4.10.06

[...] ’De døde,’ forklarede mine tanker mig, ’er et ubehageligt folkefærd. Man burde ikke kalde dem døde, de er kun alt for levende. Man skal holde øje med dem uafbrudt. Spørg en hvilken som helst vagtmand i et lighus. Hvorfor tror De, han står der? Af en eneste grund: for at holde øje med, at de døde ikke kravler væk til alle sider. Der sker pudsige ting i den retning. Der var en død, der - mens vagten vaskede sig i badstuen på ledelsens ordre – kravlede ud af lighuset og ind i desinfektionsrummet og åd en bunke linned. Desinfektørerne gav den hersens døde en grundig dragt prygl, men de kom selv til at erstatte det ødelagte linned af deres egne lommer. En anden død kravlede ind på fødegangen og skræmte de gravide så meget, at en af dem tabte sit ufødte barn for tidligt, og den døde kastede sig over det tabte foster og begyndte højt smaskende at æde det. Og da en modig sygehjælper slog den døde over ryggen med en taburet, så bed han denne sygehjælper i benet, og hun døde snart efter af sårfeber. Ja, de døde er et ubehageligt folkefærd, og man skal være på vagt over for dem.’ [...]