18.8.04

OTTENDE DEL

"tonalitet lader sig i praksis ikke adskille fra spørgsmålet om indhold", skriver du. Det tror jeg du har helt ret i, det er vel lidt ligesom at form og indhold i praksis ikke kan (bør?) adskilles. Men bruger du ikke i praksis udtrykket som det modsatte af indhold? - fx længere nede, hvor Lars' angreb på digtningen er "mere interessant på det tonale plan end på det indholdsmæssige". Mit spørgsmål lyder derfor: Hvad er indholdet af den særlige tonalitet, de spring, aggressive og melankolske toner, du ser i Lars' digte?

Nej, pengene og vores ressourcer er ikke øremærkede, men de kan bruges på Røde Kors (fx). I et banalt, økonomisk perspektiv koster digtningen ressourcer. Når vi (staten, læseren) vælger digtningen, fravælger vi selvfølgelig noget andet. Det er det, linien spiller på. Det gør den meget håndfast. Man provokeres af den skråsikre tone; men først og fremmest af, tror jeg, at digtningen (skønheden) sættes som det modsatte af godheden og at det sker på grund af et reduktivt, økonomisk perspektiv. Min pointe er vel, at hvis der havde stået "vi bruger som samfund økonomiske ressourcer på digtningen, som kunne gå til andre formål (og det gør vi, fordi digtningen er en eksistentiel nødvendighed for mennesket)" - ja, så havde alle (eller i al fald virkelig mange) da været enige. Ingen havde i al fald set det som et provokerende udsagn. Det skyldes tonen, men også reduktionen.

Jeg bør måske også tilføje, at jeg ikke finder postulatet et genialt visdomsord. Det tror jeg heller ikke Lars gør – der er ingen grund til at læse det som en check, der er dækning for (dvs.: som han står inde for), som du skriver. Jeg synes bare heller ikke, det er så himmelråbende dumt, som du og andre gør det til. Eller: Det interesserer mig, at det er netop dette skråsikre postulat, der irriterer jer. Irriteres du på samme måde af en linie som ”gamle mennesker klynker, de er ofre for så meget” – eller er det bare OK? Selv synes jeg, at det er noget mere usympatisk.

Man kunne også formulere det sådan her. Langt de fleste af postulat-sætningerne i I morgen findes systemerne igen er halve sandheder: Rigtige, men kun ud fra et bestemt, ofte reduceret perspektiv. Så kan man vælge at se dem som hele løgne; man kan også undersøge de reduktioner, der ligger bag dem.



For nu at citere dig selv igen: “Forestillingen om det digteriske talent er lig med digteren som én, der har adgang til sandheder og muligheder, vi andre ikke formår at artikulere. Det er forestillingen om en autoritet, som giver ret til at udtale sig om eksistensens labyrinter på menneskehedens vegne – og ret til at kræve særbehandling, f.eks. i form af statsstøtte.”

Hvordan udmønter den forestilling sig poetisk? Ja, én måde er den, vi kun kender alt for godt, hvor digteren stiller sig op med profetisk stemme. Jo mere særpræget, eller rettere jo mere individuel og personlig denne stemme er, jo bedre, for den står netop som garant for digterens ene-stående autoritet. Det er således en digtning, der har som mål at være så monoton eller i hvert fald monotonal som mulig. For at opnå det, må man hæve sig op over det almindelige sprog, som alle og enhver tillader sig at gå rundt og tale med hinanden. Og skrive i aviser og læserbreve og lovforordninger og tilmed i reklamer.

De samtaler (eller de diskurser om man vil) er jo fulde af halve sandheder, af halve sætninger, af spørgsmål, af vredesudbrud og intime ytringer. Og af ligegyldigheder. Hvis Lars’ digte (og andre med) tager det som en slags æstetisk model (ikke på den enkle måde at de bare mimer dem) snarere end den prædikende enetale, så placerer det jo digtet i et socialt rum, hvilket radikalt ændrer hvad det er for en form for autoritet, der tales med. Der er netop derfor ikke grund til at læse en enkelt sætning som en check, der nødvendigvis skal være dækning for.

(Sidebemærkning: Måske blander jeg tingene sammen her, måske tager jeg stemme og tone for at være det samme, måske skulle jeg hellere tale om en digtning der var monofon. Den samme stemme, skulle man mene, kan vel sagtens være både aggressiv og melankolsk, om ikke på samme tid så fra linie til linie? Hvis det er en misforståelse vil jeg imidlertid hævde, at den ikke i første omgang er min, men netop den monofone digtnings egen, den digtning der tager den individuelle stemme som garant for sin autoritet.
(Eller tager jeg fejl i at jeg tager fejl? For hvad udgør stemmen i en tekst om ikke netop dens (forskelllige) tonefald?))

Man kan så spørge hvad det interessante er ved det, ved at man i stedet for at få (digterens bud på) en mere eller mindre interessant form for sandhed får linier som f.eks. “Godnat. Godnat og sov godt. Tak i lige måde” Det ville man aldrig få hos lad os sige f.eks. Grotrian eller Celan. Men jo helt sikkert hos Ashbery. Jo det interessante er vel at den slags replikker skaber en forestilling om hvem der siger dem og hvornår og hvordan, at man altså selv får mulighed for at skabe et billede, en strøm af dem. Digtet bliver billedskabende uden at det (nødvendigvis) har noget med metaforen at gøre. I bogen kan man både læse at “Jeg bryder mig kun lidt om sandheder” og “Jeg undgår helst metaforerne”, hvoraf i hvert fald det sidste iøvrigt er løgn!

Ja, undskyld jeg væver stadig rundt om det med indholdet... Jeg indrømmer at “indhold” for mig har en tendens til at stå for en forsimpling af digtets udtryk, f.eks. noget man uddrager af enkelte sætninger snarere end af hvad der sker mellem dem.



Jeg kan klart bedre lide monofon end monologisk. Ordet lyder federe.

Måske er der tale om en forskel i vægtning. Jeg er i første omgang meget enig i det, du skriver, men mener, man bør bruge det som et udgangspunkt snarere end et slutpunkt for en analyse. Sådan at det, i tilfælde som Lars’ digtning, ikke bare er det, at digtningen er polyfon (spøger Bakhtin ikke i baggrunden her? Måske kun på mig), men også hvilke diskursive positioner den fremmaner og deres specifikke forhold til hinanden. Det er ikke nok at konstatere, at checken er dækningsløs, eller kun har halv dækning, selvom det skal med.

Det er derudover spørgsmålet, om der ikke er grundlæggende forskellige måder at være ikke-monofon på: Hos Ashbery synes det at ske på en anden måde end hos Lars, hos Ursula Andkjær Olsen, hos Dan Turèll og Klaus Høeck på helt tredje (fjerde, femte) måder. Det er andre aspekter af jeg’et, der destabiliseres, måske er det sådan, at der i den ikke-monofone digtning implicit ligger en forestilling om, hvordan det monofone jeg ser ud; det, man afviger fra, er stadig til stede som et vandmærke eller en negativ. Kunne det være en opgave (som jeg nu, lærer-agtigt, stiller)? Beskriv mere specifikt måden, I morgen findes systemerne igen er ikke-monofon på. Og beskriv – igen: Mere specifikt – effekten af netop denne bogs ikke-monofoni.

På den anden side har jeg det en smule svært ved det, jeg fornemmer er en automatisk opnormering af det ikke-monofone, både æstetisk og – vel – etisk? Og selvom jeg måske læser for meget ind i dine kommentarer, finder man en sådan opnormering så mange andre steder i det kritiske landskab (fx på bagsiden af Weekendavisen, i Bukdahls kommentar til Peter Stein Larsen). Men også det polyfone kan blive en kliché, flad og energiforladt. Og en magtposition, en måde at pege på digtningens særegenhed (og overlegenhed i forhold til alle andre diskursive genrer: Digtningens privilegerede sandhed kommer da af, at den ikke er profetisk og monofon. Og derfor skal staten støtte den). Det kan også misbruges til at sige de mest horrible ting; hvis man vil se hvordan, kan man læse Abo Rasuls Macht und Rebel.

Derudover er der meget fremragende digtning, også nutidig, der i mine øjne ikke er synderlig polyfon. Fx Peter Højrups bog En hjelm af gyldne kviste, en af de lyrikudgivelser, jeg var glad for i et for mig ellers lidt skuffende bogforår. Højrups tekster synes styret af et relativt stabilt jeg og giver udtryk for nogenlunde den samme distancerede melankoli hele vejen igennem. Men du kan sikkert overbevise mig om noget andet …

Og vel også mange af de klassiske, kinesiske digte, du er så glad for?


Det ville da i hvert fald være meget kedeligt hvis der kun var en måde at være polyfon på – hvad ville pointen så være? Jeg er iøvrigt kedeligt nok enig i alt hvad du siger. Når du nævner Bakhtin må jeg tilstå at jeg aldrig har læst et ord af ham, men det forhindrer da ikke at han kan spøge i baggrunden. Bakhtin skriver imidlertid ikke så meget om poesi som om romanen, er det ikke rigtigt? Hvis poesien bliver polyfon (jeg kom først til at skrive polyfin) kommer den til at ligne romanen mere derved at den, ja bliver mere dialogisk, og dermed også mere fiktiv.

Eller dvs. den mister sin autoritet (en af betydningerne af auctor i min latinske ordbog er “den der indestår for en beretning”). “’Poesi er for helvede ikke fiktion’,” udbryder Per Aage Brandt(s tekst) i Physis (s.26), men når teksten nu er i anførselstegn betyder det vel netop at det ikke er “Per Aage” der indestår for dette udsagn. Men hvilken autoritet har det så?

Det har bare samme status som alle mulige andre sprogstykker vi kan støde på ude i virkeligheden (og i den tillader jeg mig at inkludere kunsten), dvs det kan være sandt eller falsk (eller provokerende eller tankevækkende eller horribelt), ligegyldigt hvad forfatteren så selv går rundt og mener. Det er et privilegium vi sædvanligvis tilstår romanforfatterne. De kan lade deres personer, ja selv deres overordnede fortæller sige de mest vanvittige ting uden at forfatteren for andre end de mest naive læsere behøver at stå til regnskab for det. Men selv meget lidt naive læsere (som Erik SN) kan åbenbart ikke lade en digter nyde godt af samme mulighed.

At digtningen skulle være overlegen over andre genrer hvis den er polyfon er således noget vrøvl. Det tror jeg nu heller ikke engang Lars Bukdahl ville hævde i et ophidset øjeblik. Tværtimod er det et udtryk for at genrerne nærmer sig hinanden.

Man kan måske sige at En hjelm af gyldne kviste – der iøvrigt er en bog jeg har meget svært ved at læse med friske øjne eftersom jeg har set så mange udkast og udgaver af den – er et udtryk for det samme på en anden måde: Det er en bog af tekster, der kalder sig digte, men jo lægger sig meget tæt op af en fortællende prosa. Ikke en lineær fortælling ganske vist, men en som placerer sig et eller andet sted mellem meditation og narration med masser af indlagte selvbiografiske eller pseudobiografiske anekdoter. Det hele bindes sammen af denne – lad os så kalde den det – monofone lyriske stemme. Men den stemme er destabilliseret ved på den ene side at ligne den inderlige poesis selvbiografiske jeg, på den anden ved at ligne fiktion. På den måde minder den om adskillige danske prosaforfattere, Lars Frost, Pablo Llambias, Jeppe Brixvold, Kirsten Hammann, Christina Hesselholdt, der alle har skrevet bøger hvor fortællestemmen ligger meget nær forfatteren selv, men alle disse skriver dog først og fremmest romaner, fiktion, mens Peter bevarer en livline tilbage til den lyrik, som blandt andet lever af ikke at være fiktion. Jeg ved ikke hvordan andre opfatter den balance. Kan man sige det på den måde: Vi hører stemmen klart, men kan ikke helt afgøre hvor den kommer fra?


FORTSÆTTES

Ingen kommentarer: