– Hvad er en Molly Maguire? Hvem er Molly Maguire? Hvis du spørger Mr Aiken* er det såre simpelt. Det er et hemmeligt selskab af irske bøller, hvis eneste formål er at sprede død og ødelæggelse over ærlige mænd og deres ejendom, rædsel og skræk blandt handlende, store som små, rige som fattige. Black Jack Kehoe og hans bande, som de hængte i Pennsylvania, fordi de havde likvideret formænd og forvaltere i kulminerne. Fordi de havde sprængt jernbanespor i luften og brændt selskabets butik ned for at jage ejerne og deres lakajer en skræk i livet. De myrdede kun de værste af dem, men de sørgede for, at ingen af blodsugerne kunne føle sig sikre. Det er, hvad de siger om Molly Maguire i Hazelton. Men det begyndte i Irland, jeg ved det, for min far var fra Ballinamuck, og han har fortalt mig alt om det, og nævner man Mollys navn, påkalder man en dybere rædsel, end Mr Aiken og alle hans glade teatergængere kan forestille sig. Der er nogen, der siger, Molly Maguire var en enke, hvis søn blev tæsket ihjel af politiet, da han prøvede at stoppe dem fra at smide hende ud af hendes hus. Hun havde ikke betalt husleje; det var der ikke nogen, der gjorde. Ingen havde nogen penge; kartoflerne var rådnet på markerne, og bønderne hyrede ikke nogen landarbejdere til høsten. Der var sult og fattigdom, og landarbejderne var de fattigste og sultneste, og nogle af dem bestemte sig for, at de ville ikke sulte så længe, der var folk, bønder og købmænd og herremænd, som havde deres egne forrådskamre med kartofler og madvarer gemt væk. De slog sig sammen i små grupper og kaldte sig Molly Maguires sønner, og de begyndte at plyndre dem, der havde rigeligt og give til de fattige, som på det tidspunkt var døde i hundredevis af sult og febersvækkelse.
Han ser på Ella med et rødmosset, blussende hoved glinsende af hudfedt og pomade. – Jeg har hørt, det foregik sådan her: Deres anfører klædte sig ud som en dame og gik hen til en købmand, man vidste havde rigeligt på lager. Og så sagde han, han var Molly Maguire, mor til irske børn som har tigget længe nok, og når han sagde det, vidste købmanden, det var alvor. Hvis ikke de varer, de havde forlangt, blev udleveret til tide og på det sted, der var blevet sagt, så ville købmanden få besøg af en bande unge knægte, som smadrede hans hus og hans magasiner og plyndrede dem for alt, hvad der var.
Der er osse nogen, der har fortalt, at Molly Maguire blev gal, efter hendes dreng var død, og hun bildte sig ind, hun var leder af en mægtig organisation og befalede over en hær af mænd, der adlød hendes mindste vink, mens hun boede alene i et lille skur, ingen ved hvor henne.
Så døde hun vel, for hendes testamente til sine sønner, eller noget, nogen kaldte det, begyndte at cirkulere rundt. Hun beder dem i hendes navn, i Guds navn, i Irlands navn, om altid at opføre sig som gode, kristne mænd og aldrig hugge lemmerne af en mand eller slå ham ihjel uden at have givet ham behørig advarsel i forvejen. Kun dem, som stædigt og med fast vilje udsætter sig selv for fare, skal blive ramt af den og komme til skade. Hun udtrykker sin sorg og beklagelse over alle de forfærdelige gerninger, der er blevet begået i hendes navn af slyngler og sølle landsknægte. Hun byder sine sønner ikke at strejfe rundt i nattens mulm og mørke, aldrig at komme i konflikt med politiet og soldaterne, som bare gør, hvad de er blevet betalt for, og aldrig at gøre forskel på folk på grund af deres religion og at lade fortiden ligge og altid se fremad.
Hun underskriver testamentet, skriver hun, ‘med mit Milesiske Navn,’ Molly Maguire. Hvad betyder det? Milesisk betyder irsk, mileserne var den ældste stamme af dem, der kom til Irland for tusind år siden. Men der er en gammel historie, som siger, da mileserne kom, mødte de et ældre folk, og efter de havde kæmpet om landet, blev de enige om at dele det, så mileserne fik den jord og de marker, vi kalder Irland nu, og derfor er irernes forfædre, men de andre fik Andenverdenen, og derfor kender vi dem ikke så godt, for de lever det samme sted, men skjult. Måske mente Molly Maguire, at hun ikke bare havde et milesisk navn, men også et skjult, og hun hørte til i begge verdener?
Det lyder skørt, det ved jeg godt. Men der er folk, der tror på den slags i Irland, og hvad folk tror på, skal man tage alvorligt, for selv om det er tosset, viser det sig alligevel at have sin egen sandhed, for vi lever både i den virkelige verden og i den verden, vi forestiller os, vi lever i, og de er vævet sammen og kan ikke skilles ad.
