I always felt like the problem with the curriculum in literary studies is not that it can’t accommodate so-called language poetry, as an addendum, as an extra thing; it can, I think. But the problem is that, for us, the other stuff is in the way. There’s a sense that for us to actually have the kind of presence in literary culture that we would like to have, we need to have our work actively delegitimize other work, to clear a space for it. Pluralism isn’t it. There literally has to be a detonating quality, where we put a little bomb under people’s expectations, so that they say well now that I’m excited about this, this other stuff seems hopelessly boring and I’m no longer interested in it, period. I remember when Dworkin was on the faculty at Princeton he said one of his greatest achievements was to get Robert Frost taken off the required reading list. To me that’s the issue.
René sagde at han havde talt med Jørgen Michaelsen om noget der måske var noget andet, men med en lignende idé om at kunsten er nødt til at være destruktiv. Var det Højholt der sagde "man destruerer sig vej frem"? (Eller var det Gustava Brandt?) Nej komon! Selvfølgelig var det Højholt.
6 kommentarer:
Han henviste til en særlig tendens (eller er det en tradition ligefrem?) i DK til at gestalte kritisk (eller politisk eller "politisk") kunst i forhold til en forestilling om et overgribende hele, fx og oftest et "samfund" (noget vi finder sammen (utopi) eller noget vi finder os i (defaitisme)) man på den eller anden måde via kunsten udsender rettelsesblade til. I en vis forstand uhyre godmodigt af kunstneren. "Kritikken bliver affirmativ", sagde han.
Man kunne måske - med tanke på JM's egne værker - operere med begrebsparret "fordøjelighed" og "ufordøjelighed" - sidstnævnte som grus i maskineriet. Spørgsmålet er så bare hvilket maskineri man forestiller sig ("kapitalismen", "samfundet","kunstmiljøet","the happy few","posthum glorificering"...
I forhold til det første: jvf. "poesien" eller "litteraturen" som noget marginalt, noget som ikke engang er marginalt, men udeforstående og dårligt eller direkte dumt at medtænke i begrebet/tilstanden "stat", kunstfond eller ej! Til enhver tid har poesien måtte placere sig udenfor det man normativt måtte godtage, og denne yderposition, som i sig selv synes beslægtet med avantgardetraditionen i kunsten, legitimere ingen opbyggelighed, hverken på opbyggelighedens eller destruktionens alter, men stiller derimod krav til den som skriver eller udøver "poesi" eller "litteratur", som er urimelige, og gør, at det - blandt forfattere, digtere etc. - i sig selv marginaliseres, det som sker. Denne forskydning synes interessant, men hvorfor? Fordi den finder sted, fristes man til at svare, fordi det sker og konstant indfinder sig påny. Og på den måde tvinges offentligheden (hvad end vi taler kapitalisme, "stat" eller andet) til at indoptage eller se det i øjnene, men kun - like a blur - ude af stand til at vide hvorhen det skal rette sit blik. Alt afvises, undtagen individet; det singulæres eksistens
Jeg kan godt se at den kommentar falder ud i det blå, af det blå, i det blå. Men skønt romantikken mister sin glans så snart den anonyme maske mister sin aktualitet. Jeg kan ikke lade være med at se mig vred på måden der her tales om det poetiske på, som om det ikke længere i sig selv er revolutionært at skrive poesi. Alle jeg kender ser på mig med nye øjne hver gang jeg ser dem, hvad end de skriver poesi eller ej. Jeg er fremmed, de er fremmede, for mig, hvor end jeg er (fordi jeg skriver poesi?). Poesien er ensom. Poesien KAN ikke indoptages af staten, den er for langsom, offentligheden er, dem ude på KUA: De aner ikke hvad der sker i poesien, derfor går de til digterne. Håber I finder ud af det, siger de. Men de aner ikke hvem de taler med, gør de? Allerede det René skriver om i første post beviser her er tale om gamle mænd; konformiteten driver ned over siderne. DRIVER! siger han. Og
Men jeg kan selvfølgelig godt se, at konformiteten og alderdommen ikke kan holdes ude af poesien. Alle jeg kender ved at det er mig, der er anonym. Og ensom. Det singulære er altid kritisk. Revolutionært. Universitetsfolk og gamle digtere tror noget andet.
Men ikke revolution?
Send en kommentar