Jeg lovede for lang tid siden Audiatur, at jeg ville skrive lidt om Niels Franks Små guder. Jeg fik det aldrig gjort. Dvs. jeg kom godt nok i gang med det, men blev aldrig færdig. Så det bliver jeg nok aldrig. Men jeg kan da lægge det, det blev til, ud her. Jeg fik ikke hørt hvad Henrik Petersen havde at sige om bogen sidste weekend. Det var sikkert ellers interessant.



Tudebogen

Min første iagttagelse: Der grædes meget i Små guder. Min første tanke efter have lagt bogen fra mig igen og med alle tårerne i erindring er at jeg vil skrive: Der grædes såvel af sorg (herunder fortrydelse) som af lykke, men mest af sorg og, tænker jeg af en eller anden grund, mest af kærlighedssorger, men egentlig allermest fordi sorgen er det synligste følelsesudtryk og Niels' poesi opsøger altid de vilde følelser. Det lykkelige menneske interesserer ikke denne poesi, kun for så vidt det græder af lykke; den rolige harmoni interesserer ikke denne poesi, som kører på en ophidselsens poetik; "Fjenden er kedsomheden" har jeg skrevet i mine notater, og jeg går ud fra at det er et citat, selv om jeg ikke lige har fået skrevet ned, hvor jeg har fundet det. Denne fjende kan bekæmpes med mange ting: Med rejser, med konstante forelskelser, med ulykke, med skønhed (herunder ikke mindst skønne metaforer), med sex. Og digtene opsøger alle disse ting.