20.11.04

Kære Litteratur,

Hykler! Hvis du siger jeg altid skal være dramatisk kender du mig endnu dårligere end jeg troede. Jeg hader drama. Alle der kender mig ved det. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg ved godt at det kan virke som en højstemt gestus at skrive et afskedsbrev. Men det er jo dig der lever af dramaet, du suger næring af det som en igle. Jeg kunne bare være gået uden at sige noget og så ville du aldrig have reageret, ja du ville – prøv nu at være ærlig for een gangs skyld – overhovedet ikke have opdaget det.

Det er SÅ typisk at du indrømmer at være pyntesyg, men bliver fornærmet hvis man kalder dig bedrevidende. Det er virkelig det værste du ved, ikke? Bevares, ingen af os bryder os om en storsnudet vigtigper, men med dig er det en besættelse. Du kan ikke et fange et glimt af alvor i en eller andens øjenkrog før du enten begynder at kurre koket og pege på noget MEGET interessant der foregår et andet sted eller du skynder dig hen og stikker vedkommende adressen til en af dine gamle veninder, fx Kristendommen.

Det er en af grundene til at jeg ikke holder det ud længere. Du er charmerende og intelligent, ja, men vil så meget hellere være dum og bedåret.

Martin

16.11.04

Very short talk (on fire dept. valves)

15.11.04

FARVEL TIL ALT DET


Kære Litteratur,

Jeg er lige kommet tilbage fra min tandlæge og det er gået op for mig, at jeg ikke har råd til dig mere. Jeg siger det uden bitterhed, men ikke uden vemod selvfølgelig.

Jeg er sikker på at du nok skal klare dig glimrende uden mig. Ja, faktisk tror jeg du må gå nogen spændende år i møde. Det er blevet mig oplyst fra højeste myndighed, at der pt. findes over firs konkrete litterære projekter som ud fra kvalitative kriterier har større betydning for dansk litteratur end mit eget. Måske var vi ikke så tæt knyttede som jeg troede.

Det siger jeg også uden bitterhed, jeg har deltaget i det lotteri om din gunst før og jeg har både vundet og tabt i det, jeg har bare ikke lyst til at spille med mere.

Jeg er ked af at vores forhold må ende og indrømmer gerne at være lidt nervøs for at jeg ikke skal finde en anden, at jeg er for gammel, for forvirret og har brugt for mange af mine ressourcer på dig, men jeg føler ikke jeg har noget valg, jeg er nødt til at komme videre i mit liv, som det hedder.

Der er andre grunde. Jeg håber ikke du tager det ilde op hvis jeg siger at jeg i nogen grad har mistet troen på dig. Du kan være både charmerende og intelligent og godt selskab, men jeg mangler noget. Det er ikke dig der er noget galt med, det er mig. På det seneste har jeg kun kunnet se på dig på to måder, dels som den pyntesyge overfladiske pige, der forsøger at efterligne sin smukkere og mere populære søster. Og dels som den indædte bedrevidende student, der forsøger at overbevise sig selv og sin omverden om hvor klog han er. Du er disse ting og meget mere, det ved jeg godt, men jeg kan ikke SE det længere.

Vi skal selvfølgelig nok ses, jeg har jo da tænkt mig at blive ved med at omgås mine venner som osse kæmper i din tjeneste, men selv dem er jeg bange for at jeg nu kommer til at svigte oftere. En ensom dag kommer du måske på besøg for gamle dages skyld og vi kan have det hyggeligt sammen. Jeg vil komme til at tænke på dig tit og få masser af ideer til hvad vi kunne lave sammen, men jeg har simpelthen ikke tid og energi til at sætte alt andet til side længere.

Kærlig hilsen,
Martin

12.11.04

Tillykke til Kristian!

8.11.04

Fædrelandets hæder!
Hæder! Hæder


Hvilken smuk vinter!
Fædrelandet genfødes i nord

7.11.04

Nå ja, check osse the One-finger victory salute.
Franske drømme.

2.11.04

           imagine: at
dette digt er en øvel
           se - resultatet
           af min første sprog
undervisning - ´jeg vil ha
           blohævn´ - siger jeg
           næh ´blowhævn´ nej om
igen - ´jeg vil ha bloooh
           hævn´ siger jeg - nej
           ´bloohævn´ skriver jeg
her kommer mit bedste bud:
           ´jeg vil ha blohævn´