8.12.06

Det er forfærdeligt, nu vokser stakken af ulæste og - især - halvt læste bøger igen. Jeg mener, det er jo dejligt, det er helt sikkert gode bøger, men samtidig repræsenterer de hver og en et stykke dårlig samvittighed, en uopfyldt forpligtelse.

Og de er allesammen monstertykke! Der ligger det halvt læste Audiatur-katalog. Der er den vel godt og vel halvt læste Hans-Jørgen Nielsen-essaysamling. Der er Platonov, Kittler, en bog om OBERIU. Der er selvfølgelig Modstandens Æstetik. Og fra i dag er der Against the Day.

Men til gengæld nåede jeg lige akkurat at blive færdig med En optimistisk tragedie, som er ret spændende et langt stykke hen ad vejen, selv om den kredser om statsideologiens officielle æstetik, den 'socialistiske realisme' sådan som denne blev defineret af Gorkij, Stalin selv og den første Alsovjetiske Forfatterkongres i 1932. Der er masser af tilsyneladende spændende forfattere, som arbejder rundt omkring den, Pilnjak, Platonov, Zamjatin f.eks. og nogle som er flintrende ligeglade med den, Jesenin, OBERIU, Bulgakov. Men man kommer ikke uden om, at landsbyforfatterne og de glade optimistiske opbyggelige romaner og fortællinger fylder meget; den slags bøger hvor den heltemodige soldaterpige til sidst dør i revolutionens tjeneste (deraf titlen selvfølgelig). Jeg er lidt utilfreds med at konceptdigterne Prigov og Rubinstein bliver spist af med et meget kort afsnit (dem ville jeg nemlig gerne have hørt mere om), mens vi får lange gennemgange af Sjolokhov og hans efterfølgere. Det er i det hele taget prosaen, der dominerer voldsomt i modsætning til Lad os blive som solen (jeg har ikke fået læst Den tunge lyre).
Det er pudsigt at se Anden Verdenskrig konsekvent blive omtalt som Den Store Fædrelandskrig - uden tvivl i overensstemmelse med sovjetisk sprogbrug. Denne nationale selvcentrerethed går i høj grad igen i litteraturen selv. Hele den vestlige modernisme eksisterede åbenbart ikke for disse forfattere. Af naturlige årsager selvfølgelig. Det dramatiske tyngdepunkt i den her litteraturhistoriske fremstilling, det kommer man ikke uden om, ligger lige før og under krigen, hvor Stalin og hans lakajer for alvor gav sig til at udrydde hvem som helst de ikke brød sig om.

2 Comments:

Anonymous Anonym skrev...

det er ok m. Nielsen-bogen. Den er heller ikke tænkt som en bog, der skal læses fra ende til anden (det troede flere af anmelderne, derfor undlod de helt at læse den...).

18.18  
Blogger Martin skrev...

Hæ. Det er rigtigt selvfølgelig. Alle bøger burde være på den måde.
Alligevel har jeg den her lidt neurotiske følelse af først at være færdig med en bog når jeg har læst det hele.

20.16  

Send en kommentar

<< Home