16.4.07

Hyldestsang til det resterende


Hvor er der meget vi hidtil har ladet stå uhyldet hen:
Vindueshasper, døden, citroner og modvind blandt andet,
Statsministerens hemmelige bøsseven,
Det fuldkomment autentiske liv ude på landet,

Driftighed, konkurrence og mekaniske fugle,
Juleøl, radioavisen, frihed og afpolitisering,
Alle de genstande vi aldrig har set som er okkergule,
Snorkler, hjemmeplejen, Laudrups maskerede aflevering

Til Ebbe Sand i 4-1 sejren over Nigeria dengang,
Køkultur, kommenost, polemikker og duty free,
Anonyme alkoholikere, cola og fællessang,
Fadervor, drikkeviser, humor og godmodigt drilleri,

Alt der forlænger livet og alt der slår tiden ihjel,
Royale bryllupper og Champions League,
IKEA, Bo Bedre, ja, alle der gør hyggen industriel,
Skak, Civilization og at være en uforbederlig geek,

Hestevæddeløb, galdesten, retfærdig harme og lidt gus
Havetrampoliner, Fredericia og solskoldethed,
Den stilfærdige såvel som den ekstatiske rus,
Swingerklubber hvor der bliver kneppet op og bollet ned,

Cykelstier, skødehunde og Olsen banden-film,
Ulandshjælp og Stubbekøbings stråtækte huse,
Synet af Schiller og Goethe nøgenbadende i Ilm,
En hvid dyne til luftning og alle der er konfuse,

Gammelklogskab, propaganda, vandkanoner, yams,
Den aflyste xylofonkoncert da vi var i Saskatoon,
Alle malere og forfatteres paralitterære krimskrams,
Den silende regn når der er monsun i Rangoon,

Følelsen af at holde og svinge en splinterny golfkølle,
Info, benzin, Møns Klint, barduner, målmandsdrop,
Glæden ved ikke at have læst Breve fra min Mølle,
Arbejdsheste, klicheer, Buster Keaton og dub.

Hvad er bedre end at sidde på en bænk i byen,
Med musearm, psoriasis, studiegæld og svamp
Når man trods alt er sluppet for roskildesygen
Og kan glæde sig til en kvindehåndboldlandskamp?

En hyldest også til ribs og rustne udstødningsrør,
For slet ikke at tale om ædel råddenskab,
En hyldest til alle der synes alt var meget bedre før
Og ikke mindst til Øjvind Ørn og Kaptajn Ahab.

Et hurra og et leve for Bofors og knækket i Faksegade
Tre lange og tre korte for fregner, hermes og stegt flæsk.
En hilsen til alle pessimisterne og til alle de lalleglade
Til de sagtmodige og til dem der uddeler tørre tæsk.

Og før vi glemmer det: Kys til Bjarne, kys til Danmark,
Til fantasmerne som styrer vores kropslige funktioner,
Til fan-tanterne som skriver om vores garderhøje monark,
Til de hovedløse og de såkaldte hovedattraktioner.

Hip hip hurra for vores retfærdige, udødelige rigdom
Halleluja for de søde små sigøjnere i Sandholmlejren.
Lad glæde os brovtende og hæmningsløst lissom
En nation der efter at have vundet krigen fejrer sejren.

--
Skrevet i hyldest af Larsen og Jensen

Ingen kommentarer: