Første iagttagelse fra Jeppe Brixvolds indledende essay fra Legenda: Jeppe taler om det problem litterære kritikere (=professionelle læsere) har med selvbiografiske indslag i litteraturen.* Hans eksempler: Niels Lyngsø, Erik Skyum-Nielsen og Lars Bukdahl, altså dagspressens anmeldere. Hvor er den mere tilbundsgående litterære kritik af samtidslitteraturen, den akademiske (i ordets bedste betydning) kritik? Findes den ikke? Jo, det gør den jo i små doser rundt omkring, men den er ikke genstand for debat: Vi har ikke nogen akademisk kritiker med samme tyngde (dvs. en som indtager et standpunkt og ihærdigt forsvarer det) eller samme profil som anmelderne. Det er anmelderne der skaber kanon og akademikerne, der kommer halsende efter.
anywayz... Jeppes ærinde er at nærme sig et begreb om skønhed som ikke er et spørgsmål om enten form eller indhold, altså hverken en beskæftigelse med skønne ideer eller alene et resultat af værkets form. I stedet foreslår han en særlig "intens referentialitet", en relation mellem et indhold og en specifik form, som findes i tekstens skønne momenter - "præcisionen i et udtryk, det pludseligt overrumplende billede, den særlige tæthed i en kompositionel del, den særlige lethed i et skift eller en kadence."
Det forekommer mig at være en meget frugtbar måde at se på det - og ikke mindst, hvis man skal læse Lars' bog.


*For en digter må det virkeligt virke underligt at man gør så meget ud af at et selvbiografisk element kan slå ind i litteraturen - '"Poesi er jo for helvede ikke fiktion."'