Æbletræet

- et eventyr

jeg nærer en inderlig afsky for enhver form for allegorier...

Der kom en soldat gående hen ad vejen. Det var en varm dag.
     I en have ved vejens side stod et æbletræ på den anden side af et plankeværk. Soldaten gik ind under dets skygge. Han tog hatten af og tørrede sig over panden.
     - Puha, sagde han, sikke en varm dag det er.
     Han kiggede op mod himlen, så kiggede han op på æbletræet og så at det var fuld af de dejligste røde æbler. Soldaten var ikke særlig sulten, men de så så dejlige ud, at han fik lyst til at plukke et og smage på det. Han så sig omkring. - Hvor er der mange, sagde han til sig selv. Hvis jeg bare tager et enkelt, vil ingen lægge mærke til det, og den der ejer træet vil ikke komme til at savne et enkelt æble.
     Han så sig omkring igen. Der var ingen mennesker at se. Så stillede han sig op på en sten for træets fod, strakte sig op mod de nederste grene og plukkede et stort rødt æble af.
     Men nu skete der noget underligt. Aldrig så snart havde han plukket æblet fra grenen før et nyt voksede frem lige der hvor det gamle havde siddet. Og før soldaten havde set sig om var det nye æble præcis lige så stort og modent som det gamle.
     - Hvad i alverden, udbrød han. Han pillede det nye æble ned – og straks kom endnu et nyt frem. Det er dog nogle sære æbler, tænkte han. Han tog en stor bid af det, han lige havde plukket. Det smagte sødt og dejligt.
     Først nu fik han øje på et lille skilt på plankeværket. Der stod:

Kære vejfarende:
Er du forfulgt
af sult -
stil dig op på en kævle
og tag dig et ævle.

Mens han stod og læste dette kom en mand frem fra en busk og lige hen mod soldaten. Han så vred ud og råbte til ham, mens han endnu var nogle meter væk:
     - Din tyveknægt! Vil du lægge de æbler fra dig! Det er ikke dine.
     Soldaten så forbavset på ham med munden fuld af den søde og saftige frugt. - Hvdbhgr, spurgte han?
     - De æbler tilhører ikke dig. Spyt ud! Hvad bilder han sig ind. Gå og stjæle af andre menneskers haver!
     - Men ... de vokser jo frem igen med det samme, begyndte soldaten. Han syntes godt nok selv det lød lidt mærkeligt når han sagde det. - Og desuden står der at man gerne må tage dem. Men det er måske Dem, der ejer æbletræet? Er det Dem, der har sat skiltet op, spurgte han og pegede.
     - Nej, råbte manden. Æbletræet er ikke mit og det er æblerne heller ikke. Men derfor har du jo ingen ret til at stjæle dem, din slyngel!
     Nu var soldaten forvirret. - Men så må det vel være ejeren af træet som siger man bare...
     - Det har han ingen ret til at sige, afbrød manden surt. Bare fordi det er hans æbler, har han ingen som helst ret til at forære dem væk!
     Soldaten blev mere og mere forvirret.
     - Det er ikke mit træ det der, fortsatte manden. Men det er mig der har solgt ejeren frøene til det. Jeg er gartner og det er det jeg lever af: At sælge folk frø, så de selv kan have deres egne træer, så de selv kan plukke deres egne æbler. Men hvis folk begynder at forære æblerne væk, så er der jo ingen der vil købe frø mere og hvad skal jeg så gøre.
     Det havde soldaten ikke tænkt på.
     I mellemtiden var en politimand blevet opmærksom på at manden stod og råbte højt på åben gade. Han kom hen til dem og forlangte at få at vide hvad der foregik. Den vrede mand blev ved med at kalde soldaten en tyv, og politimanden spurgte soldaten om det var hans æbler. Det var han ikke helt sikker på om de var, men han pegede ned på skiltet, hvor der jo stod at man bare kunne tage dem. Han begyndte at forklare, hvordan æblerne bare voksede frem igen, når man plukkede dem. Det gad politimanden ikke høre på.
     - Har du taget dem, eller har du ikke taget dem, spurgte han.
     Det bekræftede soldaten og så blev han smidt i fangehullet. Der blev han siddende i mange dage og kunne tænke over det besynderlige eventyr han havde haft.