Min tredje iagttagelse: På trods af at det er en fryd at læse hele bogen, lukker jeg den alligevel med fornemmelsen af at der er et digt jeg holder meget mere af (eller på en meget mere ligefrem måde holder af) end resten. Det er det længste, "VIL JEG TAGE DIN SØN", et epithalamion som begynder:

VIL JEG TAGE DIN SØN til ægtemand? Ja, gerne
nu du spørger. Jeg vil passe og pleje ham og lære ham
at holde af dansk mad, selv om det er svært, også for mig.
Jeg vil lære ham at stave bedre, men at sproget
skulle rumme sin egen usynlige ånd har jeg aldrig troet på, og det
vil jeg ikke lære ham. Jeg vil ikke tale dansk til ham, at tale
et fremmed sprog i sit eget land er gunstigt for den kritiske distance,
der skal til for at se sig selv udefra uden at være udenfor.
Tænk bare på ordene knajter og sutsko.
Jeg vil mene hvad jeg siger, og ellers ikke sige det.
...

Det fortsætter over tre sider med en lang række enkle, morsomme og rørende leveregler, og med en diktion, slår det mig pludselig, jeg synes at kunne genkende fra Kenneth Kochs digte, fx "Nogle overordnede anvisninger" hvori der bl.a. står:

Ja, det var så her jeg nåede til og jeg ved ikke hvad det var jeg tænkte på hos Koch. Men det kunne være noget som

                                                       Når
Nydelsen er blid bør du nyde den og
Når den er heftig så tillad den, så vidt
Muligt, at nyde dig. Smerte bør
Behandles så effektivt som muligt. For at "helbrede" en død blæksprutte
Holder du den i et ben og slår den mod en sten.
[...]

osv.