31.8.04

Jeg elsker når Erik Skyum bliver rigtigt irriteret:
Det er med en følelse af dybt desorienteret frustration, at man for fjerde gang lukker Knud Steffen Nielsens nyeste digtsamling. Mage til massivt spild af tid skal man lede længe efter, selv i den sektion af poesien, som han færdes i: surrealistisk automatisme med tids- og socialkritiske udfald.
Første gennemlæsning gav intet, ud over en vag fornemmelse af en søgende sjæl i uskønt kompagniskab med en sproglig bajads. I anden runde forsøgte jeg at sætte titler på teksterne, ud fra en naiv teori om, at disse muligvis havde et indhold og personen bag dem et ærinde af en slags; men eftersom Knud Steffen Nielsens metode består i spredehaglspoetik og konstant skrider ud i løse, uforpligtende indfald, kom der kun yderst sjældent overskrifter på. Tredje omgang brugte jeg på at rette stavefejl og sprogfejl, og her var der omsider gevinst...

20.8.04

HOMMAGE



Med venlig assistance fra Toogle

19.8.04

Manden med vesten
red rundt på blæsten.
Han svinged' med hatten
om dagen og natten.
Kenny G igen! Denne gang på DR.

18.8.04

OTTENDE DEL

"tonalitet lader sig i praksis ikke adskille fra spørgsmålet om indhold", skriver du. Det tror jeg du har helt ret i, det er vel lidt ligesom at form og indhold i praksis ikke kan (bør?) adskilles. Men bruger du ikke i praksis udtrykket som det modsatte af indhold? - fx længere nede, hvor Lars' angreb på digtningen er "mere interessant på det tonale plan end på det indholdsmæssige". Mit spørgsmål lyder derfor: Hvad er indholdet af den særlige tonalitet, de spring, aggressive og melankolske toner, du ser i Lars' digte?

Nej, pengene og vores ressourcer er ikke øremærkede, men de kan bruges på Røde Kors (fx). I et banalt, økonomisk perspektiv koster digtningen ressourcer. Når vi (staten, læseren) vælger digtningen, fravælger vi selvfølgelig noget andet. Det er det, linien spiller på. Det gør den meget håndfast. Man provokeres af den skråsikre tone; men først og fremmest af, tror jeg, at digtningen (skønheden) sættes som det modsatte af godheden og at det sker på grund af et reduktivt, økonomisk perspektiv. Min pointe er vel, at hvis der havde stået "vi bruger som samfund økonomiske ressourcer på digtningen, som kunne gå til andre formål (og det gør vi, fordi digtningen er en eksistentiel nødvendighed for mennesket)" - ja, så havde alle (eller i al fald virkelig mange) da været enige. Ingen havde i al fald set det som et provokerende udsagn. Det skyldes tonen, men også reduktionen.

Jeg bør måske også tilføje, at jeg ikke finder postulatet et genialt visdomsord. Det tror jeg heller ikke Lars gør – der er ingen grund til at læse det som en check, der er dækning for (dvs.: som han står inde for), som du skriver. Jeg synes bare heller ikke, det er så himmelråbende dumt, som du og andre gør det til. Eller: Det interesserer mig, at det er netop dette skråsikre postulat, der irriterer jer. Irriteres du på samme måde af en linie som ”gamle mennesker klynker, de er ofre for så meget” – eller er det bare OK? Selv synes jeg, at det er noget mere usympatisk.

Man kunne også formulere det sådan her. Langt de fleste af postulat-sætningerne i I morgen findes systemerne igen er halve sandheder: Rigtige, men kun ud fra et bestemt, ofte reduceret perspektiv. Så kan man vælge at se dem som hele løgne; man kan også undersøge de reduktioner, der ligger bag dem.



For nu at citere dig selv igen: “Forestillingen om det digteriske talent er lig med digteren som én, der har adgang til sandheder og muligheder, vi andre ikke formår at artikulere. Det er forestillingen om en autoritet, som giver ret til at udtale sig om eksistensens labyrinter på menneskehedens vegne – og ret til at kræve særbehandling, f.eks. i form af statsstøtte.”

Hvordan udmønter den forestilling sig poetisk? Ja, én måde er den, vi kun kender alt for godt, hvor digteren stiller sig op med profetisk stemme. Jo mere særpræget, eller rettere jo mere individuel og personlig denne stemme er, jo bedre, for den står netop som garant for digterens ene-stående autoritet. Det er således en digtning, der har som mål at være så monoton eller i hvert fald monotonal som mulig. For at opnå det, må man hæve sig op over det almindelige sprog, som alle og enhver tillader sig at gå rundt og tale med hinanden. Og skrive i aviser og læserbreve og lovforordninger og tilmed i reklamer.

De samtaler (eller de diskurser om man vil) er jo fulde af halve sandheder, af halve sætninger, af spørgsmål, af vredesudbrud og intime ytringer. Og af ligegyldigheder. Hvis Lars’ digte (og andre med) tager det som en slags æstetisk model (ikke på den enkle måde at de bare mimer dem) snarere end den prædikende enetale, så placerer det jo digtet i et socialt rum, hvilket radikalt ændrer hvad det er for en form for autoritet, der tales med. Der er netop derfor ikke grund til at læse en enkelt sætning som en check, der nødvendigvis skal være dækning for.

(Sidebemærkning: Måske blander jeg tingene sammen her, måske tager jeg stemme og tone for at være det samme, måske skulle jeg hellere tale om en digtning der var monofon. Den samme stemme, skulle man mene, kan vel sagtens være både aggressiv og melankolsk, om ikke på samme tid så fra linie til linie? Hvis det er en misforståelse vil jeg imidlertid hævde, at den ikke i første omgang er min, men netop den monofone digtnings egen, den digtning der tager den individuelle stemme som garant for sin autoritet.
(Eller tager jeg fejl i at jeg tager fejl? For hvad udgør stemmen i en tekst om ikke netop dens (forskelllige) tonefald?))

Man kan så spørge hvad det interessante er ved det, ved at man i stedet for at få (digterens bud på) en mere eller mindre interessant form for sandhed får linier som f.eks. “Godnat. Godnat og sov godt. Tak i lige måde” Det ville man aldrig få hos lad os sige f.eks. Grotrian eller Celan. Men jo helt sikkert hos Ashbery. Jo det interessante er vel at den slags replikker skaber en forestilling om hvem der siger dem og hvornår og hvordan, at man altså selv får mulighed for at skabe et billede, en strøm af dem. Digtet bliver billedskabende uden at det (nødvendigvis) har noget med metaforen at gøre. I bogen kan man både læse at “Jeg bryder mig kun lidt om sandheder” og “Jeg undgår helst metaforerne”, hvoraf i hvert fald det sidste iøvrigt er løgn!

Ja, undskyld jeg væver stadig rundt om det med indholdet... Jeg indrømmer at “indhold” for mig har en tendens til at stå for en forsimpling af digtets udtryk, f.eks. noget man uddrager af enkelte sætninger snarere end af hvad der sker mellem dem.



Jeg kan klart bedre lide monofon end monologisk. Ordet lyder federe.

Måske er der tale om en forskel i vægtning. Jeg er i første omgang meget enig i det, du skriver, men mener, man bør bruge det som et udgangspunkt snarere end et slutpunkt for en analyse. Sådan at det, i tilfælde som Lars’ digtning, ikke bare er det, at digtningen er polyfon (spøger Bakhtin ikke i baggrunden her? Måske kun på mig), men også hvilke diskursive positioner den fremmaner og deres specifikke forhold til hinanden. Det er ikke nok at konstatere, at checken er dækningsløs, eller kun har halv dækning, selvom det skal med.

Det er derudover spørgsmålet, om der ikke er grundlæggende forskellige måder at være ikke-monofon på: Hos Ashbery synes det at ske på en anden måde end hos Lars, hos Ursula Andkjær Olsen, hos Dan Turèll og Klaus Høeck på helt tredje (fjerde, femte) måder. Det er andre aspekter af jeg’et, der destabiliseres, måske er det sådan, at der i den ikke-monofone digtning implicit ligger en forestilling om, hvordan det monofone jeg ser ud; det, man afviger fra, er stadig til stede som et vandmærke eller en negativ. Kunne det være en opgave (som jeg nu, lærer-agtigt, stiller)? Beskriv mere specifikt måden, I morgen findes systemerne igen er ikke-monofon på. Og beskriv – igen: Mere specifikt – effekten af netop denne bogs ikke-monofoni.

