Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men en stor del af de bøger jeg på det seneste har været optaget af, har haft den politiske venstrefløjs historie som omdrejningspunkt, et emne jeg hverken finder mere eller mindre interessant i sig selv end så meget andet.
Der er Against the Day, som i høj grad handler om de amerikanske anarkister omkring forrige århundredskifte (før jeg læste den anede jeg næppe at USA nogen sinde har haft indflydelsesrige radikale organisationer), der er jo så Modstandens æstetik om de tyske og internationale kommunister i tyverne og trediverne, og nu har jeg lige læst Tom Stoppards trilogi The Coast of Utopia om de tidlige revolutionære tænkere og aktivister i Rusland i midten af det nittende århundrede.
Dertil kommer Mette Dalsgaards bog, Platonov og Kharms, som godt nok kun i en særlig forstand kan tvinges ind i netop den sammenhæng (hvilket jeg imidlertid ikke tøver med at gøre).
Der ligger vel i det den samme impuls, som der ligger i genopdagelsen af situationisterne eller i noget af den nyere såkaldt politiske litteratur. Eller for den sags skyld i at retro-punk er hipt lige nu. En slags politisk (jeg tror revolutionær er for stærkt et ord) nostalgi, en længsel (men nej ikke en egentlig længsel, ikke hos mig i hvert fald, det ville føles for naivt) efter en ideologi eller en handlen, der præsenterer et andet samfund end det, der bare synes at buldre bevidst- og hensynsløst derudaf.
3 kommentarer:
Martin, du bruger ordene genopdagelse, nostalgi og længsel om hinanden her. At noget reaktualiserer sig betyder vel ikke absolut at man på en pinlig måde har flyttet sig langs en ret line tilbage i tid efter noget som man alligevel ikke kan nå? Er det ikke dér fejlen ligger, i tidsopfattelsen? Ting kommer måske tilbage fordi vi har brug for at de skal komme tilbage, fordi der var noget vi ikke fattede første gang. Og jeg er ikke så bleg for at kalde det en slags mobilisering, en genopdagelse, en reaktivering, noget som netop udelukker nostalgi og længsel fordi det handler om brug.
Det lyder meget fornuftigt, jeg mente heller ikke, at der i den genopdagelse kun ligger nostalgi. Og jeg mente i hvert fald ikke at fortiden (eller situationismen) ikke kan bruges til noget, eller at den ikke kan og skal reevalueres.
Noget allerede skabt kan jo også bare ligge dér, i en bog, på film, etc., og så glor man på det, som jo er lige så virkeligt som alt det andet omkring én, og det taler, og man lytter - lige, som man kan lytte til et eller andet uden for ens vindue.
Send en kommentar