12.3.09

Min anden tanke er lige at kigge på alle tårerne igen helt løsrevne fra deres kontekst:

"Hernede er der mening med det meste, selv de sædvanlige lakerede pytter langs alle kantsten, som levede byen af at hobe tårer op." (7)
"Bag hver halvrustne cykel lænet op ad en mur, gemte sig en spejlstump udformet som en tåre. Hvem skulle græde den?" (8)
"Ikke mere flæben i gule taxaer..." (16)
"... modtager for prisen for årets længste grædetur..." (23)
"Regnen [...] ramte mig og jeg fik den opgave at sortere dråberne efter Indre Nødvendighed (IN) og begyndte straks at græde, så opgaven blev endnu mere umulig." (24)
"Ville du sidde med fødderne dyppet i mine tårer[?]" (25)
"Du tuder." (28)
"Jeg vil beundre hans evne til at græde på de rigtige tidspunkter" (36)
"Før grædeturene, det våde i rectum og speculum" (40)
"Så bliver tårerne ikke vulgære..." (41)
"At ingen bekymrer sig om, hvordan tårerne står over badekarret..." (44)
"Til sidst skylles lykkepiller ned med tårer." (50)

Jeg har sikkert overset nogle, men nu slår det mig, at alle disse tårer så ofte snarere end at være resultatet af ophidselser vel næsten bør ses som emblemer på dem. Tåren er det poetiske symbol for alle menneskets små forbigående jordiske passioner. "We need to be bitches again" står der, men NF er virkelig ikke – ikke i den her digtsamling i hvert fald – særlig bitchet, snarere lidt af en drama queen.