På den anden side har jeg det en smule svært ved det, jeg fornemmer er en automatisk opnormering af det ikke-monofone, både æstetisk og – vel – etisk? Og selvom jeg måske læser for meget ind i dine kommentarer, finder man en sådan opnormering så mange andre steder i det kritiske landskab (fx på bagsiden af Weekendavisen, i Bukdahls kommentar til Peter Stein Larsen). Men også det polyfone kan blive en kliché, flad og energiforladt. Og en magtposition, en måde at pege på digtningens særegenhed (og overlegenhed i forhold til alle andre diskursive genrer: Digtningens privilegerede sandhed kommer da af, at den ikke er profetisk og monofon. Og derfor skal staten støtte den). Det kan også misbruges til at sige de mest horrible ting; hvis man vil se hvordan, kan man læse Abo Rasuls Macht und Rebel.

Derudover er der meget fremragende digtning, også nutidig, der i mine øjne ikke er synderlig polyfon. Fx Peter Højrups bog En hjelm af gyldne kviste, en af de lyrikudgivelser, jeg var glad for i et for mig ellers lidt skuffende bogforår. Højrups tekster synes styret af et relativt stabilt jeg og giver udtryk for nogenlunde den samme distancerede melankoli hele vejen igennem. Men du kan sikkert overbevise mig om noget andet …

Og vel også mange af de klassiske, kinesiske digte, du er så glad for?


Det ville da i hvert fald være meget kedeligt hvis der kun var en måde at være polyfon på – hvad ville pointen så være? Jeg er iøvrigt kedeligt nok enig i alt hvad du siger. Når du nævner Bakhtin må jeg tilstå at jeg aldrig har læst et ord af ham, men det forhindrer da ikke at han kan spøge i baggrunden. Bakhtin skriver imidlertid ikke så meget om poesi som om romanen, er det ikke rigtigt? Hvis poesien bliver polyfon (jeg kom først til at skrive polyfin) kommer den til at ligne romanen mere derved at den, ja bliver mere dialogisk, og dermed også mere fiktiv.

Eller dvs. den mister sin autoritet (en af betydningerne af auctor i min latinske ordbog er “den der indestår for en beretning”). “’Poesi er for helvede ikke fiktion’,” udbryder Per Aage Brandt(s tekst) i Physis (s.26), men når teksten nu er i anførselstegn betyder det vel netop at det ikke er “Per Aage” der indestår for dette udsagn. Men hvilken autoritet har det så?

Det har bare samme status som alle mulige andre sprogstykker vi kan støde på ude i virkeligheden (og i den tillader jeg mig at inkludere kunsten), dvs det kan være sandt eller falsk (eller provokerende eller tankevækkende eller horribelt), ligegyldigt hvad forfatteren så selv går rundt og mener. Det er et privilegium vi sædvanligvis tilstår romanforfatterne. De kan lade deres personer, ja selv deres overordnede fortæller sige de mest vanvittige ting uden at forfatteren for andre end de mest naive læsere behøver at stå til regnskab for det. Men selv meget lidt naive læsere (som Erik SN) kan åbenbart ikke lade en digter nyde godt af samme mulighed.

At digtningen skulle være overlegen over andre genrer hvis den er polyfon er således noget vrøvl. Det tror jeg nu heller ikke engang Lars Bukdahl ville hævde i et ophidset øjeblik. Tværtimod er det et udtryk for at genrerne nærmer sig hinanden.

Man kan måske sige at En hjelm af gyldne kviste – der iøvrigt er en bog jeg har meget svært ved at læse med friske øjne eftersom jeg har set så mange udkast og udgaver af den – er et udtryk for det samme på en anden måde: Det er en bog af tekster, der kalder sig digte, men jo lægger sig meget tæt op af en fortællende prosa. Ikke en lineær fortælling ganske vist, men en som placerer sig et eller andet sted mellem meditation og narration med masser af indlagte selvbiografiske eller pseudobiografiske anekdoter. Det hele bindes sammen af denne – lad os så kalde den det – monofone lyriske stemme. Men den stemme er destabilliseret ved på den ene side at ligne den inderlige poesis selvbiografiske jeg, på den anden ved at ligne fiktion. På den måde minder den om adskillige danske prosaforfattere, Lars Frost, Pablo Llambias, Jeppe Brixvold, Kirsten Hammann, Christina Hesselholdt, der alle har skrevet bøger hvor fortællestemmen ligger meget nær forfatteren selv, men alle disse skriver dog først og fremmest romaner, fiktion, mens Peter bevarer en livline tilbage til den lyrik, som blandt andet lever af ikke at være fiktion. Jeg ved ikke hvordan andre opfatter den balance. Kan man sige det på den måde: Vi hører stemmen klart, men kan ikke helt afgøre hvor den kommer fra?


