6.4.09

Før jeg glemmer det: Jeg så Ole Birk Olesen i Deadline i fredags tale om x-statsministerens eftermæle. Han var skuffet. Det var en skuffet mand, der talte, og han gentager sin skuffelse her. Hvad der slog mig, var at OBOens klagesang var og er formuleret som avantgardens, den politiske avantgardes, foragt mod mainstreampolitikken, mod at blot følge flertallets meninger, mod at re(a)gere efter opinionsundersøgelser snarere end efter de sande høje idealer. Og selvfølgelig mod manglen på vilje til at opdrage folket i disse sandheders højere tjeneste.

Jeg gider ikke diskutere Anders Fogh eller liberalistisk ideologi her, men det er bemærkelsesværdigt i hvor høj grad det står i modsætning til OBOs virke som smagsdommer, hvor han ganske vist også åbenbart gerne vil have opdragelse og klare og enkle budskaber, men i praksis afviser al anden formidling og ethvert andet budskab end det alle og enhver kan fatte og det alle og enhver sådan set kender i forvejen før de går i biografen og ser filmen (eftersom jo filmen er den eneste kunstart alle og enhver kan forholde sig til). Hvordan (kunne man spørge nu sig selv) kan man hylde den politiske avantgardes idealer og på samme tid være så blind ikke bare for den æstetiske avantgardes* faktiske værker, men også for ethvert forsøg på at diskutere æstetiske værdier?

Svaret er selvfølgelig åbenlyst og OBO giver det sådan set selv: Det æstetiske har ganske enkelt ingen værdi, enhver æstetisk bearbejdelse af en ide er blot støj på linjen, dvs. den direkte linje til Meningen. Den eneste mulige æstetiske værdi (men den er netop ikke æstetisk, den er kommunikationsmæssig) er klarhed. Derfor kan kunst også reduceres til to kategorier: Meningsfuld underholdning og meningsløs underholdning. Underholdning er det under alle omstændigheder; noget vi køber for penge i vores fritid og forbruger og derfor hensynsløst kan tillade os at stille specifikke krav til mht. personlig og øjeblikkelig stimulering.

Altså: Politiske værdier er vigtige, æstetiske værdier fjollede og ligegyldige. Det er hvad politisk ideologi altid ender med at sige – paradoksalt nok ved at æstetisere politikken. For (hallo!) klarhed og meningsfuldhed er jo æstetiske værdier og de står jo til diskussion eller burde gøre det.


*Husk på: "Æstetisk avantgarde" er her et ekstremt vidt begreb. Det omfatter al den kunst, som ikke sælges til hundredetusindvis af mennesker.

3 Comments:

Anonymous Ole Birk Olesen skrev...

Hej Martin,

Mit problem med den moderne kunst er jo ikke, at den vil fortælle "kunderne" noget og gøre dem klogere, tværtimod!

Min indvending mod den er, at den næsten altid følges af en underforstået eller direkte udtrykt påstand om, at den formidler en dyb, dyb indsigt, men at den reelt ikke har noget som helst at byde på og forsøger at skjule det ved en indpakning, som de færreste kan greje, og at denne indpakning så af andre gøres til selve kunsten i sig selv.

Det stiller mig over for et valg mellem at opfatte den moderne kunst som enten form uden indhold eller nonsens på stylter og ingen af delene siger mig meget.

18.38  
Blogger Martin skrev...

Hej Ole

Jeg har godt forstået, at det ikke er det, der er dit problem, eller det du opfatter som problematisk. Jeg tror ikke, jeg udtrykte mig klart nok – desværre, for lige som dig, sætter jeg også pris på klarhed, når nogen forsøger at argumentere for et eller andet.

Det som adskiller kunst fra kommunikation i al almindelighed er imidlertid netop at i kunsten er det du kalder indpakningen en væsentlig del af kunsten selv. Min erfaring siger mig, at det er meget få kunstværker (og endnu færre som er noget værd), som "forsøger at formidle en dyb, dyb indsigt." Kunsten formidler ikke, det er derfor, den ikke er det samme som kommunikation. Lige meget hvor dyb en indsigt man har i noget, bliver man ikke kunstner af det; heller ikke selv om man faktisk skulle vise sig at være i stand til at formidle denne indsigt.

Derfor består kunsten i det du meget misvisende kalder indpakningen, det er ikke noget jeg eller "nogen" gør den til. At kalde det indpakning er misvisende, fordi der er tale om en æstetisk bearbejdning, og det er dette arbejde på æstetikkens område, som er kunstens område, ikke det "indhold", man finder frem til ved at skrælle den ydre form væk.

Vi kan selvfølgelig være uenige om hvad vi kalder kunst, og i særdeleshed hvad vi kalder god og interessant kunst. Det der slog mig, var at det syn på æstetik som noget udvendigt og uforståeligt, der forsøger at skjule værkets tomhed, det er det samme som fik det stalinistiske styre til at udrydde eksperimenterende kunstnere i 30'erne. Misforstå mig ikke: Jeg siger selvfølgelig ikke at du vil udrydde nogen, eller at du er totalitær. Jeg siger bare at det er den samme måde at opfatte kunst på, denne ideologiske eller idealistiske (vælg selv) opfattelse af kunst som noget, der ved at præsentere klare og letforståelige ideer, skal opdrage folk til at blive klogere.

20.02  
Blogger RJJ skrev...

Henri Barbusse, socialist, 1927 i tidsskriftet Clarté, om kunst:

"Kunsten - og i Almindelighed Ordet og Skriften - er Midler til Klarlæggelse; det er Menneskehedens mægtige Værktøj. - En ny Kunst forudsætter altsaa som Basis et nyt særpræget Trin af den historiske Udvikling. Men man maa ikke sige, som vi ofte hører, at der ikke er noget at gøre for Kunsten, saalænge den ny Samfundsorden ikke er indsat. - Den trækker Perspektiverne op, bereder Vej, den fornyr og griber Sindet, ryster eller maaske snarere styrker Overbevisningen. Den bringer Klarhed og Sikkerhed, men vi mener ikke, at den er i Stand til at fremkalde Kendsgerningerne. Dette er Meningen med vor litterære og kunstneriske Materialisme."

Link: http://www2.kb.dk/ktss/clarte/1927/n02/a03/

12.42  

Send en kommentar

<< Home