Første del af det jeg prøvede at sige ved receptionen for udgivelse af de tre bøger, Entre: Mikkel Thykier, Skyggeboksning og Gennem mig gik hun i seng med en afdød (hun tog et lig i munden).



I

Den her bog starter i og for sig med en misforståelse: Forfatteren begynder med at notere sig det pudsige faktum, at før man går i gang med at læse en bog på engelsk, kan man risikere at skulle igennem en ‘prologue’. Og før den har man måske allerede skullet læse en ‘introduction’. Før den er man muligvis stødt på et ‘foreword’. Og før det kan man endda have skullet læse eller, hvis man ikke har orket det, skullet bladre sig forbi et ‘preface’. De tre første, siger Mikkel (lad os tillade os at være så familiært intime, at vi bruger forfatterens fornavn), de tre første svarer vel på dansk nogenlunde til henholdsvis ‘prolog’, ‘indledning’ og ‘forord’. Men hvad med ‘preface’? hvad er det? Det ansigt, der vises før teksten? Eller noget, der er før ansigtet? (s. 19) Det lyder mærkeligt, sådan noget har vi vist ikke på dansk? Men misforståelsen her er jo så at preface kommer af lat. præ + fari, for + tale; det har intetsomhelst med noget ansigt at gøre. Et ‘preface’ er endvidere tit noget, som er skrevet af en anden end selve forfatteren og det er ofte karakteriseret ved at være underskrevet med navn, tid og sted lige som et brev.
På den måde bliver via en skæv betydning altså adskillige begreber som den her bog tager op som problematiske allerede sat i spil: Ansigtet, identiteten, navnet, bogen, brevet, litteraturen, de personlige pronominer.

Det første af de tre forord bogen rummer starter med en kort opregning af nogle af de vanskeligheder Mikkel har haft med at få udgivet bøger og få dem udgivet sådan som han gerne ville have det, vanskeligheder, der, kan man forstå, dels har været rent praktiske, dels har været resultat af en særlig litteraturopfattelse, en ideologi måske ligefrem, en litteraturopfattelse som spejler en opfattelse af det civile samfunds måde at organisere sig selv på:

“Litteraturens muligheder for eksistens er stort set de samme som betingelserne for liv i dagens verden; litteraturen organiseres efter de samme betingelser som dem, det enkelte menneske og dets liv i dagens verden er organiseret efter; bøgerne og deres muligheder bliver en spejling af borgernes muligheder; det, der er en begrænsning af det enkelte menneskes liv og dets muligheder for at vise sig som et liv, er også en begrænsning af, hvordan litteraturen kan blive en del af verden”. (24)

[Her følger så et citat af et citat, som næsten helt sikkert er et selv-citat – dem er bogen nemlig fuld af]:

“Den civile verden, og heriblandt de litterære institutioner, er organisatorisk set ikke åbne for alternativer til de civile principper (om identitet m.m.), hvilket for mig at se betyder, at litteraturen kun i begrænset omfang udgør et frit område eller et kritisk potentiale.” (25)

Ideen her er, at forlagene spejler Staten i deres måde at organisere bøgerne på:

“Mod det sættes et ønske om, at der kunne skabes en litteratur, der lader hånt om de dyder ved udgivelse, der er en forlængelse af politiske og samfundsmæssige normer, en slags vision eller utopi om litteratur som en form for civil ulydighed: Udgivelse uden navn, uden ophavsrettigheder etc.” (25)

Endnu mere konkret kommer det til udtryk i den måde Statens Kunstfond støtter kunsten og de krav der hører med til det, hvor bogen bliver en form for stabiliserende identitetsskaber fordi kun den der har udgivet (flere) bøger på den rigtige klassiske måde kan komme i betragtning til støtte. Jeg citerer igen:

“Det er, som om bogen er en form for møntenhed og derfor har de samme behov som en mønt for en prægning eller et portræt til at sikre identiteten af mønten og dens ubrudte enhed, dens individualitet og dens værdi.” (29)

Den ideologi afvikler muligheden af at bogen kan fungere som et kritisk objekt – selv om bogen selvfølgelig kan være kritisk som tekst, selv om den kan omhandle de her ting, selv om den kan beskrive kritisk, kan den ikke selv fungere som et kritisk objekt fordi selve dens henvendelse er indfattet i bog- og identitetsideologien.

Løsningen for Mikkel forekom så i en periode at være at skrive navnløse bøger, dvs. bøger i hvilke forfatteren stod lige så anonym over for læseren som læseren er anonym for forfatteren. På den måde ville måske et egentligt møde (et utopisk møde, ansigt til ansigt) være muligt. Men den idé kan man jo så sige, at der tages endelig afsked med her nu i dag.