Jeg gentager: Hvilket slidsomt og udmarvende mareridt. Nu har jeg nået 50.000, og jeg kan se, at det kun er syv måneder siden, jeg var på 25.000. Dette er meget opmuntrende. Hvad der ikke er så opmuntrende er, at det ikke er blevet mere sammenhængende siden da. Suk.
Men så lige før målet gik jeg i stå, fordi jeg skulle til at gøre Parasitsonetterne færdig, hvilket nu heldigvis er lykkedes (den bog tog også kun 16 år at skrive!), og det betyder, at jeg kan komme videre med romanen og at jeg i dag, altså efter ni måneder, ikke syv, har nået 50.000 ord. Skal vi sige vi ses ved 75.000?
Nå, men det her er et stykke af Josephs fortælling. Tidligere hed han José. Han ender sikkert med at hedde noget tredje. Han er fotograf og i Japan. 1880.
Den kvikkeste og mest entusiastiske af mine assistenter hedder eller kalder sig Ando. Jeg kan ikke finde ud af om det er et fornavn eller efternavn eller noget, han selv har fundet på. Hiroshige kaldte sig Ando, hvilket vistnok var navnet på den familie, der adopterede hans far. Jeg prøvede at spørge Ando, om der var en forbindelse, men han lod som om han ikke forstod, hvad jeg sagde (som de indfødte ofte gør, når man i bedste mening har spurgt om noget dumt eller uhøfligt) og begyndte at fortælle om sin egen yndlingskunstner. Jeg fik ikke fat i hans navn*, men han var kendt for at lave enten dramatiske billeder af fantasilandskaber med genfærd og monstre eller ikke mindre dramatiske billeder i blodig-realistisk stil af berømte mord og henrettelser. Sådan noget, sagde Ando, der virker mere spændende for unge mennesker, end nogle nydelige poetiske billeder af personer fra bøger ingen læser mere eller af renommerede gamle skuespillere og damer, der var smukke for halvtreds år siden. Iøvrigt taler han engelsk ganske udmærket og forstår alt, hvad man siger.
...
Ando mødte stolt op til afrejsen iført et nyt sæt tøj af den slags, som ligner en variant af de tyske militæruniformer, og er højeste mode blandt unge mænd i Yokohama. Han var oprindelig startet i Stillfrieds værksted som koloristlærling, men hans lærer brød sig ikke om ham, fordi han aldrig fattede den diskrete balance mellem fotografiet og dets kolorering. Ando hældte farver over det hele som et barn, der leger med vandfarver. Til sidst nægtede læreren at spilde mere af sin tid på at forklare Ando de samme enkle principper igen og igen og opbød mod nok til at sige til Stillfried selv, at hvis han nogen sinde så den snottede knægts fjæs igen på værkstedet, ville han selv udvandre og gå over vejen til Kimbei og male for ham. Stillfried, som hverken ville miste sin kolorist eller en energisk engelsktalende og dermed potentielt nyttig ung mand, sendte i stedet Ando over til atelieret, hvor han kunne gå til hånde, skaffe rekvisitter og hen ad vejen lære sig fotografiets teknik. Efter den første uge var jeg overbevist om, at Ando, inden der var gået fem år, ville have sit eget fotostudie og sælge billeder både til turisterne og til japanerne.
...
Ando var heldig, at han ikke forlængst var blevet fyret og sendt hjem til sine forældre. En dag Stillfried var væk, og jeg havde opsyn med atelieret, overraskede jeg ham i færd med at bruge et af kameraerne. Han var ved at tage et billede af et billede. Han havde fået fingre i et eksemplar af Mutsuhito i uniform, et af de fotografier regeringen har sendt ud til landets guvernører, så de alle sammen kan have kejserens åsyn strengt stirrende henover skulderen på dem fra væggen bag deres skrivebord. Det er strengt forbudt at sælge disse billeder, som ikke desto mindre er meget efterspurgte af turister. Det var utvivlsomt Andos hensigt at sælge disse uautoriserede kopier på det sorte marked, hvilket i dette tilfælde vil sige kuriosabutikkerne ude omkring Grand Hotel. Jeg trak den lydløse silkeskærm, de kalder en dør, til side og så ham stå og kigge ind i kamerakassen med det ene øje knebet sammen, foroverbøjet som om det var et nøglehul og ikke den mesoskopiske linse, hans lystige blik sneg sig gennem. Jeg genkendte dette blik, som ved at bevæge sig selv kan ændre den verden, det ser, og så opdagede han mig og rettede sig op og hans ansigt blev fyldt af skam, skammen over at være blevet opdaget, og også den genkendte jeg, og jeg forklarede så strengt, jeg kunne, at billederne ville blive sporet tilbage til Stillfrieds atelier og hvilke problemer, det ville føre med sig for Stillfried og for os alle sammen. Så lovede jeg ikke at sige noget, hvis han lovede at holde op, og han så taknemmeligt på mig.
...
Alle vegne er vejene fulde af folk iført hvide dragter og en cirkelrund stråhat, som markerer at de er pilgrimsrejsende. På herbergerne taler man ofte med tilfældige mennesker, man møder. Vi talte med en ældre præst fra et af templerne i Atsuka, der var på vej til Edo. Pilgrimme kalder de sig, sagde han. I gamle dage kom pilgrimme for at deltage i de religiøse ceremonier eller bringe ofre til alteret. Nu kommer de for at købe nori og tækkenåle som meibutsu, amuletter, ukiyo-e, statuetter og hvad som helst, der kan bevise, at de har været de berømte steder. Mange af dem gider ikke engang besøge templerne, de kommer, fordi de har læst om et berømt tehus eller en kro eller et bordel. Da Basho kom forbi, var han ledsaget af døde poeter, Du Fu, Du Mu, Saigyo, alle sammen skeletter i vinden. Overalt så han både det, der var, og det, der havde været; han så et cedertræ, som var tusind år gammelt, han så, hvordan det svajede i vinden – stormen omfavner det, skrev han. I Atsuka lå templet i ruiner, murene styrtet sammen med ukrudt vildt voksende overalt, bynke og bregner. På en sten læste han navnet på en gud ingen længere kunne huske, hvilket for ham var mere rørende og storslået end velholdte monumenter og helligdomme. Vore helligdomme bliver rigere og rigere, vi sælger ofuda og omamori og tjener penge til guder ingen tilbeder mere.
...
Hvor vi end kom frem, forhørte vi os blandt folk, om de kendte spændende ting, vi kunne tage billeder af. I Hiratsuka hørte vi om en velstående købmand, der i byen var berømt for sin udsøgte have, i hvis centrum var placeret en enestående plante, hr. Tanaka havde købt af de handelsrejsende, der sejler til øerne langt mod syd og handler med folket fra regnskovene der. Denne plante har en særlig livscyklus, der består i, at den hvert år skyder op af jorden som en grøn stængel, der de fleste år udvikler blade og små grene, som om den var et træ, hvorefter den på et tidspunkt mister modet, dejser omkuld og sygner hen, indtil en ny stængel skyder op. Omtrent hvert femte år, uden at man imidlertid kan forudsige hvornår, forvandler stænglen sig til en knop, der senere springer ud som en enkelt gigantisk blomst. Sådan havde man i det mindste fortalt det til Tanaka, men i ni år i træk havde planten til hans store skuffelse blot gentaget dette bladstadium og havde nægtet at folde sig ud som blomst. Netop som han og de gæster, han begejstret havde fortalt om sin store skat, som han skælmsk var begyndt at kalde Yoshiko (der betyder yndlingsdatter, men også indeholder ordet for duft), var begyndt at tro, han var blevet bondefanget, havde den dette år udviklet sig til den længe ventede gigantiske majskolbeagtige form. I ugen før vi kom, var små håragtige strimler brudt fri af hylsterbladene, og i hele landsbyen var rygtet om købmandens plante løbet og spændingen steget. Folk havde meldt sig til at våge dag og nat for at give varsel, når blomsten brød frem, en begivenhed der for mange fik de evindelige kirsebærblomstseancer til at virke banale og altmodische. Endelig, dagen før vores ankomst, var dette da sket, og de, der af Tanaka var blevet fundet værdige til at være tilskuere til begivenheden, havde kunnet se, hvordan kronbladene havde skudt sig til side og, som om de var en vase, havde omgivet blomsten selv, der viste sig at være en to meter høj knejsende kødfarvet stang, som rejste sig lodret lige op mod himlen. Da vi kom til haven for at se den, var der tomt for mennesker. Hr. Tanakas tjener viste os venligt vej til havens midte, hvor blomsten var anbragt midt i et skrin, der havde skærmet den for vind og skadeligt vejr og sørget for, at den om vinteren kunne dækkes helt til. Det var aften, da vi kom for at betragte den imponerende blomst. Gradvist, efterhånden som mørket tog til, blev dens aroma stærkere og stærkere. Det var en blanding af gammel ost, rådne fisk, sure sokker, fækalt materiale og et strejf af friske jordbær. Vi så fluer sværme omkring den og biller komme løbende til i opstemt tilstand; tydeligvis benytter denne plante sig ikke bier til at transportere sin pollen omkring, men den slags små dyr, der lægger deres æg i kadavere og kød i forrådnelse. Måske fordi disse dyr er natdyr, havde den gemt det værste af sin emetiske lugt til mørket var faldet på. Før vi vendte os i afsky begyndte den majestætiske falliske ådselsblomst at miste sin saft og spændst og synke sammen til den i løbet af ganske kort tid havde lagt sig slatten og kraftesløs til hvile på kronbladenes rand med spidsen dinglende ud over kanten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar