16.4.07

Hyldestsang til pengene


Der er intet så vidunderligt som penge!
Vi elsker dem selv om de er vulgære
Vi regner dem for en slags skidne gadedrenge,
Uden stil og ret så ordinære.

Men pyt, vi tager dem gerne inden døre
Nogen skal jo hytte de kære hørmende små.
Desuden er de nyttige de kroner og ører
For dem kan alting nemlig måles på.

De er dejlige at have og gode at gi' væk,
Du kan bytte dem for kærlighed og solskin.
Der er intet du ikke kan få i både pose og i sæk:
Karburatorer, au pairs, nyrer og ørkenvind.

Du kan både få fred og købe en lille "war"
Og frede krigen om olie i penge, nej, i "democracy".
Du kan få et foredrag med Michael Moore
Eller købe dig til stemmer på dit favoritparti.

Der er intet så vidunderligt som penge!
De kan virkeliggøre alle fantasier.
For en slik kan du få villige drenge
Og for lidt slik kan du få de sødeste piger.

Du kan købe et avishus, et ungdomsditto,
En opera, en magelig have, et riffelsyndikat.
Du kan bo i et palads som kejser Hirohito
Og få serveret sushi på tallerkner af agat.

For de fleste af os er det kun fantasmer:
Penge bliver symbol på alt hvad der er godt
Og på lønningsdagen gribes vi af spasmer
Eller investerer børnepengene i Aeroflot.

Er du fattig bør du takke alle rige,
Som holder gang i bu-si-ness for dig.
Gud elsker ikke de misundelige
Og velstand gør hvermand til bolighaj.

Rigdom i samfundet skaber tolerance,
Hvem vil ikke dele sin overflod med andre?
Giv almisser, det har fået en renæssance.
Giv de hjemløse så de lettere kan udvandre.

Pengene ved selv bedst hvor de vil hen
Pengene er af natur konservativt-loyale
Men også lystne som en lystig ungersvend,
De vil altid yngle; penge er vitale.

Der er intet så vidunderligt som en bonus
Det er en festdag når vi stiger lidt i løn:
"Unger, forbrug nu heftigt efter turnus,
Og husk: Kun dollaren er stedsegrøn".

Åh, penge er så ranke og helt fri for ironi,
Hver seddel et flyvende tæppe, hver mønt et lille gisp.
De er ganske enkelt ren ublandet værdi:
De er for os andre hvad engle er for en bisp.

De er det sikreste vi har, når vi har dem;
De er tilværelsens dybeste fundament.
Fratag venligst aldrig vor ret til samkvem
Med dette vanedannende, bivirkningsfrie medikament.

--
Skrevet af nød af Larsen og Jensen

Ingen kommentarer: