27.3.04

Skyums på mange måder udmærkede anmeldelse af Lars (jeg gider ikke lave et link lige nu, den er let at finde) slutter:
Et andet sted, hvor jeg stod af, var, hvor digteren påstod: »Jeg undgår helst metaforerne«, selv om han ikke bestiller andet end at spytte dem ud på stribe. Lige så letfærdig og løs er optakten til andet afsnit: »Jeg tror ikke på fragmenter«. Her spørger man uvilkårligt: Hvorfor så til stadighed rendyrke dem?
Man bebrejder indimellem litteraturkritikere, at de mangler evne til indlevelse, empati som det kaldes. Men indlevelsen kræver, at der i værket findes et ærligt udspil til oplevelse. En sådan åben gestus savnes i Lars Skinnebachs bog, der for mig at se lukker sig om sig selv – i ren og skær menneskeforagt. Anderledes kan man for mig at se ikke modtage en bog, hvor der står: »Ethvert følelsesudbrud er en degradering af følelsen«. Levede folk efter denne regel, ville vi bebo et dødsrige af lige netop den slags, han foregiver at protestere imod.
Her er kæden selvfølgelig fuldstændig hoppet af når en enkelt sætning pludselig skal fortolkes som en alment gyldig leveregel, som ovenikøbet skal indfange hele digterens livssyn.
I morgen... er en bog som mere end Lars' første benytter sig af det Skyum (fejlagtigt tror jeg, skønt det vil kræve en del energi jeg næppe vil kunne opbyde her midt om natten at forklare det nærmere) kalder fragmenter eller en fragmentarisk diskurs. F.eks.

Føler du dig hjemme? Vi smed de mest vulgære symboler ud
over bord som konkylier, se emaljen!
Jeg deler ikke min smag med andre, kun når det angår
smag for personer og andre ligegyldigheder. Åndedræt
Da han tabte sin form blev han så nærværende i os
Godnat. Godnat og sov godt. Tak i lige måde
Man finder sig selv i en vis åbenhed, gør man ikke?
Da det begyndte at sne, gik vi tur ved stranden
Den folder sig ud som en hvid løber
og nogen holder audiens i et mulighedsfelt
[...]

I et mindeværdigt afsnit har SUT påstået at i lyrikken kan du'et aldrig svare, et digt er altid en monologisk tale. Men her siger nogen jo altså "tak i lige måde" og det er sådan nogen lunde det reneste dialogiske udtryk, man kan forestille sig (nogen må ALTID have sagt noget først for at man kan sige det!). Der er med andre ord skiftende lokutionære positioner i digtet. Hvilket jeg opfatter som en klokkeklart (og meget effektiv*) ÆSTETISK effekt, som et eksempel på den "særlige lethed i et skift". En tanke: Det er også denne lokutionære instabillitet, som gør det muligt for digtene at udbryde sådan nogle almene sætninger som det famøse "Digte er en samfundsmæssig luksus som sker / på bekostning af andre, mere fattige samfund" uden at digteren nødvendigvis må stå til regnskab for dem.


*hvilket er grunden til, hvis jeg må ha lov til at sige det, at jeg var så glad for selv at benytte den ofte i digtet ".tale.".

Ingen kommentarer: