SYVENDE DEL

Det er fint nok, at digtene sætter spørgsmålstegn ved de strategier vi (digtere, politikere, økonomer) bruger til at retfærdiggøre vores egne privilegier. Eller bare påpeger at de findes. At kalde digtproduktion noget, der sker på bekostning af fattigere samfund er stadig at udskrive en dækningsløs check (der er hverken kapital på den eksistentielle eller den politiske konto). Undskyld jeg hænger fast i det et øjeblik endnu, men der er faktisk ikke så mange tilfælde i bogen (eller i den danske poesi iøvrigt) hvor den slags klare og konkrete generelle udsagn forekommer – altså den slags sætninger som ikke er spørgsmål, imperativer, hverdagsagtige intime observationer eller sætninger, der er rent metaforiske og/eller absurde (som “Natten er utæt” for at tage et helt tilfældigt eksempel).

Nu kan det jo være en interessant nok gestus at udstede en dækningsløs check, selv om man ikke kan hæve nogen penge med den. Og Lars gør tydeligt noget ud af at levere dem med gusto, placerer den linie som optakt og en anden “Mennesket er grimt” som afslutning. For mig er de interessante som tonale begivenheder, fordi de er usædvanlige i dansk lyrik og fordi de ligesom Ursulas springen omkring er energiske. Men de er ikke særlig meningsfulde – jeg kan slet ikke tage dem for pålydende. Og derfor er jeg også skeptisk overfor din analyse af bogen som forankret i en kritik af velfærdssamfundet som institutionelt helvede. Eller: det kan godt være, at du har ret, men så forekommer den kritik mig bare meget meget overfladisk.

Jeg kan huske, at vi diskuterede politisk poesi på et seminar med den norske forfatterskole i 1996 (må det vel have været). Per Aage Brandt nåede frem til en interessant konklusion, nemlig at det kun er muligt at skrive politisk poesi fra en kritisk eller ligefrem undertrykt position, for da har man vrede og indignation som drivkraft til at tænde op i bålet. Jeg ved ikke om det er rigtigt. Måske er poesien ikke stedet for dybgående politiske analyser. Poesi er vel kunsten at skabe dynamiske og energiske sprogobjekter.



Jeg synes stadig, du arbejder med en forestilling om, at litteraturen skal sige noget forfærdeligt begavet om det politiske rum - eller holde sig helt tavs. Samme krav stilles ikke til dens omgang med det personlige eller intime rum. Frank O'Hara, fx skriver jo ikke synderligt kloge ting i sine digte, snarere meget banale ting. Men han gør det med en friskhed og prægnans, der får de eksistentielle banaliteter til at genvinde deres styrke. Kunne noget lignende gøre sig gældende med Lars' bog?

At reducere digtningens kvalitet til "tonale begivenheder" er vel også at sige, at du ikke interesserer dig for hvad der står i bøgerne, men kun hvordan det står der. Så jeg kunne tænke mig at stille spørgsmålet: Interesserer et digts indhold - og her skal indhold forstås i ordets naive betydning: Det, digtet handler om, den vision af verden (evt. den version af verden), digtet videregiver - dig slet ikke? Er du, kort sagt, ligeglad med, hvad du læser om, og kun optaget af, hvordan det er skrevet?

Man kan selvfølgelig diskutere med indholdet af I morgen findes systemerne igen. Faktisk synes bogen at afkræve en sådan diskussion. Jeg ved ikke om jeg er enig med kritikken af velfærden som institutionel ørken; jeg ved heller ikke, om Lars er enig med den. Når den udgør en udfordring og en provokation - når man anfægtes af den - skyldes det i mine øjne primært, at Lars' netop ikke lader digtningen og det intime liv og ekstasen stå som modsætninger til velfærden. Det var der flere af anmeldelserne, som mente, han gjorde – linier som ”byfornyelsen hjalp os med at elske” eller ”natten var en ukendt bedøvelse” viser, at de tog fejl.

...

Vi kunne kalde "digtproduktion"-linjerne for et postulat, hvis provokation ligger i dets reduktive karakter. Lignende postulater findes der andre af i bogen, også selvom de aldrig bliver dominerende. Tag fx følgende digt, som for mig mere og mere er blevet et nøgledigt for samlingen:

At følge vores natur i de gamle kolonier. Senere fik vi drinks
på dækket og natten var en ukendt bedøvelse. Vil du med?
Du skulle have været der. Så tog vi hjem. Mennesket
er en svulst der først nu begynder at forstå
den er en sygdom. Tænk dig om. Igen? Nej, tænk dig nu om
Tak for arrogant betjening. Hvad er der at sige efter det?
At min sind er legesygt i dag. Og ellers, at følge vores natur
vores naturlige tilbøjelighed er vores undergang
Slæk nu på sejlene. Nattehimlen oplevet af en blind
Det gik for hurtigt. Man må bevare høfligheden over for sine nærmeste
til det sidste, lige til det sidste. Hvor længe har du igen?
Jeg tror ikke at noget menneske, mystiker eller oplyst hund
kan opleve verden større end jeg: Den fylder allerede alt
Nostalgi er en degradering af følelsen
Ethvert følelsesudbrud er en degradering af følelsen
Du vil ikke være evigt til grin

Her er flere postulatlignende udsagn: "Mennesket er en svulst ...", "at følge vores natur/ vores naturlige tilbøjelighed er vores undergang", "Man må bevare høfligheden over for sine nærmeste" samt de tre sidste verslinier. Fælles for "digtproduktion"-postulatet er, at de implicit fremhæver manglende fænomener. I de første sætninger mangler forestillingen om menneskets iboende godhed. Svulst-metaforen radikaliserer en velkendt, konservativ civilisationskritik, nemlig at vi har mistet forbindelsen til et ”indre organisationsprincip” for vores samfund og liv, det samme gør forestillingen om den naturlige tilbøjelighed: Det er ikke blot vores kultur, men selve menneskets natur, der er sygelig og destruktiv. Hvis man må bevare høfligheden overfor de nærmeste, skyldes det, at den ikke-høflige, men egentlige omgangsform – den dybere forbindelse og empati – som vi normalt forventer i forholdet til vores nærmeste, per definition er forsvundet. Og hvis ethvert følelsesudbrud degraderer den bagvedliggende følelse, skyldes det, at der er en grundlæggende afstand mellem indhold og udtryk – følelsesudbruddet – som ikke kan overstiges, og som medfører, at udtrykket er en travesti af indholdet.

Det sidste peger på, at Lars’ bog kan tolkes som en moderne ikonoklasme: Den søger at rive de falske gudebilleder ned, fordi de ikke gør guddommen retfærdighed. Og her er gudebillederne (overrasket?) digtning, intimsfære, naturlængsel og ekstase. Hellere tavshed end udtryk og handlinger, som i hele deres væsen forråder de idealer, de implicit henviser til. Alle fire områder lades som om, at de kan unddrage sig, transcendere socialiteten, det offentlige rum, velfærdssamfundet; alle fire områder viser sig at havde denne som mulighedsbetingelse. Men at ødelægge de falske gudebilleder er da også at bane vej for noget nyt: Det håb, der på en mærkværdigt bagvendt, hidsig måde ligger indlejret i linien ”du vil ikke være evigt til grin”.

Holder det? – Det viser vel i det mindste, at de politiske postulater ikke er løsrevet fra bogen i øvrigt. De er tværtimod en integreret del af en større vision, et verdensbillede (af mangel på bedre ord). Og det viser også, hvilket Niels Frank har gjort opmærksom på, den klare, utopiske impuls, bogen indeholder.

(Og så bør ovenstående analyse alligevel modereres, i al fald når det kommer til intimsfæren, til datteren og kæresten. Her kompliceres sagerne, ikonoklasmen erstattes af et bittersødt, melankolsk tonefald, især i ”eventyr”)


Man må vel med rimelighed kunne forlange af digtningen at den ENTEN siger noget begavet ELLER siger det (den siger) på en prægnant og frisk måde. Så er jeg ligeglad med om det er universelle, politiske eller personlige ting der tales om. Allerhelst vil man selvfølgelig se begge ting på en gang, det er vel ikke så mærkeligt, men hvis der siges noget banalt eller dumt – SÅ kan man reducere det til kun at være interessant som en tonal begivenhed. Iøvrigt lader spørgsmålet om tonalitet sig i praksis ikke adskille fra spørgsmålet om indhold, hvad der siges kan ikke adskilles fra hvordan.

Du skriver i din kommentar i Information, at det er sandfærdigt grænsende til det banale, at digte koster penge at skrive, og at de penge kunne være sendt til de fattige lande. Og at det ikke er det, Lars siger, der provokerer, men det han ikke siger. Forkert. Det provokerende er den moraliserende tone. At digte skrives på bekostning af fattigere samfund. Det er ganske enkelt helt hen i vejret, for de penge, der bruges af staten eller af bogkøberne, er jo altså ikke øremærkede til Røde Kors.

Ikonoklasmen i bogen lader sig jo heller ikke adskille fra den vredladne energi, der kommer fra udtryk som “de tager pis på dig”. Derfor selvfølgelig også titlen på afsnittet, som nærmest er en genrebetegnelse, besværgelser. Men udover den besværgelse du citerede nedenfor har jeg nu fornemmelsen af at det er en ret diffus ikonoklasme. Du siger gudebillederne er digtning, intimsfære, naturlængsel og ekstase. Hvad er så guddommen(e)? Ja, det er måske nok en forkert måde at spørge på, for det er vel de samme – det er folks forestillinger om digtningen mm. der er uholdbare og skal styrtes i grus. Og der vil jeg så sige at Lars’ angreb på f.eks. opfattelsen af digtekunsten som en ophøjet eksistentiel foreteelse udøvet af særlige talentfulde individder er mere interessant på det tonale plan end på det indholdsmæssige. F.eks. ved at lade besværgelser eksistere side om side med den melankoli du nævner og med den skrøbelige sødme, der osse er i Det mindste paradis. Det digt du citerer er et fint eksempel. På få linier springer det fra det sarkastiske “Tak for arrogant betjening” (som jeg lige kan forestille mig Lars sige med et stort charmerende smil) til det måske nærmest sørgmodige “Man må bevare høfligheden...” som man jo så i resten af bogen kan forstå hænger sammen med faderen og videre til det ligefremme “Hvor længe har du igen?” Det er kun alt for nemt at komme i tanke om eksempler på hvordan digtningen, visse digteres digtning, hver gang et ophøjet alvorligt emne, helst døden, kommer forbi bryder ud i en monoton messen. Og hvis den messen osse er udtryk for en magtstrategi, og det har du helt sikkert ret i at den er, så er det en magtkritik at opløse den. (Hvis det da ikke bare er en anden magtstrategi?)

FORTSÆTTES