Lad mig fortælle den historie, min far fortalte mig. Det var i kartoffelpestens første år. Der var en mand i Ballinamuck, der havde mistet sin kone, og min far gik derover om aftenen for at kondolere. Der var mange mennesker, som var samlet for at sige farvel, og hun lå der stadig, var blevet vasket og havde fået sit bedste tøj på.
Det må have været omkring juletid, for på et tidspunkt banker det på døren, og da nogen lukker op, er det mummerne, som braser ind i deres kostumer og begynder at bralre op med deres vers og remser. Nogen må jo have sagt til dem, hvor upassende det var, og de må osse have set konen, der lå der, mens folk stod og snøftede. Men en af mummerne, ham de kalder Doktoren, går hen til sengen og stirrer på liget, og han har et vers, hvor han siger:
Jeg kurerer, hvad der plager din krop;
Ni piller, ni dage – før solen står op.
Hvis ikke det virker, skal I ikke betale.
Smag på min stokkeampuls materiale
Kendt som hokuspokus-svovlhattesvampen.
Rejs dig, kadaver! Tilbage i kampen!
Og så blev der helt pinagtigt stille i rummet et øjeblik, og den døde rørte sig selvfølgelig heller ikke, og Doktoren så sig omkring, før han slog ud med armene og sagde, som mummerne gør:
Men hvis det, jeg siger, ikke gør jer tilpas
Så kommer her … Molly Maguire … Gør plads!
Så gik døren op. En kvinde kommer ind, langsomt. Hun har en hvid kjole på, hvide skørter. Men hendes ansigt og hendes hals er sværtet af brændt kork. Hendes øjne er kæmpestore og tomme. Hun kigger rundt i stuen, men lader ikke til at se noget. Nu er det sådan, at blandt mummerne er der kun en kvinde, og hun er næsten altid en mand klædt ud i dametøj, og det er hende, de kalder Biddy Funny, fordi funny rimer på money, og det er hende, der går rundt med hatten og samler ind. Så der var en af efterladte, som troede, det var det, hun var der for, og som fandt sin portemonnæ frem for at give hende et par mønter og slippe af med dem. Hun så på ham med sit stive blik, og så, fortalte min far, udstødte hun et skrig, der ikke var som noget, nogen har hørt før, så kraftigt, at det blæste folk omkuld, som et slag i ansigtet og ikke en lussing heller, men en rigtig knyttet næve lige på næsen af den slags, der slår tid og rum helt ud af hovedet på en et øjeblik, og lige som min far var kommet sig over det og var på vej på benene, så skreg hun igen, og det var så voldsomt, at min far gik ud som et lys og ikke anede, hvad der skete efter det. Da han vågnede næste morgen, var der nogen, der havde slæbt ham i seng, men da han spurgte, hvad der var foregået, var der ikke nogen, der kunne eller ville sige noget om det.
Nu tænker du sikkert, som jeg osse selv sagde til den gamle, at han var gået lidt for grådigt til gravøllet. Sådan var det sikkert. Men kort tid efter begyndte man i County Cavan at høre historier om bander i hvide kjoler, der brød ind i folks huse midt om natten og i vanvittigt raseri tæskede beboerne og plyndrede dem for mad og penge. Røverne var ukendelige og havde malet sig med brændt kork i ansigtet omkring munden og øjnene. Nogle af dem havde revolvere gemt i deres skørter.
Præsterne fortæller os, at der er jorden forneden og Himlen foroven og nede under det hele er Helvede, og på den måde er der god styr på det hele. Og når Kristus kommer herned igen, bliver det de sidste dage, og helvedes porte vil blive slået åbne, og englene vil hælde skåle med byldepest ud over menneskene. Men jeg kan godt sige dig, at hvis det er noget, der sker i vores levetid, så er der mange irere, der vil genkende apokalypsen, når den kommer. De har allerede set Helvede på Jorden. Døde marker, hvor samtlige planter kollapsede, når de vanddrukne pletter og den hvide skimmel bredte sig fra blade til stængel. Min far fortalte om folk, som lå døde af sult i begge sider af vejkanten, nøgne, fordi de havde måttet sælge alt, hvad de ejede, til sidst deres usleste klæder. Om koner, der låste sig selv inde af skam over deres elendighed for at lægge sig til at dø i et hus, hvor manden allerede lå i sengen og rådnede sammen børnene. Den ene verden og den anden verden findes vævet ind i hinanden. Og der er dem, der siger, at de hærgende, hvide bander slet ikke var Molly Maguires, og endda at der aldrig har eksisteret nogen sørgende enke og mor, men at det var de rasende, gamle, blodtørstige guders genfærd, Crom Cruach, der hjemsøgte landet, ham de oprindelige irere bragte blodofre, og for hvem de slagtede deres førstefødte på Magh Slécht, for at høsten skulle blive god. Det var før Kristus’ tid og også før kartoflen, og måske var det derfor, de lod deres raseri gå ud over den.
* Albert Aiken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar