Roubauds performative poesibegreb har dybe og �benlyse r�dder i Jakobsons opfattelse af sprogets poetiske funktion for s� vidt som en given tekst (udsagn) retter sig mod sin egen m�de at v�re budskab p�. [Jeg har lige h�rt Niels Lyngs�s forbl�ffende lidt kedelige genfort�lling af Jakobsons ber�mte Lingvistik/poetik-artikel iscenesat som en auto-telefondialog her. (Jeg ku godt ha undv�ret Gitte H�nning, Niels!!!)]
I Po�sie, etcetera: m�nageender det ud i en definition af poesien som "sprogets hukommelse" - en lettere underlig definition for en mand, der n�rer den st�rste mistro overfor metaforer. Det gentog han ogs� i dag ligesom han gentog sin lignelse med digteren/forfatteren (i hvert fald den oulipianske) som en rotte, der selv konstruerer den labyrint den med m�je og besv�r skal finde ud af.