Er ved at læse Steffen Hejlskov Larsens Systemdigtningen fra 1970, som da ærlig talt indtil videre er mest irriterende, ikke midst i de laaange selvfede afsnit, hvor Steffen omhyggeligt gør rede for hvor vanskeligt og hvor vigtigt det var at finde på den helt rigtige betegnelse for modernismens 3. fase. (Tænk hvis man havde skullet nøjes med at kalde den 'sprogdigtning'! ("Betegnelsen er dækkende nok, men ikke tilstrækkelig markant.")) Og helt ærligt, hvad er meningen med konstant at omtale sig selv i tredie person?
Men det er alligevel en fornøjelse at læse om Højholt og Christensen og Nielsen og om en (kort) periode i den danske litteraturhistorie, hvor nogen tillod sig at være reflekterende, avancerede og prætentiøse.