Hyldestsang til konsensus
Er der noget dejligere end konsensus?
Som da ingen spiste nogen på Hr. Noas ark.
Eller samfundets indsamling af genbrugs-
Papir og flasker og dåser i hver en lille park?
Som alles dybe savn af en stribet okapi
Eller alles løbeture om den samme lille sø.
Det er dejligt dejligt dejligt når alle kun ka li
De samme middagsretter og den samme ferieø.
Det er et lysende vidunder, en lise og en fest
Det gir grund til megen jubel, hurraråb og til smil,
Når vi mødes lørdag morgen i Bilka eller Superbest
Og køber møre bøffer og en beaujolais der er habil.
Når vi synes det er for dårligt, for ringe og for slapt,
At der kun er en ved kassen og hun fatter ikk’ en brik
Kan vi hurtigt blive enige om at det skal gå lidt rapt
Så vi kan komme hjem og fodre ungerne med slik.
Er der noget bedre end konsensus?
Alle er omgængelige og alt glider som i smør.
Fjern tiggerne fra gaden, vask og genhus
Dem i Brønshøj, så de kan bo som man bør.
Hvorfor synes venstrefløjen altid vi skal skændes?
Hvorfor elsker de at skvadre og ordkløve?
Hvorfor skal alting først diskuteres og så vendes?
Hvorfor råber de uenige som om vi var døve?
Det vigtigste i Danmark er nu samdrægtighed,
At vi kan skelne mellem brok og fælles trav.
Et vægtigt argument skal vægtes på sin vægtighed
Med ligegyldig kævlen graver vi vor egen grav.
Nationer bygges på den store tavse enighed
Så længe vi står sammen kan det aldrig helt gå galt
Træd ind i vor hellige, almindelige menighed
Kom og men det samme, middelklasseradikalt.
Tæl til ti, bank under bordet, sig: ”så hut jeg hvisker”
Og: ”Nå, kan du holde varmen” på en sommerdag.
Klag din nød hvis du er bonde eller fisker
Og klag ellers over vejr og stress og jag.
Ja klag, klag, klag og klag - det skader ingen
Og alle elsker et tappert resignerende offer
Men hvis du elsker ting, så vis din glæde over tingen
Forbrug hører jo til blandt livets aromastoffer.
Der er intet så herligt som fællessang og –dans
Gruppepres, normalitet og ”åbner I ikke en kasse til?”
Tag en tur til fodboldlandskamp og en rejse udenlands
Og når du så bliver ældre kan du gå til andespil.
Se skævt til ham der ikke tit nok klipper plænen
I dit hyggelige forstadsparcelhuskvarter
Fasthold uden videre karantænen
Som du gav den utilpassede sjuskeper
Åh, du gamle, vi er på bølgelængde, hip hurra
Når vi er døde kan vi dele den samme gode muld.
Du skal altid bare huske, lige meget hvor du fra:
At være enig med os andre er at være ansvarsfuld!
---
Skrevet i enighed af Larsen og Jensen.
21.3.07
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar