Hvis der er nogen grund til at piske løs på disse døde heste, så er det jo bare fordi, det er sjovt sådan på en paradoksal måde, at der med jævne mellemrum dukker skævbenede zombiekrikker op på (weekend)avisernes sider, der efterlyser realistiske (samtids)romaner. Som selvfølgelig ikke skal være socialrealistiske, uha nej, dem fik vi sandelig nok af i de frygtelige halvfjerdsere, men som bare i det mindste skal handle om rigtige, almindelige, konkrete mennesker i rigtige genkendelige konkrete omgivelser.
Som Gumpel igen og igen siger er denne marxistisk-hegelianske litteraturæstetik afhængig af een ting, nemlig at "virkeligheden" eksisterer som en fast urokkelig og umiddelbart mediérbar størrelse, der lige så lidt kan stilles spørgsmålstegn ved som statens ret til al ejendom. Hun beretter, at den største umiddelbare forskel mellem de lande, man bemærkede når man kørte fra øst til vest, var mængden af reklameskilte overalt i landskabet. Det er selvfølgelig det landskab (i bredest mulige forstand) vi lever i, og er der een ting man kan sige om reklamer, så er det i hvert fald, at de lynhurtigt lærer een at stille spørgsmålstegn ved alle de informationer, man får. Ingen som lever i vores samfund kan tage alle informationer for gode varer. Ingen kan være uvidende om, at reklamernes virkelighed ikke er umedieret.[det var mange negativer i en sætning!] Kan det måske være grunden til at man længes efter en "højere" form for information, en troværdig form, som umiddelbart fortæller sandheden sådan som den virkelig er?