3.9.17

Jeg stod og snakkede med Søren Ulrik Thomsen til efterårsreceptionen for et par dage siden, og vi kunne ikke blive enige om, hvorvidt det, man kalder en digters stemme, behøver at være noget metafysisk noget. Det syntes jeg ikke. Men det, vi sagtens kunne blive enige om, er, at når et menneske og en digter dør, forsvinder noget, der er unikt i verden. Der er masser af kopibands, men den musik dér er uigenkaldeligt væk.
Dette værelse


Det værelse jeg kom ind i var en drøm om dette værelse.
Alle de fødder på sofaen måtte jo være mine.
Det ovale portræt
af en hund var mig i en ung alder.
Noget flimrer, noget holdes skjult.

Vi fik makaroni til frokost hver dag
undtagen søndag, hvor en lille vagtel overtaltes til
at blive serveret for os. Hvorfor fortæller jeg dig alt det her?
Du er her ikke engang.

                                       JA (1927-2017)