30.4.04

Okay her kommer så første del af samtalen med Tue. God timing, da Bukdahl har omtalt udposten her i Weekendavisen i dag. (Det er mig der taler med fedt.)


Jeg vil gerne starte med et enkelt spørgsmål:
Jeg har (ved flere lejligheder tror jeg) hørt dig sige at du mente de danske forfattere ikke var ambitiøse nok. Hvad mener du egentlig med det?



Det er rigtigt. Jeg mener, at en række danske forfattere (og -spirer) ikke er ambitiøse nok. Og jeg mener, det især er et problem indenfor den smalle, såkaldt eksperimenterende litteratur, og især blandt dens yngre udøvere.

Ironisk nok er det en gruppe forfattere (og -spirer), der i egne øjne er overordentligt ambitiøse. De er ambitiøse på litteraturens vegne, som det hedder, og går derfor ikke på kompromis i forhold til markedets og forlagenes og "alle andres" krav. De nægter, kort sagt, at gå på kompromis med det, de vel opfatter som deres kunstneriske og æstetiske visioner.

Hvordan bliver denne tilsyneladende kompromisløshed til en mangel på ambition? Det gør den for så vidt som litteraturen altid - ALTID - henvender sig til nogen. Også den kompromisløse, eksperimenterende kunst har et intenderet publikum iboende i sig. For mig er det tydeligt, at den smalle litteraturs intenderede publikum pt. er en subkulturel, litterær offentlighed. Deri ligger mere end at disse bøger kun læses af få mennesker. Bøgerne henvender sig simpelthen kun til den lille gruppe af læsere, for hvem selve "det eksperimenterende" er en værdi i sig selv. Det vil i praksis sige publikum på The Lab samt en mindre gruppe af yngre forfattere og studerende på universitetet, der i øvrigt kender hinanden på kryds og tværs.

Ved kun at henvende sig til de på forhånd omvendte bliver den unge, smalle litteratur på én gang eksperimenterende og fuldstændigt risikofri. Taler man kun til sine meningsfæller, så risikerer man f. eks. aldrig at blive udfordret i sine grundlæggende antagelser om litterær og kulturel værdi.

Man kan spørge sig selv, hvor meget eksperiment (eller kompromisløs vision, for den sags skyld), der ligger i ikke bare at skrive NØJAGTIG den slags litteratur, alle ens venner og litterære bekendte forventer af en, men endda at skrive den på en måde, så det er tydeligt, at man kun henvender sig til disse venner og litterære bekendte. Værre er det i mine øjne, at denne rettethed mod den litterære subkultur også betyder, at den smalle litteratur omvendt INTET har at sige en større offentlighed. Ret beset henvender værkerne sig slet ikke til det samfund, der omgiver dem. De henvender sig ikke til størstedelen af den læsende danske befolkning, f. eks. - igen taler jeg her om det intenderede, ikke det faktiske publikum.

To afsluttende kommentarer: For det første tror jeg ikke, at det her er et spørgsmål om form, i al fald ikke i den forstand som man har set det i den mere fladpandede del af den litterære kritik. Jeg tror ikke, at den realistiske romaner i sig selv er en udadvendt, ambitiøs og engageret genre. Fra min erfaring som anmelder på Information ville jeg snarere sige, at det modsatte er tilfældet. Det er snarere et spørgsmål om at ville noget med sine bøger, først og fremmest om at ville mere end æstetiske og formelle eksperimenter - at lade disse blive et middel til at nå andre mål. Hvad disse skulle være? Her citerer jeg hellere fra lederen til det kommende nummer af Den Blå Port, der også diskuterer spørgsmålet om den litterære undergrund: "Det er på tide, at den litterære undergrund bliver ambitiøs, ikke bare på egne, men også på andres vegne. På tide, at den ikke bare opsøger det æstetisk mulige, men også påtager sig moralske og politiske risici. At den ikke bare undersøger det forståeliges, men også det tilladeliges grænser. Ikke bare opsøger nye sproglige former, men også nye måder at tænke menneske, socialitet og verden på, nye måder at kritisere det bestående på og nye forestillinger om, hvordan litteraturen kan bidrage til det samfund, der ligger rundt om den."

