Betabloggen er officielt åbnet nu og lad mig i den anledning citere en note til Thomas Lundbos fine oversigtsartikel om nutidens franske poesi(er) i det nye nummer af Vinduet (som ellers handler mest om Sebald):

På Oslo Poesifestival 2007 var et af de første indslag på programmet en paneldebat om lyrikkens status. Salen var halvfuld, panelet bestod af fem repræsentanter for forfatterne, forlagene, medierne, kritikerne og den litterære institution iøvrigt. Det blev den sædvanlige klagesang, om at lyrikken er i færd med at blive marginaliseret, fortrængt og dø ud, at den sælger for lidt, formidles for dårligt, ofres på kommercialiseringens alter og må holdes kunstigt i live. Man kan bryde sig om en sådan udvikling eller ej (for så vidt som situationen nu adskiller sig fra den for, lad os sige, femten år siden), men det, som måske burde give mere anledning til bekymring, var, at ingen i dette panel, så vidt jeg husker, stillede spørgsmålet, om hvad poesien eller lyrikken kan være, hvordan den evt. bør være, hvilke muligheder den har for at være relevant i det samfund, den eksisterer i. Alle – hvis man ser bort fra et par røster, der hævede sig fra salen – syntes at være enige, om hvad lyrikken/poesien var, og om at det var det, den skulle og burde være. Netop det forekommer mig at være et større krisetegn end lave salgstal og manglende omtale i de store medier.