Hyldestsang til poesien


Åh, hvad skulle vi gøre uden digtningens ynde?
Uden det fineste udkog af udkog som kaldes poesi?
Uden 'det er aandrigt fast, med dig at synde!'
Og den slags gammeldags rim og remseri?

Det rene vrøvl og de mest himmelråbende banaliteter –
I poesien er du er fri til at sige hvad som helst.
Du kan med fordel deklamere som fra et kateter
Mens du messer med dirrende stemme, alvorlig og frelst.

Poesien er vigtig og vægtig og handler om alt
Det der ligesom ellers ikke rigtig kan siges;
For at skrive den skal man være særligt udvalgt
Og kunne tale når der ellers bør ties og bies.

Hemmeligheden bag det er at bruge metaforer
Symboler, billedsprog og gerne paradokser,
Ja, kort sagt, sprogets påhængsmotorer,
Smøre cremer på sproget indtil det vokser

Og vokser så leddene knager og ho'det si'r puf!
Og alting dugger i metafysikkens damp.
Så skal dybsindighederne skrives ned i en ruf
Før tågen og fugten fører til åndelig fodsvamp.

Og tilbage står, når tågen letter, glitrende rim
På de glade græsstrå. En klar morgen
I maj, hvor man går og er charmerende sublim
Midt i penge-, status- og kærestesorgen.

En digters farligste våben er gråmeleret melankoli,
Et udslip af inderlige hjertegasser.
Det er stemningen det handler om i poesi,
Det betyder ikke noget om det passer

Det man skriver. Det er den ophøjede attitude
Som vil sende dig til tops i det Danske Akademi.
Og når du først dertil er det okay at skryde
Og skrive essays om dit værks finurlige polysemi.

Hvad satan, har hun fået støtte og også en pris!?
Og hvorfor udgiver de flere bøger af den klovn?
Det er langt ude. Hvad er det for noget fis?
Hvordan er det hun ser ud? Hun ligner en kakkelovn.

Nid og nag er måske nødvendige for poeter
Som drivkraft i mangel af økonomiske incitamenter
Så de er nødt til at kæmpe om hver eneste kvadratcentimeter
Og konstant være på udkig efter komplimenter.

Men når det er sagt, så er der ingen så sensible,
Så følelsesfulde, påvirkelige og dog lig en kongeørn.
Og selv den mest ubehøvlede enfant terrible
Er inderst inde sød og rar som en teddybjørn.

Den danske poesi er det danske sprog
I sin danskeste form: En ung blond pige,
Med et bijob som kontrollør i dit intercitytog,
Fyldt med verber og udbrud så kostelige.

Hold fastere om hende med dine stærke arme
Tag hende i munden som en lækker kanapé,
Smag på hendes danske tunge og varme
Og søde kaffe, der ikke fås bedre på nogen café.

Nå! Metaforer har som man ser deres helt eget liv
Og forfører og fører til steder man ikke kan forudse.
De er sprogets luskede, lurvede charmeoffensiv
En selvbrygget, svimlende kogte-ords-te.

Sådan er det, let's face it, med sproget, det pjat
Kun digterne styrer det med hårdeste hånd,
De ruler og gør vor andres liv smykkebesat
Med de fineste sten af deres lynende ånd.

--
Skrevet med noget der ligner omnipotensen/ af både Larsen og Jensen