3.8.04

SJETTE DEL

Der er da klart ironi i afslutningen af digtet. Ironi er jo en destabiliseringens figur. Ironi betyder ikke "jeg siger en ting og mener det modsatte" (det er sarkasme), men "jeg siger et eller andet som jeg i virkeligheden ikke kan stå inde for".

Det er en fin observation, at Lars’ måde at behandle adverbierne på er med til at give digtene deres ret intime tone. Bukdahl insisterer på at kalde Lars og Lars og nogle andre en pludrende generation. Fælles for dem er osse en tendens til at stille spørgsmål i digtene og til at rette sig selv. Fx. “... det er virkelig varmt herinde / er det ikke?” og lige efter det “... der må være vigtigere ting at diskutere / end folkeoplysning. Nej, tror du?” Den slags stilistiske greb er vel eksempler på det Jakobson kalder sprogets FATISKE funktion, den der sørger for at opretholde kontakt mellem de to kommunikerende parter. Som om pludredproget hele tiden lige skal forsikre sig om at læseren stadig er derude og involverer sig i teksten.

Men nej, det er jo ikke kontakten mellem læser og digter, der etableres (for der tales ikke direkte fra digter til læser). De fatiske udtryk bruges snarere til at etablere en dialogisk udsigelsesposition, ligesom hos Ursula føler man at man overhører brokker af en samtale. Tilsvarende er Lars’ digte fulde af imperativer: optræd høfligt, mistro andres følelser, hør, slå dørene op, spil løs, slæk på sejlene – det er bare et meget lille udsnit. Imperativer kalder Jakobson eksempler på sprogets KONATIVE funktion, den der retter sig direkte mod adressaten. Stilistisk benyttes de vel til at placere digtet i et rudimentært mentalt rum, hvor samtale finder sted. Hvor sproget med andre ord er socialt og intersubjektivt, ikke bare beskrivende og heller ikke bare det Jakobson kalder det specifikt POETISKE, rettet mod ytringens egen form (i mere snæver forstand).

Jeg ved ikke hvor klart det er, men det er nogle yderligere bemærkninger om den sproglige teknik Lars bruger til at skabe sin intime tale, pludresnak, pillow talk – som jeg synes er interessante.

Lad mig imidlertid blive lidt mere konkret og vende tilbage til hele diskussionens udgangspunkt, de moralske og politiske risici. For mig er det et problem lige så vel som det er i Ursulas bog, at når bogen bliver politisk, eller lader som om den bliver det(?) gør den det via fraser. Erik Skyum har allerede været i gang med fx. “Digtproduktion er en samfundsmæssig luksus som sker / på bekostning af andre mere fattige samfund”. Ifølge Skyum er dette ganske enkelt usandt og beviset er, at de fattige samfund også producerer poesi. Det har han ret i. Så kunne man spørge om ikke det udsagn her giver mening på den måde at digtproduktion i vores samfund sker på en måde, der (som en del af vores parasitøkonomier) er et resultat af overflod og dovne litterære døgenigte. Bogen selv er et resultat (kan man læse bagi) af støtte fra både Litteraturrådet og Kunstfonden. Så det er under alle omstændigheder en selvkritik eller et resultat af at befinde sig i en moralsk tvetydig position: At skulle kritisere et system man selv er priviligeret af (mener nogen virkelig at digterne i vores samfund er priviligerede?!!!). Men at udsagnet rammer sit eget ophav synes jeg ikke nuancerer det i væsentlig grad. Er det ikke påfaldende, at bogen når den nærmer sig politikken gør det på en stærkt moraliserende måde?



Ironi? Ja, hvis man ikke forstår det som en trope, der signalerer distance. Der findes mange måder ikke at kunne stå inde for det, man siger: Man kan være sarkastisk, parodiere magtens sprog (eller vrænge af sin kæreste, hvilket kan være det samme). Begge steder påtager man sig en udsigelsesposition (og subjektposition, vel), som man også markerer som fingeret. Det betyder så også, at ironi kan være melankolsk og utopisk. I så fald er "ironien" at fingere en position, man ville ønske, man kunne indtage, men ved, man ikke kan indtage. Hvis der er tale om ironi i slutningen af digtet - og den kommer så til udtryk i forestillingen om edderkopper, der "organiserer mine drømme og privatøkonomi" og i den mærkelige hensynsfuldhed overfor duet i "kan du i det mindste se en hånd for dig?" - er den i mine øjne af sidste slags: En ironi, hvis baggrund er en melankolsk bevidsthed om ømhedens umulighed.

Mht. til det politiske: Jeg forstår ikke, hvorfor folk fokuserer så monomant over netop de to linjer. Den kan forsvares på en række måder, bl.a. som en art avanceret ironi, en afsøgning af grænserne i en mulig subjektposition (eller som du har været inde på, dengang bogen udkom, som en røst i en kakofoni af forskellige subjektpositioner). Rent bortset fra det, har jeg aldrig hørt folk hidse sig i dén grad op over de uanede mængder af eksistentielle og filosofiske banaliteter, der indgår som et fast element af dansk digtning i dag. Det er som om politik er et tabuområde, hvor man skal sige noget særligt begavet for at det kan accepteres som litteratur (hvorimod eksistensen er en legestue, hvor selv de mest fumlefingrede skal opmuntres).

Hvis man nu - udover disse, mere defensive forsvar - skal diskutere sætningen og mere generelt bogens politisk-moralske aspekter, ville jeg starte med en tekst fra slutningen af bogen:


De tager pis på dig
politikerne som beskytter folkets følelser. Hip, hip, hurra!

De tager pis på dig
Økonomerne når mennesket bliver økonomiernes redskab

De tager pis på dig
Digterne når de siger at talentet er en særlig egenskab

De tager pis på dig
Det er de privilegerede der forsvarer deres privilegier


Teksten er en af bogens enkleste, bastant aggressiv – men overordentligt effektiv, især når man hører Lars læse det op. Dog: hvad vil det mere præcist sige, at politikerne pisser på os, når de beskytter vores følelser? Implikationen er dels, at den politiske hensynsfuldhed er illusorisk, en magtstrategi. Men også, tror jeg, at politikerne svigter os ved at tildække virkeligheden med et beskyttende fernis. I første digt af afsnittet ”mennesket er grimt” finder man linjerne ”er det dødsangsten, der får os til at vedtage love/ som får vores liv til at imitere livet/ i de mest rigide dødsriger? Lovgiverne, regelmagerne/ og værdisætterne, lad dem administrere en forlystelsespark for døende. Jamen, det er jo det, de gør.” Angsten for døden sætter en politisk orden, hvis primære opgave bliver at tildække døden med forlystelser. Deraf den anden teksts ”beskyttelse”, deraf dets (i mine øjne) mest provokerende udbrud: ”Hip, hip, hurra!”

Den sjette linje er vel den, der eksplicit peger tilbage mod ”digtproduktionen”. Det kan synes provokerende at gøre digtningen (og med den den kunstneriske kreativitet) til en magtstrategi på linje med politiske og økonomiske magtstrategier. På den anden side har jeg i al fald mødt massevis af digtere, der – overbeviste om det egne talent – brugte det som en undskyldning til, f. eks., ikke at tage deres liv op til en generel revision. Eller bare til at opbygge et anstændigt selvværd, nu man hverken er blevet rig eller berømt. I den forstand er (henvisningen til) talentet en magtstrategi, en måde at opnå anerkendelse og at hævde sig. Hvorfor er det så at pisse på ”dig”? Vel fordi digterne da ikke anerkender den anden – ”du” – som et ligeværdigt menneske. I stedet bruger de dig, søger at støde dig nedad, så de selv kan komme op i verden.

Lige så vigtigt er det, at digtningen da tømmes for de inderligt-eksistentielle funktioner, vi (samfundet? digtere og læsere?) ofte tilkender den. Det er helt bevidst, tror jeg; deri ligger dens eventuelle provokation: Idéen om, at digterne er nogle svin, der skaber perler, er lige så gammel som (i hvert fald) Hemingway. Noget lignende gør sig gældende i ”Digtproduktion er en samfundsmæssig luksus som sker/ på bekostning af andre, mere fattige samfund.” Det er ikke så meget det, at Lars her insisterer på at se digtningen som en nationaløkonomisk udgift (det er den jo, om end en af de mindre), som det, at den nægter at tilkende digtningen de inderligt-eksistentielle funktioner – de subjektdyrkende funktioner - vi plejer at legitimere den med.

Hvorfor denne ”tømning” af digtningens potentiale? Her kan man med fordel vende tilbage til politikerne og deres tildækning. Jeg tror, at et af temaerne i I morgen findes systemerne igen, og baggrunden for dens enestående aggression, er en stadig forestilling om, at digtningen (og digterlivet og intimsfæren med kæresten og barnet) på den ene side er en kilde til utopiske modbilleder i forhold til et velfærdssamfund, der mest af alt præsenteres som et institutionelt helvede. Og på den anden side som en tildækning af den faktiske virkelighed, der netop er den nedslidte velfærd, ”forlystelsesparken for de døende”. Under alle omstændigheder viser enhver mulig udvej at have sin mulighedsbetingelse i institutionerne. Det gælder naturen: ”Søen er et fælleskab/ alle de parkeringer og offentlige skraldespande”. Det gælder kærligheden: ”Byfornyelsen hjælper os med at elske”, ”hvem elsker du/ få hundrede meter før dit endeligt?” Og det gælder vel digtningen.

I morgen findes systemerne igen er skrevet, tror jeg, med denne udsigtsløshed som præmis. På den anden side er præmissen tydeligvis ikke acceptabel. Den er skrevet fra et sted, hvor jeget ikke føler sig hjemme, ikke ønsker at være. Derfor bliver dens beskrivelser af digtning, kærlighed og det nære liv – af snart sagt alt - ironiske. Men ironien er ikke kun sarkastisk og vrængende trope, den er også melankolsk og utopisk.