31.8.04

Jeg elsker når Erik Skyum bliver rigtigt irriteret:
Det er med en følelse af dybt desorienteret frustration, at man for fjerde gang lukker Knud Steffen Nielsens nyeste digtsamling. Mage til massivt spild af tid skal man lede længe efter, selv i den sektion af poesien, som han færdes i: surrealistisk automatisme med tids- og socialkritiske udfald.
Første gennemlæsning gav intet, ud over en vag fornemmelse af en søgende sjæl i uskønt kompagniskab med en sproglig bajads. I anden runde forsøgte jeg at sætte titler på teksterne, ud fra en naiv teori om, at disse muligvis havde et indhold og personen bag dem et ærinde af en slags; men eftersom Knud Steffen Nielsens metode består i spredehaglspoetik og konstant skrider ud i løse, uforpligtende indfald, kom der kun yderst sjældent overskrifter på. Tredje omgang brugte jeg på at rette stavefejl og sprogfejl, og her var der omsider gevinst...