Jeg har fået tid til at løbe Det umuliges kunst igennem. Der er et par ting, jeg slet ikke kan forstå. Okay, den handler om, at kunsten er en af fem områder af tilværelsen, hver af dem helt og holdent autonome skønt de ikke står i noget modsætningsforhold til hinanden og vi hele tiden navigerer i dem simultant. Der er den sociale, den pragmatiske, den teoretiske og den æstetiske tilgang til verden. Og så altså kunsten, som ikke har mere med æstetik at gøre end den har med de andre områder.
Da nu de seneste par hundrede år kunsten har været forstået som et æstetisk fænomen, er det selvfølgelig dér bogen er mest kontroversiel.
Iflg. Balle handler kunsten ikke om æstetik og sansning, men om en omgåelse af de eksistentielle grundvilkår. Det lyder som noget, der er hører hjemme i nærheden af den kristne ruelse, men det behøver det ikke, det er bare sådan noget med, at vi har en krop, at den eksisterer i tre dimensioner og et stykke tid og sådan noget.
Balle er ikke ligefrem generøs med de konkrete værkeksempler, men et af de få kunstværker/æstetiske objekter hun nævner, er Manzonis Merda d'artista. Det jeg ikke fatter (den første ting) er, at hun tydeligvis opfatter dåsen som et eksempel på den moderne æstetiske (og efter hendes mening fejlagtige) kunstopfattelse. Den kan godt være æstetisk interessant og øjenåbnende kunstrefleksion, skriver hun, men det er ikke kunst. Jamen, det at konservere sit eget affald (hvad enten dette er ment som en metafor for det kunstneriske produkt eller ej) – er det ikke netop at problematisere et grundlæggende vilkår, nemlig kroppens forgængelighed? I hvilken forstand giver det mere mening at tale om dåsen som æstetik end som eksistentiel?

Balle mener at forskellige grundvilkår er det direkte ophav til kunstarterne - at vi lever i tiden er ophav til vores behov for at fortælle historier f.eks. At vi lever i én krop og udgør ét jeg er grundlaget for poesien. Det er den anden ting, jeg ikke forstår. Vi kan ikke sige "jeg" uden at selve ordet peger på den samme, ALTID den samme genstand, vores egen krop, siger Balle. Men digtet kan omgå det vilkår, for når der står "jeg" i et digt peger det netop ikke på forfatteren, men på et frithængende jeg, som ikke tilhører nogen. Jeg forstår ikke, hvordan det adskiller et jeg i et digt fra et jeg i en hvilken som helst anden tekst, det jeg der optræder ofte på den her blog f.eks.? Hen mod slutningen af bogen spørger Balle, hvordan det kan være at kunsten overhovedet har udviklet sig, når nu den er et respons på evige uomgængelige vilkår? Det skyldes, siger hun, ganske enkelt at menneskehedens måde at forholde sig til sin krop og omverden på, jo i det hele taget ikke er konstant. Og så kommer hun med det eksempel at den klassiske græske metrik blev erstattet af enderim, da kristendommen vandt frem med sin mere asketiske og mindre kropslige opfattelse af subjektivitet. Det ville virkelig være interessant, at få forklaret hvordan skiftet i synsvinkel førte til at formelt skifte. Men vi hører ikke mere om det, og derfor forstår jeg heller ikke den sammenhæng?