Bogen, til at ældes

Stjerner på sæterfærd, og hyrden
Bøjet over den jordiske lykke; og al den fred
Som et insekts skrig, uregelmæssige,
En fattig gud har formet. Stilheden
Stiger fra bogen op i dit hjerte.
En vind blæser lydløst gennem verdens støj.
Tiden ler i det fjerne, når væren hører op.
De modne frugter i haven er enkle.

Du vil ældes
Og, mens du falmer blandt træernes farver,
Kaste en langsommere skygge på muren,
Og blive, som sjæl omsider, den truede jord,
Du vil igen tage bogen på den opslåede side,
Du vil sige, Det var så de sidste dunkle ord.

                       (Yves Bonnefoy, 1923-2016)