FORTSÆTTES

17.8.04

Læser du finsk? Så skulle du kigge hos forbi Miia to-øje og Leevi Lehto

16.8.04

Hvis jeg var kunstner...


14.8.04

12.8.04

Nel mezzo del cammin di mia vita?

11.8.04

Zangenberg sammenligner Waterhouse med Shelley ... og mig med Sophus Claussen! En lille smule over the top måske, men tak for det.
Rapport om Kenny G.
Der er osse en på Ploggen.

10.8.04

Hold øjnene åbne for brevene fra Citizen Kay

9.8.04

SYVENDE DEL

Det er fint nok, at digtene sætter spørgsmålstegn ved de strategier vi (digtere, politikere, økonomer) bruger til at retfærdiggøre vores egne privilegier. Eller bare påpeger at de findes. At kalde digtproduktion noget, der sker på bekostning af fattigere samfund er stadig at udskrive en dækningsløs check (der er hverken kapital på den eksistentielle eller den politiske konto). Undskyld jeg hænger fast i det et øjeblik endnu, men der er faktisk ikke så mange tilfælde i bogen (eller i den danske poesi iøvrigt) hvor den slags klare og konkrete generelle udsagn forekommer – altså den slags sætninger som ikke er spørgsmål, imperativer, hverdagsagtige intime observationer eller sætninger, der er rent metaforiske og/eller absurde (som “Natten er utæt” for at tage et helt tilfældigt eksempel).

Nu kan det jo være en interessant nok gestus at udstede en dækningsløs check, selv om man ikke kan hæve nogen penge med den. Og Lars gør tydeligt noget ud af at levere dem med gusto, placerer den linie som optakt og en anden “Mennesket er grimt” som afslutning. For mig er de interessante som tonale begivenheder, fordi de er usædvanlige i dansk lyrik og fordi de ligesom Ursulas springen omkring er energiske. Men de er ikke særlig meningsfulde – jeg kan slet ikke tage dem for pålydende. Og derfor er jeg også skeptisk overfor din analyse af bogen som forankret i en kritik af velfærdssamfundet som institutionelt helvede. Eller: det kan godt være, at du har ret, men så forekommer den kritik mig bare meget meget overfladisk.

Jeg kan huske, at vi diskuterede politisk poesi på et seminar med den norske forfatterskole i 1996 (må det vel have været). Per Aage Brandt nåede frem til en interessant konklusion, nemlig at det kun er muligt at skrive politisk poesi fra en kritisk eller ligefrem undertrykt position, for da har man vrede og indignation som drivkraft til at tænde op i bålet. Jeg ved ikke om det er rigtigt. Måske er poesien ikke stedet for dybgående politiske analyser. Poesi er vel kunsten at skabe dynamiske og energiske sprogobjekter.



Jeg synes stadig, du arbejder med en forestilling om, at litteraturen skal sige noget forfærdeligt begavet om det politiske rum - eller holde sig helt tavs. Samme krav stilles ikke til dens omgang med det personlige eller intime rum. Frank O'Hara, fx skriver jo ikke synderligt kloge ting i sine digte, snarere meget banale ting. Men han gør det med en friskhed og prægnans, der får de eksistentielle banaliteter til at genvinde deres styrke. Kunne noget lignende gøre sig gældende med Lars' bog?

At reducere digtningens kvalitet til "tonale begivenheder" er vel også at sige, at du ikke interesserer dig for hvad der står i bøgerne, men kun hvordan det står der. Så jeg kunne tænke mig at stille spørgsmålet: Interesserer et digts indhold - og her skal indhold forstås i ordets naive betydning: Det, digtet handler om, den vision af verden (evt. den version af verden), digtet videregiver - dig slet ikke? Er du, kort sagt, ligeglad med, hvad du læser om, og kun optaget af, hvordan det er skrevet?

Man kan selvfølgelig diskutere med indholdet af I morgen findes systemerne igen. Faktisk synes bogen at afkræve en sådan diskussion. Jeg ved ikke om jeg er enig med kritikken af velfærden som institutionel ørken; jeg ved heller ikke, om Lars er enig med den. Når den udgør en udfordring og en provokation - når man anfægtes af den - skyldes det i mine øjne primært, at Lars' netop ikke lader digtningen og det intime liv og ekstasen stå som modsætninger til velfærden. Det var der flere af anmeldelserne, som mente, han gjorde – linier som ”byfornyelsen hjalp os med at elske” eller ”natten var en ukendt bedøvelse” viser, at de tog fejl.

...

Vi kunne kalde "digtproduktion"-linjerne for et postulat, hvis provokation ligger i dets reduktive karakter. Lignende postulater findes der andre af i bogen, også selvom de aldrig bliver dominerende. Tag fx følgende digt, som for mig mere og mere er blevet et nøgledigt for samlingen:

At følge vores natur i de gamle kolonier. Senere fik vi drinks
på dækket og natten var en ukendt bedøvelse. Vil du med?
Du skulle have været der. Så tog vi hjem. Mennesket
er en svulst der først nu begynder at forstå
den er en sygdom. Tænk dig om. Igen? Nej, tænk dig nu om
Tak for arrogant betjening. Hvad er der at sige efter det?
At min sind er legesygt i dag. Og ellers, at følge vores natur
vores naturlige tilbøjelighed er vores undergang
Slæk nu på sejlene. Nattehimlen oplevet af en blind
Det gik for hurtigt. Man må bevare høfligheden over for sine nærmeste
til det sidste, lige til det sidste. Hvor længe har du igen?
Jeg tror ikke at noget menneske, mystiker eller oplyst hund
kan opleve verden større end jeg: Den fylder allerede alt
Nostalgi er en degradering af følelsen
Ethvert følelsesudbrud er en degradering af følelsen
Du vil ikke være evigt til grin

Her er flere postulatlignende udsagn: "Mennesket er en svulst ...", "at følge vores natur/ vores naturlige tilbøjelighed er vores undergang", "Man må bevare høfligheden over for sine nærmeste" samt de tre sidste verslinier. Fælles for "digtproduktion"-postulatet er, at de implicit fremhæver manglende fænomener. I de første sætninger mangler forestillingen om menneskets iboende godhed. Svulst-metaforen radikaliserer en velkendt, konservativ civilisationskritik, nemlig at vi har mistet forbindelsen til et ”indre organisationsprincip” for vores samfund og liv, det samme gør forestillingen om den naturlige tilbøjelighed: Det er ikke blot vores kultur, men selve menneskets natur, der er sygelig og destruktiv. Hvis man må bevare høfligheden overfor de nærmeste, skyldes det, at den ikke-høflige, men egentlige omgangsform – den dybere forbindelse og empati – som vi normalt forventer i forholdet til vores nærmeste, per definition er forsvundet. Og hvis ethvert følelsesudbrud degraderer den bagvedliggende følelse, skyldes det, at der er en grundlæggende afstand mellem indhold og udtryk – følelsesudbruddet – som ikke kan overstiges, og som medfører, at udtrykket er en travesti af indholdet.

Det sidste peger på, at Lars’ bog kan tolkes som en moderne ikonoklasme: Den søger at rive de falske gudebilleder ned, fordi de ikke gør guddommen retfærdighed. Og her er gudebillederne (overrasket?) digtning, intimsfære, naturlængsel og ekstase. Hellere tavshed end udtryk og handlinger, som i hele deres væsen forråder de idealer, de implicit henviser til. Alle fire områder lades som om, at de kan unddrage sig, transcendere socialiteten, det offentlige rum, velfærdssamfundet; alle fire områder viser sig at havde denne som mulighedsbetingelse. Men at ødelægge de falske gudebilleder er da også at bane vej for noget nyt: Det håb, der på en mærkværdigt bagvendt, hidsig måde ligger indlejret i linien ”du vil ikke være evigt til grin”.

Holder det? – Det viser vel i det mindste, at de politiske postulater ikke er løsrevet fra bogen i øvrigt. De er tværtimod en integreret del af en større vision, et verdensbillede (af mangel på bedre ord). Og det viser også, hvilket Niels Frank har gjort opmærksom på, den klare, utopiske impuls, bogen indeholder.

(Og så bør ovenstående analyse alligevel modereres, i al fald når det kommer til intimsfæren, til datteren og kæresten. Her kompliceres sagerne, ikonoklasmen erstattes af et bittersødt, melankolsk tonefald, især i ”eventyr”)


Man må vel med rimelighed kunne forlange af digtningen at den ENTEN siger noget begavet ELLER siger det (den siger) på en prægnant og frisk måde. Så er jeg ligeglad med om det er universelle, politiske eller personlige ting der tales om. Allerhelst vil man selvfølgelig se begge ting på en gang, det er vel ikke så mærkeligt, men hvis der siges noget banalt eller dumt – SÅ kan man reducere det til kun at være interessant som en tonal begivenhed. Iøvrigt lader spørgsmålet om tonalitet sig i praksis ikke adskille fra spørgsmålet om indhold, hvad der siges kan ikke adskilles fra hvordan.

Du skriver i din kommentar i Information, at det er sandfærdigt grænsende til det banale, at digte koster penge at skrive, og at de penge kunne være sendt til de fattige lande. Og at det ikke er det, Lars siger, der provokerer, men det han ikke siger. Forkert. Det provokerende er den moraliserende tone. At digte skrives på bekostning af fattigere samfund. Det er ganske enkelt helt hen i vejret, for de penge, der bruges af staten eller af bogkøberne, er jo altså ikke øremærkede til Røde Kors.

Ikonoklasmen i bogen lader sig jo heller ikke adskille fra den vredladne energi, der kommer fra udtryk som “de tager pis på dig”. Derfor selvfølgelig også titlen på afsnittet, som nærmest er en genrebetegnelse, besværgelser. Men udover den besværgelse du citerede nedenfor har jeg nu fornemmelsen af at det er en ret diffus ikonoklasme. Du siger gudebillederne er digtning, intimsfære, naturlængsel og ekstase. Hvad er så guddommen(e)? Ja, det er måske nok en forkert måde at spørge på, for det er vel de samme – det er folks forestillinger om digtningen mm. der er uholdbare og skal styrtes i grus. Og der vil jeg så sige at Lars’ angreb på f.eks. opfattelsen af digtekunsten som en ophøjet eksistentiel foreteelse udøvet af særlige talentfulde individder er mere interessant på det tonale plan end på det indholdsmæssige. F.eks. ved at lade besværgelser eksistere side om side med den melankoli du nævner og med den skrøbelige sødme, der osse er i Det mindste paradis. Det digt du citerer er et fint eksempel. På få linier springer det fra det sarkastiske “Tak for arrogant betjening” (som jeg lige kan forestille mig Lars sige med et stort charmerende smil) til det måske nærmest sørgmodige “Man må bevare høfligheden...” som man jo så i resten af bogen kan forstå hænger sammen med faderen og videre til det ligefremme “Hvor længe har du igen?” Det er kun alt for nemt at komme i tanke om eksempler på hvordan digtningen, visse digteres digtning, hver gang et ophøjet alvorligt emne, helst døden, kommer forbi bryder ud i en monoton messen. Og hvis den messen osse er udtryk for en magtstrategi, og det har du helt sikkert ret i at den er, så er det en magtkritik at opløse den. (Hvis det da ikke bare er en anden magtstrategi?)


FORTSÆTTES

6.8.04

Yo Kenny G!
I aften. LAB. 20.00

4.8.04

Til Li Po




3.8.04

SJETTE DEL

Der er da klart ironi i afslutningen af digtet. Ironi er jo en destabiliseringens figur. Ironi betyder ikke "jeg siger en ting og mener det modsatte" (det er sarkasme), men "jeg siger et eller andet som jeg i virkeligheden ikke kan stå inde for".

Det er en fin observation, at Lars’ måde at behandle adverbierne på er med til at give digtene deres ret intime tone. Bukdahl insisterer på at kalde Lars og Lars og nogle andre en pludrende generation. Fælles for dem er osse en tendens til at stille spørgsmål i digtene og til at rette sig selv. Fx. “... det er virkelig varmt herinde / er det ikke?” og lige efter det “... der må være vigtigere ting at diskutere / end folkeoplysning. Nej, tror du?” Den slags stilistiske greb er vel eksempler på det Jakobson kalder sprogets FATISKE funktion, den der sørger for at opretholde kontakt mellem de to kommunikerende parter. Som om pludredproget hele tiden lige skal forsikre sig om at læseren stadig er derude og involverer sig i teksten.

Men nej, det er jo ikke kontakten mellem læser og digter, der etableres (for der tales ikke direkte fra digter til læser). De fatiske udtryk bruges snarere til at etablere en dialogisk udsigelsesposition, ligesom hos Ursula føler man at man overhører brokker af en samtale. Tilsvarende er Lars’ digte fulde af imperativer: optræd høfligt, mistro andres følelser, hør, slå dørene op, spil løs, slæk på sejlene – det er bare et meget lille udsnit. Imperativer kalder Jakobson eksempler på sprogets KONATIVE funktion, den der retter sig direkte mod adressaten. Stilistisk benyttes de vel til at placere digtet i et rudimentært mentalt rum, hvor samtale finder sted. Hvor sproget med andre ord er socialt og intersubjektivt, ikke bare beskrivende og heller ikke bare det Jakobson kalder det specifikt POETISKE, rettet mod ytringens egen form (i mere snæver forstand).

Jeg ved ikke hvor klart det er, men det er nogle yderligere bemærkninger om den sproglige teknik Lars bruger til at skabe sin intime tale, pludresnak, pillow talk – som jeg synes er interessante.

Lad mig imidlertid blive lidt mere konkret og vende tilbage til hele diskussionens udgangspunkt, de moralske og politiske risici. For mig er det et problem lige så vel som det er i Ursulas bog, at når bogen bliver politisk, eller lader som om den bliver det(?) gør den det via fraser. Erik Skyum har allerede været i gang med fx. “Digtproduktion er en samfundsmæssig luksus som sker / på bekostning af andre mere fattige samfund”. Ifølge Skyum er dette ganske enkelt usandt og beviset er, at de fattige samfund også producerer poesi. Det har han ret i. Så kunne man spørge om ikke det udsagn her giver mening på den måde at digtproduktion i vores samfund sker på en måde, der (som en del af vores parasitøkonomier) er et resultat af overflod og dovne litterære døgenigte. Bogen selv er et resultat (kan man læse bagi) af støtte fra både Litteraturrådet og Kunstfonden. Så det er under alle omstændigheder en selvkritik eller et resultat af at befinde sig i en moralsk tvetydig position: At skulle kritisere et system man selv er priviligeret af (mener nogen virkelig at digterne i vores samfund er priviligerede?!!!). Men at udsagnet rammer sit eget ophav synes jeg ikke nuancerer det i væsentlig grad. Er det ikke påfaldende, at bogen når den nærmer sig politikken gør det på en stærkt moraliserende måde?



Ironi? Ja, hvis man ikke forstår det som en trope, der signalerer distance. Der findes mange måder ikke at kunne stå inde for det, man siger: Man kan være sarkastisk, parodiere magtens sprog (eller vrænge af sin kæreste, hvilket kan være det samme). Begge steder påtager man sig en udsigelsesposition (og subjektposition, vel), som man også markerer som fingeret. Det betyder så også, at ironi kan være melankolsk og utopisk. I så fald er "ironien" at fingere en position, man ville ønske, man kunne indtage, men ved, man ikke kan indtage. Hvis der er tale om ironi i slutningen af digtet - og den kommer så til udtryk i forestillingen om edderkopper, der "organiserer mine drømme og privatøkonomi" og i den mærkelige hensynsfuldhed overfor duet i "kan du i det mindste se en hånd for dig?" - er den i mine øjne af sidste slags: En ironi, hvis baggrund er en melankolsk bevidsthed om ømhedens umulighed.

Mht. til det politiske: Jeg forstår ikke, hvorfor folk fokuserer så monomant over netop de to linjer. Den kan forsvares på en række måder, bl.a. som en art avanceret ironi, en afsøgning af grænserne i en mulig subjektposition (eller som du har været inde på, dengang bogen udkom, som en røst i en kakofoni af forskellige subjektpositioner). Rent bortset fra det, har jeg aldrig hørt folk hidse sig i dén grad op over de uanede mængder af eksistentielle og filosofiske banaliteter, der indgår som et fast element af dansk digtning i dag. Det er som om politik er et tabuområde, hvor man skal sige noget særligt begavet for at det kan accepteres som litteratur (hvorimod eksistensen er en legestue, hvor selv de mest fumlefingrede skal opmuntres).

Hvis man nu - udover disse, mere defensive forsvar - skal diskutere sætningen og mere generelt bogens politisk-moralske aspekter, ville jeg starte med en tekst fra slutningen af bogen:


De tager pis på dig
politikerne som beskytter folkets følelser. Hip, hip, hurra!

De tager pis på dig
Økonomerne når mennesket bliver økonomiernes redskab

De tager pis på dig
Digterne når de siger at talentet er en særlig egenskab

De tager pis på dig
Det er de privilegerede der forsvarer deres privilegier


Teksten er en af bogens enkleste, bastant aggressiv – men overordentligt effektiv, især når man hører Lars læse det op. Dog: hvad vil det mere præcist sige, at politikerne pisser på os, når de beskytter vores følelser? Implikationen er dels, at den politiske hensynsfuldhed er illusorisk, en magtstrategi. Men også, tror jeg, at politikerne svigter os ved at tildække virkeligheden med et beskyttende fernis. I første digt af afsnittet ”mennesket er grimt” finder man linjerne ”er det dødsangsten, der får os til at vedtage love/ som får vores liv til at imitere livet/ i de mest rigide dødsriger? Lovgiverne, regelmagerne/ og værdisætterne, lad dem administrere en forlystelsespark for døende. Jamen, det er jo det, de gør.” Angsten for døden sætter en politisk orden, hvis primære opgave bliver at tildække døden med forlystelser. Deraf den anden teksts ”beskyttelse”, deraf dets (i mine øjne) mest provokerende udbrud: ”Hip, hip, hurra!”

Den sjette linje er vel den, der eksplicit peger tilbage mod ”digtproduktionen”. Det kan synes provokerende at gøre digtningen (og med den den kunstneriske kreativitet) til en magtstrategi på linje med politiske og økonomiske magtstrategier. På den anden side har jeg i al fald mødt massevis af digtere, der – overbeviste om det egne talent – brugte det som en undskyldning til, f. eks., ikke at tage deres liv op til en generel revision. Eller bare til at opbygge et anstændigt selvværd, nu man hverken er blevet rig eller berømt. I den forstand er (henvisningen til) talentet en magtstrategi, en måde at opnå anerkendelse og at hævde sig. Hvorfor er det så at pisse på ”dig”? Vel fordi digterne da ikke anerkender den anden – ”du” – som et ligeværdigt menneske. I stedet bruger de dig, søger at støde dig nedad, så de selv kan komme op i verden.

Lige så vigtigt er det, at digtningen da tømmes for de inderligt-eksistentielle funktioner, vi (samfundet? digtere og læsere?) ofte tilkender den. Det er helt bevidst, tror jeg; deri ligger dens eventuelle provokation: Idéen om, at digterne er nogle svin, der skaber perler, er lige så gammel som (i hvert fald) Hemingway. Noget lignende gør sig gældende i ”Digtproduktion er en samfundsmæssig luksus som sker/ på bekostning af andre, mere fattige samfund.” Det er ikke så meget det, at Lars her insisterer på at se digtningen som en nationaløkonomisk udgift (det er den jo, om end en af de mindre), som det, at den nægter at tilkende digtningen de inderligt-eksistentielle funktioner – de subjektdyrkende funktioner - vi plejer at legitimere den med.

Hvorfor denne ”tømning” af digtningens potentiale? Her kan man med fordel vende tilbage til politikerne og deres tildækning. Jeg tror, at et af temaerne i I morgen findes systemerne igen, og baggrunden for dens enestående aggression, er en stadig forestilling om, at digtningen (og digterlivet og intimsfæren med kæresten og barnet) på den ene side er en kilde til utopiske modbilleder i forhold til et velfærdssamfund, der mest af alt præsenteres som et institutionelt helvede. Og på den anden side som en tildækning af den faktiske virkelighed, der netop er den nedslidte velfærd, ”forlystelsesparken for de døende”. Under alle omstændigheder viser enhver mulig udvej at have sin mulighedsbetingelse i institutionerne. Det gælder naturen: ”Søen er et fælleskab/ alle de parkeringer og offentlige skraldespande”. Det gælder kærligheden: ”Byfornyelsen hjælper os med at elske”, ”hvem elsker du/ få hundrede meter før dit endeligt?” Og det gælder vel digtningen.

I morgen findes systemerne igen er skrevet, tror jeg, med denne udsigtsløshed som præmis. På den anden side er præmissen tydeligvis ikke acceptabel. Den er skrevet fra et sted, hvor jeget ikke føler sig hjemme, ikke ønsker at være. Derfor bliver dens beskrivelser af digtning, kærlighed og det nære liv – af snart sagt alt - ironiske. Men ironien er ikke kun sarkastisk og vrængende trope, den er også melankolsk og utopisk.

2.8.04

Kommentar af Tue i Information.

1.8.04

Jeg fandt en måde at konvertere lyd på. Temmelig besværligt. Men nu ved jeg meget mere. Og det betyder at jeg kan lægge sådan nogle småting ud som det her. Borum fra 1995. Læser Tu Fu i Georg Johannesens legendariske oversættelse. De døde kommer aldrig tilbage. De levende græder. Årene (eller er det årerne?) drypper...