29.6.09

Dæmonisk?





Engleagtigt?


26.6.09

Lipogram in E: Writing as a form of a workout is paradigmatic to Oulipian praxis.


 

22.6.09

III

Mikkel beskriver i det tredje af bogens tre forord en form for læsning, der ikke orienterer sig efter “musikalitet, spændstighed, skæve syner og billeddannelser, elegance, sensibilitet, charme, indlevelsesevne, humor, indsigt osv.” Man kunne måske fortsætte listen med endnu mere vulgære ting såsom spændingskurver, plot, underholdning – alle de ting, man ville kunne sammenfatte som de steder i en tekst, hvor sproget selv eller teksten selv bliver et show i aller bredeste forstand, bliver et verbalt fyrværkeri eller psykologisk indtrængende, gribende simpelthen, eller, hvis man var mere giftig ville man sige show-off; alle de steder, hvor forfatteren virkelig viser os, hvad han kan. Og jeg siger, hvad han kan med vilje for selv om jeg ikke vil sige andet om de to andre bøger her, vil jeg lige gøre opmærksom på den lidt løse forbindelse mellem de her show-off kvaliteter og så det vi tit forbinder med typisk maskuline kvaliteter, de egenskaber det stærke subjekt har, evnen til at lukke af for de intime følelser, den evige trang til at demonstrere for den ydre verden at man har styr på tingene, alle de der klassiske maskuline klicheer. Som Mikkel så rigtigt skriver i hæftet om Vincent Gallo, handler Buffalo ‘66 om en person, der forsøger at tage den maskulinitet på sig, men gang på gang på ydmygende og meget komisk vis bliver frataget den værdighed, som hele den der maskuline forestilling (og 'forestilling' kan man her både forstå som idé og som show) er baseret på. Der gemmer sig et elegant ordspil her, måske kunne man sige at maskuliniteten netop er en maske, som når den rives af igen og igen, blotter det intime ansigt, der skjuler sig bagved.

Men tilbage til den type læsning som søger noget andet. Hvad for noget andet? En ‘stumhed’ foreslår Mikkel, eller noget ufuldkomment, sprækker, hvor noget andet kan dukke frem. Det kunne være skitser, udkast, det kunne være steder, hvor forfatterens mangler afslører sig, tekster der er ‘døde’ som Norén kalder dem, eller forarbejder (som bogen her, det kan næppe komme som nogen overraskelse, at bogen er et forsvarsskrift for sig selv). Men hvorfor skal vi dog læse den slags, kan man med god ret spørge? Er det ikke forfatterens opgave, at gøre tingene færdige og gøre sig umage, og er vi ikke bedst tjent med at læse tekster, der viser os forfatteren i hans eller hendes fulde flor?
Den her anden måde at læse på peger tilbage på romantikken som den tid, hvor man begyndte at læse fragmentet som litterært udtryk og se skitsen som kunst. Men det er ikke historien det handler om her, og det er heller ikke, tror jeg, selv om jeg ikke kan overskue, hvordan det evt. hænger sammen, den romantiske tanke om det sublime overfor det skønne.

I stedet taler Mikkel om intensitet overfor imtimitet, ikke nødvendigvis sådan at det ene optræder på bekostning af det andet, men ud fra en idé eller muligvis iagttagelse om at den moderne litteratur (og der findes kun moderne litteratur i den her bog, men jeg er ikke sikker på at det ville stille sig anderledes med al den anden litteratur vi kender fra den vestlige kanon, i hvert fald i det vi forstår ved litteratur i snævrere forstand), al den moderne litteratur har satset ensidigt på intensiteten, mest emblematisk med Nietzsches udtryk om at ‘føde en dansende stjerne’. Idéen om intensitet kobles så sammen med forestillingen om subjektet, jeget (på den måde kunne man måske sige, at det emblematiske moderne intense værk er ‘Sangen om mig selv’?); mens intensitet er koblet til subjekt forudsætter intimitet altid to subjekter i en møde-situation. Modernismen ser Mikkel altså som gennemsyret af jegets problem, især af jegets ubodelige ensomhed, dets konstitutionelle eksil i forhold til verden og vi får en litteratur, som, selv om den ikke altid handler om dem, kommer til at tage udgangspunkt i angst og ensomhed og hvor intensiteten måske forsøger at opfylde sig selv til ekstase, ek-stase, som betyder at stå uden for sig selv eller som vi siger på dansk, at være ude af sig selv.
Hvorimod det ikke er angsten men altså den i og for sig lige så problematiske følelse ved ikke ensomheden men genertheden som bliver udgangspunkt for den intime løsning.

