

Hej Erik

Der er intet lettere end at finde eksempler, det første, der lige falder mig ind, er Hanne-Vibeke Holst. Det, jeg taler om, er fx forfattere som slavisk følger velkendte regler for konstruktion af en fiktion således at de nærmest kan styre læseren som en marionetdukke eller som pavlovske hunde: Sæt lidt hustruvold ind her, få læseren til at blive forarget. Skriv en krimi om international kvindehandel, bevidstgør læseren om et væsentligt samfundsproblem.

Når jeg taler om konstrueret intimitet, kan det selvfølgelig godt lyde lidt mærkeligt, det forstår jeg. Men et hvilket som helst møde, der finder sted i skrift, er konstrueret af de skrivendes bevidsthed om at de formulerer sig i skrift.

Konstrueret intimitet (hvis det overhovedet giver mening at tale om det) har selvfølgelig ikke noget at gøre med hvor mange, der læser det; det handler ikke om at skabe intimitet ved at ekskludere nogen fra læsning.

22.18  
Anonymous Erikh skrev...

Hej Martin

Det undrer mig at du som er så forhippet på ikke at blive fanget af en bestemt genre (og det er al ære værd, et gyldent tegn på frihedslængsel), er så fordomsfuldt forhippet på at bure andre inde i en bestemt boks.

Nåja HVH og CJ ("avantgardisternes" yndlingshadeobjekter) skriver hhv trivi og kitsch, men jeg tror at de begge er nøjagtig ligeså opslugte af skriveprocessen som den mest ophøjede metametroecriturist.

Der er en god del pubertær paranoia forbundet med din påstand om at de bevidst forsøger at styre deres publikum. De forsøger som alle skrivende kunstnere at realisere deres værk i skrift. Og de gør det på den måde deres evner rækker til.

"Men et hvilket som helst møde, der finder sted i skrift, er konstrueret af de skrivendes bevidsthed om at de formulerer sig i skrift."
Ja naturligvis, dette er en selvfølgelighed, som er udgangspunktet for alle skrivende kunstnere og disses læsere.

PS-Pøjpøj med bettebeten:-)

23.04  
Blogger Martin skrev...

Jeg har virkelig ingen anelse om hvad du taler om.

00.34  
Anonymous Erikh skrev...

Sætningen: "Der er en god del pubertær paranoia forbundet med din påstand om at de bevidst forsøger at styre deres publikum."
var nok lidt for højspændt.

Jeg retter til: "Jeg tror det er en illusion at forestille sig at feks. HVH bevidst forsøger at styre sin læser."

Jeg synes vældig godt om dine unikt indfølte indlæg om Franks "Små guder" og nu Thykiers "Entre".

Når jeg siger at Thykiers skrivemotor går i tomgang, er det naturligvis med håbet om at han får sat den i gear. Man bryder sig ikke om at se talentfulde folk sætte deres lys under en skæppe.

Venligst Erik Højer

23.20  

Send en kommentar

<< Home