Jeg havde en underlig drøm hvor jeg sammen med Monica Aasprong (som jeg aldrig har mødt) og en anden (måske var det René?) (muligvis var Pia Juul der også?), sad i togkupe og arrangerede et eller andet. Noget skulle ske. Der var en lettere truet stemning. Jeg ved ikke hvad det skal betyde. Jeg ved heller ikke hvor det kommer fra, men det har helt sikkert noget at gøre med at Audiaturkataloget nu ligger øverst i stakken ved min seng, i sig selv nærmest truende i al sin tyngde. Paal gav mig den (tak!) til mødet mellem de danske litteraturtidsskrifter, hvortil nypoesi.net selvfølgelig hører. Det var egentlig det jeg ville skrive om.
Hvis der er nogen der læser dette og ikke var til stede så er her min rapport:
Vi mødtes. Alle snakkede lidt om sig selv. Der udspandt sig en kort debat om manglen på kvalificeret kritik i Danmark (og måske i Norge, men ikke i Sverige). Ida Börjel (deep link, mp3) læste op uden at rømme sig.
To ting: Kristian Lund gjorde opmærksom på det i og for sig underlige i at alle (i en eller anden forstand) konkurrerende tidsskrifter uden at blinke kunne mødes og snakke sammen. Konkurrerende i den forstand, at det er de samme forfattere der optræder i dem. Konkurrerende i den forstand at nye redaktionsmedlemmer rekrutteres fra Forfatterskolen og miljøet omkring den. Alle (med undtagelse af Nypoesi selvfølgelig) redigeres (efter Ildfiskens afhopning) i København.
Tue talte om hullet mellem dagbladsanmeldelser og akademisk kritik. Man kan mene, at det var lidt letkøbt for forsamlingen at konstatere, at kritikken er fraværende, når nu de decideret kritiske tidsskrifter (fra Reception til ... Kritik måske?) ikke var inviteret. Men så udmærkede som de iøvrigt kan være så udspringer de alle af og præges af en akademisk tradition som tager teksten som et fait accompli, der skal analyseres, ikke som en levende tekst der skal læses. (Dette er stillet lidt skarpt op, ikke for modsætningens, denne modsætnings skyld, men fordi jeg vil videre til noget andet.)

Der er masser af institutionelle og økonomiske grunde til at det er sådan. Der er ingen prestige og der er ingen penge i at være kritiker. Der er penge og en vis prestige ved at være ansat ved universiteterne og deres litteraturinstitutter. Der er prestige og lidt penge i at være anmelder ved dagbladene. Der er også prestige og få penge i at være forfatter (hvis man bliver omtalt i aviserne). Men der er ingen af delene ved at være det Engdahl taler om som en fri intellektuel. (Well, heraf måske friheden?)
De to ting, den manglende diversitet og den manglende kritik, kunne også hænge sammen. En tredie del af diskussionen drejede sig om tidsskrifternes manglende udbredelse og manglen på en litterær offentlighed. Zangenberg, før han stormede ud, fik peget på, at ingen af tidsskrifterne tilsyneladende har nogen ambition om at nå ud til en større kreds af mennesker. Ingen ambition mao. om at skønlitteraturen skal betyde noget for almindelige dannede mennesker (men stadig (jeg refererer ikke Zangenberg længere) en næsten fornærmet hovedrysten når disse mennesker tillader sig at købe og muligvis læse bøger af Jette Kaarsbøll og den slags). På egne og eget tidsskrifts vegne må jeg føle mig ramt knaldhårdt på kornet med et støvfnug. BS har fra starten bekendt sig udelukkende til lystprincippet, uden nogen gustne hensigter om at nå ud til andre end dem der tilfældigvis måtte have samme lyster. Og fra starten har denne lyst ikke rettet sig mod kritik.
(pause)