Men lad os lige vende tilbage og spørge igen, hvorfor det nu var vi skulle læse skitser og ufuldkommenheder, og hvad det har med intimitet at gøre?
Jo, hvis vi nu for et øjeblik forestiller os, at det at skrive ikke er et sted at præsentere eller gestalte erfaringer, men et sted at gøre erfaringer, hvilket er noget som en vis del af den moderne litteratur godt kunne finde på at hævde, og det gælder ikke mindst den del af litteraturen, som nærmer sig litteraturteori – ikke akademisk teori, der netop har til opgave at samle og videregive viden – den litteratur som digter med begreber, som bruger begreber til (jeg citerer): “det imaginære arbejde, der altid har været litteraturens”, “at skabe forestillinger”, hvis vi tror på det, så bliver skitsen et sted, som er nærmere erfaringen selv end værket – for værket er det sted, hvor erfaringen formuleres, håndteres og stabiliseres med de krav til indre sammenhæng det muligvis medfører. Det er klart, at det vi møder i skitsen eller med Mikkels eksempel i Anti-Ødipus’ arbejdspapirer, det er ikke erfaringen selv, det er stadig skrift, men man kan forestille sig at det er et “mellem-område, et område mellem erfaringens forvirring og erkendelsens klarhed.” Måske er det med den forvirring idéen om intimitet opstår. At vi er tættere på forfatteren end vi nogen sinde kan komme i værket – værket er i al gængs moderne litteraturteori jo autonomt, en størrelse i sig selv, et sprogligt objekt frigjort fra sin skaber.
II

Litteraturens betingelser er altså verdens betingelser, som en ofte gentaget formulering lyder. Litteraturens betingelser er som allerede antydet, at den indgår i et socialt spil. Nu kan man inden for det sociales felt påstå alle mulige ting om litteraturen – at den fylder for lidt i offentligheden, at forfatterne fylder for meget i offentligheden, at bogens vilkår på det frie marked er vanskelige, at forfatterenes økonomiske forhold er elendige, at litteraturen bør (eller ikke bør) engagere sig i den politiske virkelighed; man kan se på litteraturens sociale funktioner på alle mulige niveauer.
Det er Mikkel ikke interesseret i. Det er ikke det, han vil tale om. Han vil tale om litteraturens helt grundlæggende måde at være social på, dvs. den måde dens henvendelse til læseren finder sted på. Nærmere bestemt vil han rette blikket mod litteraturens manglende evne til at skabe et intimt felt for sin læser, et intimt møde mellem den læsende og den skrivende eller i den bedste af alle verdener måske mellem to skrivende, en skriftens møde og udveksling i det intime rum, hvor ‘læser’ og ‘skriver’ ideelt set er indbyrdes udskiftelige begreber. Flere gange nævnes brevvekslingen naturligt nok som model for denne skrift.