For det andet har jeg her diskuteret "den smalle litteratur" uden at sætte navne på. Det er vel ikke helt vederhæftigt. Jeg nøjes foreløbig med at nævne, at min irritation især er blevet vakt af Mikkel Thykiers iscenesættelse af sine egne digte, både som den kommer til udtryk i struktur. 16 objekter og i Legenda 4, og af den selvtilfredshed, der kan ligge i latteren ved ØKs oplæsninger på The Lab - måske fordi begge, Thykier og The Lab, har fat i noget, men i mine øjne ikke får brugt det til noget.



Du tager fat i mange ting her og jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal starte ... måske med det mest konkrete, nemlig Mikkel Thykier og hans iscenesættelse af struktur... som jeg jo sådan set selv tog del i via mit engagement i forlaget. Der er en længere historie bag det, som det kun er Mikkel der kan fortælle, men som jeg husker det var hans ide ikke oprindeligt at udgive de seksten unummererede løsark samlet, men et for et som en føljeton. Jeg er meget glad for at det ikke blev sådan, men at de foreligger som et samlet objekt. Som et samlet og meget smukt objekt. “A thing of beauty is a joy forever” osv.
Du kan sige at Keats’ berømte linje også blot holder sig til det æstetiske område. Men i det der “forever” ligger der jo en universalitet, at det skønne er tilgængeligt for alle, der gider opsøge det. En enorm ambition.

Som selvfølgelig står i skærende kontrast til det du nævner om den litterære subkulturs selvtilstrækkelighed. Jeg får af og til en mistanke. Hvorfor udgiver man bøger? I Danmark udgiver man bøger (uden at tænke noget videre over det) fordi det er man nødt til for at få legater (og hen ad vejen osse bibliotekspenge) - ikke for at tale ind i nogen litterær (for slet ikke at tale om nogen anden) offentlighed. Ikke fordi man har, som det hed i gamle dage, noget på hjerte. I den sammenhæng er Mikkel et dårligt eksempel, for han er i det mindste en forfatter som forsøger at reflektere over sin egen udgivelsespraksis (ikke altid med lige stor stringens vil jeg mene) - og uden tvivl med noget at komme med.

Men hvad betyder det du og Skinnebach skriver om at påtage sig moralske og politiske risici? Betyder det netop at stille sig op med noget på hjerte og stå inde for det med hele sin person?




Her troede man, at man var en rigtig pessimist og hårdkogt og alt det der, og så går du skridtet videre! Hvor sørgeligt, hvis forfatterne ikke engang vil hinanden noget, men kun skriver for at få del i velfærdssamfundets socialdemokratiske støtteordninger. Hvis det er rigtigt, har Brian Mikkelsen ret: Vi skal støtte færre kunstnere. Og vi skal kun støtte dem, der har bevist, de vil os noget – vækstlaget må klare sig selv.

Mht. Thykiers struktur, så synes også jeg, at de 16 løsblade tilsammen udgør et smukt objekt; det, der irriterer mig er valgslægtskabet med Peter Louis-Jensen, der ligger i titlen og den vedlagte, forklarende notes antydning af, at bladene skulle fungere på samme måde som Loius-Jensens skulpturer. Det gør de nemlig helt åbenlyst ikke. Louis-Jensen søger at nå hinsides kunstens institutioner og søger at forandre vores syn på byens eksisterende rum ved at sætte kasserne ind som fremmedelementer. Selvom Thykiers digte som udsagn måske kan siges at tematisere en lignende opmærksomhed, ikke overfor byen, men overfor det andet menneske og overfor - en idyllisk livsverden, måske? – så er de i deres praksis, dvs. den måde man læser dem på, og det sted man møder dem som læser, helt anderledes.

Da jeg oprindeligt anmeldte bogen, irriterede det mig, at Thykier – jeg antager, han har skrevet den forklarende note – insisterede på at iscenesætte sit så åbenlyse talent for klassisk skønhed ind som et projekt, det kun i postulatets form har del i. Og jeg havde en idé om, at han gjorde det, fordi det blandt ”unge, eksperimenterende forfattere” er mere hipt at have et valgslægtskab med tressernes eksperimenter end med Søren Ulrik Thomsen, som jeg synes, han minder meget mere om. Når man læser hans bidrag i Legenda 4, bør man imidlertid skærpe kritikken. Det fremgår jo der at Thykier ikke – længere? – ønsker at skrive smukt og da slet ikke ønsker at fremskrive en universel skønhed. Den slags er vel snarere det, han bekæmper, men altså alligevel producerer. I stedet vil han nå frem til et renere og mere autentisk møde. Det finder han så i brevet som praksisform, skriver han.

Deraf anonymiteten, deraf forsøgene på at bryde ud af litteraturens sædvanlige distributionsformer, deraf, kort sagt, hans bevidste forsøg på at unddrage sig offentligheden. Som det fremgik af mit forrige brev er det ikke en ambition, jeg er enig i. Derudover synes jeg også, Thykier hykler, blandt andet ved at stille op til det seminar, som Legenda 4 udspringer af og ved overhovedet at udgive bøger, hvis hans ambition ligger i at unddrage sig litteraturen og offentligheden. Da viser han, at han både vil blæse og have mel i munden.

Jeg har også en mistanke om, at Thykier ikke forstår, hvad det er, der forbinder os til det større sociale rum. Man kan formulere det sådan, at vi socialt både har en institutionel og en hermeneutisk-fænomenologisk identitet – det sidste bruger jeg af mangel på bedre ord. Det sidste er den eneste Thykier har øje for og gør op med. Den handler om det billede af os, som vi selv danner og som andre danner af os, om livsverden, følelser osv. Den anden handler om vores cpr-nummer og alt det, vores cpr-nummer forbinder os med. På mange måder er den anden vigtigere og mere individuerende end den første: Der findes f. eks. mange, der hedder Martin Larsen, men kun 1, der har dit cpr-nummer. Og når man søger om penge til en udgivelse, søger ind på en uddannelse, skal have udbetalt løn – når man skal interagere med private og offentlige institutioner – er navnet aldrig nok. De skal også have cpr-nummeret.

Det viser sig jo, at Thykier gerne vil opgive sit navn og sin forbindelse til den litterære offentlighed, men ikke sit cpr-nummer, og ikke sin forbindelse til den litterære institution: Det fremgår af struktur, at han har fået støtte fra Litteraturrådet. Hvis der virkelig skulle være noget på spil i hans projekt, skulle det skjulte, institutionelle aspekt altså medtænkes. ... Hvilket altsammen også forklarer, hvorfor jeg er mere interesseret i Claus Beck-Nielsen og Pablos Henrik Llambias’ projekter, end jeg er i Thykiers. Altimens jeg fuldt ud anerkender, at han på mange måder skriver bedre end de gør.

Det andet punkt, du rejser: Formuleringen om risici er dels inspireret af et par artikler af den norske kritiker Eirik Vassenden i tidsskriftet Vagant. Men den dækker også over, at det ikke bare handler om at have ”noget på hjerte”, som du skriver – i så fald risikerer man med et krav om, at forfatteren skal have klart defineret ”holdning”, hans værk giver udtryk for. Jeg vil hellere se digtningen en undersøgelse, som noget, der stiller snarere end besvarer spørgsmål. Men for at stille på en gang relevante og svære og betændte spørgsmål, må man være villig til at tage risici – og faktisk interessere sig for samfundet og tilværelsen omkring sig. Giver det mening?

Faktisk har jeg også et spørgsmål til dig. I din nye udgivelse – eller måske bogobjekt – Svanesøsonetterne, skriver du i en kommentar til Hugo Friedrichs Strukturer i moderne lyrik, at at der ikke længere gives en transcendens, end ikke en tom transcendens. I dag er den eneste vej til patos den personlige henvendelse, skriver du. Det synes jeg er interessant, både fordi det står som en udfordring af meget af det, jeg har skrevet her, og fordi du indirekte lader patos stå som et af litteraturens mål. Care to elaborate?

(fortsættes)

29.4.04

Jeg har lavet mulighed for at komme med kommentarer - især med henblik på en kommende attraktion: En samtale med Tue Andersen Nexø.

24.4.04

Jeg tvivler lidt på om det overhovedet kan give meget mening at diskutere poesiens forhold til politikken eller til samfundet eller historien med kinesiske digtere, hvis sprog og forhold er så anderledes som de er? Man kan diskutere forfatternes forhold selvfølgelig, deres personlige omstændigheder og vanskeligheder. Det kan man jo sådan set gøre med hvem som helst (selv bureaukrater), men hvis man ikke kan få fat i den måde det faktisk griber fat i teksterne selv på (og evt. den måde teksterne omvendt griber fat i omgivelserne på), hvor interessant er det mon så? Ikke så fantastisk interessant hvis man skal tro dagens seminar på KUA. Det var sådan set sjovt nok at høre digterne fortælle i meget generelle vendinger om hvad der er sket og sker i Kina i de seneste år og at få en fornemmelse af hvor frontlinierne går.

19.4.04

Endnu et gammelt digt - jeg har meget længe gerne villet skrive en rigtig god villanelle, men det er virkelig virkelig svært. Det her er det nærmeste jeg kan komme.


Nørden fra Memphis


Jeg nøjes med at læse i min bog
og sidde alene med mine minder.
Jeg taler heller ikke deres sprog

heromkring. Jeg venter på mit tog
og kaster stjålne blikke efter to veninder.
Jeg nøjes med at læse i min bog.

Omsider nærmer toget sig i slow-
motion. Fugle synger, solen skinner.
Jeg taler heller ikke deres sprog.

Nej, de kan ikke få mit pis i kog
med smilehullerne i deres kinder -
jeg nøjes med at læse i min bog.

De er som katte når de taler, jo,
det lyder lidt som om de spinder.
Jeg taler heller ikke deres sprog

og sidder stum og kuet som et fjog:
Det er jeg, når det drejer sig om kvinder.
Jeg nøjes med at læse i min bog.
Jeg taler heller ikke deres sprog.

18.4.04

Sjovt at se at de dummeste danske debatter kan eksporteres til Norge.

15.4.04



Et gammelt digt, et lejlighedsdigt:


SLOW MOTION

Dette er et digt som ikke kan skrives
i realtime. Jeg fyldte 32
for en måned siden. Se brandbilerne.
Hvad er den musik jeg hører?
Et kor? Ikke menneskelige stemmer.
Breathe. Breathe. Easter Islands.
De kommer nærmere. De passerer.
De fjerner sig. Deres ansigter.
Dette digt må snart holde op.
Mange åbne mund. Ingen taler.
Musik for lufthavne. En klar
blå dag. Skyer. Ren ondskab.
Dette digt må slutte. Nu.

14.4.04

It's official, it has a name.
The Rumsfeld-theorem:
Absence of evidence is not evidence of absence.

13.4.04

Og nu blev jeg færdig med det!
Hurra! Det er kommet! Og det ser knaldgodt ud (bortset fra nogen brølere i noterne).
Og den her er så godt som færdig.
Og den her går jeg i gang med at lave helt færdig NU.

12.4.04

11.4.04

I am here to chew bubblegum and kick ass.



And I'm all out of bubblegum.
Hurra hurra, har netop sendt en (så godt som) færdig tekst med oversættelsen af Blumen til forlaget.

Har modtaget Jarnots Black Dog Songs. Der er meget Stein i Jarnot selvfølgelig, men jeg kan egentlig bedre lide det. Når man ikke er helt nedsunket i et sprog - dvs. taler det og hører det hele tiden (og gennem lang tid), men bare hører det på tv og læser det - kan man ikke de høre de små forskydninger i det, man er ikke opmærksom på dets subtile (og ofte flygtige) forbindelser. Som er nogle af de ting litteraturen og poesien arbejder med. Så det er de lidt mere grovkornede virkemidler der brænder igennem. Christian Bök er et godt eksempel, Lisa Jarnot er et andet.

7.4.04

Bøger modtaget:
NYE KINESISKE DIGTE, Arena
Soldatmarkedet, Monica Aasprong

Bøger ikke modtaget:
Banana Split 23

Bøger fabrikeret:
Svanesøsonetterne

Mere senere.