Hvis jeg skal væve lidt videre på det, og her taler jeg altså på egne vegne og ikke på bogens (men det gælder jo sådan set alt det jeg siger), så vil jeg sige, at den model for litteratur (jeg vil gerne kalde det en model for litteratur for selv om Mikkel nogle gange polemiserer mod litteraturen som sådan, andre gange mere specifikt mod modernismen og antyder at den (litteraturen/modernismen) overhovedet ikke er i stand til at tilvejebringe et sådant møde, så er jeg af den opfattelse, at det kan litteraturen faktisk godt, det møde er faktisk muligt), brevvekslingens eller det intime rums model for litteraturen, den virker ganske genkendelig for mig som en læsningens poetik (hvis man kan tale om det, det mener jeg sagtens, man kan); når jeg læser vil jeg ofte læse som en, der søger at lytte efter hvad forfatteren forsøger at sige mig, som om forfatteren taler direkte til mig. Derfor synes jeg osse jeg har et meget intimt forhold til de forfattere, jeg holder af. Hvis jeg omvendt oplever, at forfatteren forsøger at tale til et ‘publikum’ af læsere, hvis beskaffenhed på forhånd er bestemt, fx til ‘offentligheden’, bliver jeg let irriteret eller ligefrem frastødt. Den intimitet jeg taler om her, er en konstrueret intimitet, men det betyder ikke at den er uautentisk.
Første del af det jeg prøvede at sige ved receptionen for udgivelse af de tre bøger, Entre: Mikkel Thykier, Skyggeboksning og Gennem mig gik hun i seng med en afdød (hun tog et lig i munden).



I

Den her bog starter i og for sig med en misforståelse: Forfatteren begynder med at notere sig det pudsige faktum, at før man går i gang med at læse en bog på engelsk, kan man risikere at skulle igennem en ‘prologue’. Og før den har man måske allerede skullet læse en ‘introduction’. Før den er man muligvis stødt på et ‘foreword’. Og før det kan man endda have skullet læse eller, hvis man ikke har orket det, skullet bladre sig forbi et ‘preface’. De tre første, siger Mikkel (lad os tillade os at være så familiært intime, at vi bruger forfatterens fornavn), de tre første svarer vel på dansk nogenlunde til henholdsvis ‘prolog’, ‘indledning’ og ‘forord’. Men hvad med ‘preface’? hvad er det? Det ansigt, der vises før teksten? Eller noget, der er før ansigtet? (s. 19) Det lyder mærkeligt, sådan noget har vi vist ikke på dansk? Men misforståelsen her er jo så at preface kommer af lat. præ + fari, for + tale; det har intetsomhelst med noget ansigt at gøre. Et ‘preface’ er endvidere tit noget, som er skrevet af en anden end selve forfatteren og det er ofte karakteriseret ved at være underskrevet med navn, tid og sted lige som et brev.
På den måde bliver via en skæv betydning altså adskillige begreber som den her bog tager op som problematiske allerede sat i spil: Ansigtet, identiteten, navnet, bogen, brevet, litteraturen, de personlige pronominer.

Det første af de tre forord bogen rummer starter med en kort opregning af nogle af de vanskeligheder Mikkel har haft med at få udgivet bøger og få dem udgivet sådan som han gerne ville have det, vanskeligheder, der, kan man forstå, dels har været rent praktiske, dels har været resultat af en særlig litteraturopfattelse, en ideologi måske ligefrem, en litteraturopfattelse som spejler en opfattelse af det civile samfunds måde at organisere sig selv på:

Litteraturens muligheder for eksistens er stort set de samme som betingelserne for liv i dagens verden; litteraturen organiseres efter de samme betingelser som dem, det enkelte menneske og dets liv i dagens verden er organiseret efter; bøgerne og deres muligheder bliver en spejling af borgernes muligheder; det, der er en begrænsning af det enkelte menneskes liv og dets muligheder for at vise sig som et liv, er også en begrænsning af, hvordan litteraturen kan blive en del af verden”. (24)


[Her følger så et citat af et citat, som næsten helt sikkert er et selv-citat – dem er bogen nemlig fuld af]:

Den civile verden, og heriblandt de litterære institutioner, er organisatorisk set ikke åbne for alternativer til de civile principper (om identitet m.m.), hvilket for mig at se betyder, at litteraturen kun i begrænset omfang udgør et frit område eller et kritisk potentiale.” (25)


Ideen her er, at forlagene spejler Staten i deres måde at organisere bøgerne på:

Mod det sættes et ønske om, at der kunne skabes en litteratur, der lader hånt om de dyder ved udgivelse, der er en forlængelse af politiske og samfundsmæssige normer, en slags vision eller utopi om litteratur som en form for civil ulydighed: Udgivelse uden navn, uden ophavsrettigheder etc.” (25)


Endnu mere konkret kommer det til udtryk i den måde Statens Kunstfond støtter kunsten og de krav der hører med til det, hvor bogen bliver en form for stabiliserende identitetsskaber fordi kun den der har udgivet (flere) bøger på den rigtige klassiske måde kan komme i betragtning til støtte. Jeg citerer igen:

“Det er, som om bogen er en form for møntenhed og derfor har de samme behov som en mønt for en prægning eller et portræt til at sikre identiteten af mønten og dens ubrudte enhed, dens individualitet og dens værdi.” (29)


Den ideologi afvikler muligheden af at bogen kan fungere som et kritisk objekt – selv om bogen selvfølgelig kan være kritisk som tekst, selv om den kan omhandle de her ting, selv om den kan beskrive kritisk, kan den ikke selv fungere som et kritisk objekt fordi selve dens henvendelse er indfattet i bog- og identitetsideologien.

Løsningen for Mikkel forekom så i en periode at være at skrive navnløse bøger, dvs. bøger i hvilke forfatteren stod lige så anonym over for læseren som læseren er anonym for forfatteren. På den måde ville måske et egentligt møde (et utopisk møde, ansigt til ansigt) være muligt. Men den idé kan man jo så sige, at der tages endelig afsked med her nu i dag.

9.6.09

Pär Thörn, Lygten, 9/6, 14.59 - 15.41, reportage, direkte (forskudt)

14.59 begynder Pär på 3. kapitel af Röda Rummet, alfabetisk. Han fortæller noget om en maoistisk sekt. 5 gange Aristoteles. Og nu 'att'. 15.02 færdig med 'att', Videre med 'av'. Nå, det var ikke så længe. Nu B. 15.04. Vi er nået til C. Og straks videre til D. Nu næsten syngende 'den'. 15.07. Allerede ved E! Det går strygende. 15.08, vi er ved F. 'För' lyder som en sirene. Ordene forvandler sig. 15.12: G. H bliver en ordentlig omgang. Bliv dog færdig med det 'han'. Tak. Åh, så kom 'hans'. Nu lukkede nogen døren udefra, det gad drukkenboltene udenfor fandme ikke høre på mere. 15.17. Vi er kommet til I. Det er ret sjovt. Pärs stemme har det fortsat fint, lyder det som om. 15.19. Så ramte vi 'jag'. Og lynhurtigt videre til K. Hvem mon Kristina er? 'Kvarter' efter tyve minutter. Og hvem er Lundell? Hvis han hedder sådan? Ellers er der ikke mange navne, ikke mange personer åbenbart? Jeg har aldrig læst Röda Rummet. Jeg har aldrig læst Stridberg [sic]. Nå, Montanus var med? Jeg har dog set Ett Drömspell eller hvordan det nu staves. Det var i London. Opsætningen var flot, men jeg husker ikke noget som helst. Det var i Barbican. 'Nogot' nu. Update: 15.25 og vi er ved 'och'. Puha! Vi er iøvrigt fire publikummer. Dvs. de tre øvrige optrædende og arrangøren. Jeg gad vide om der er lige så mange ord, der begynder med s på svensk som på dansk? 6 bind af ODS. Det starter nu. 15.29. Vi begynder at kunne se en ende på det. En af publikummerne gav op her ved 'syllogisme'. Så! 15.35 og vi er ved T. 'Tiden'. Og 'till'. Er der to l'er i det? Jeg kan ikke stave på svensk. Jeg tror ikke engang det kommer til at vare tre kvarter. T er snart færdigt. Det blev det, mens jeg skrev sætningen. Nu er det næsten bare V (men først 'upp'). Og 'ur'. Og 'ut'. 15.40. Så er der kun de tre sidste vokaler tilbage. 15.41. Det er næsten slut. Det er næsten 'över'.