20.6.12

Stort tillykke til René. Til prisuddelingen var der fine taler og Tue talte om digtenes teatralske jeg, som iscenesætter sig selv og betragter sig selv udefra som en slags selvironisk karikatur af den klassiske centrallyriks introspektion. Jeg skrev en gang et lille stykke, der som så meget andet aldrig blev færdigt, men som jeg har ledt efter for at kunne poste det her i dagens anledning. Fordi, ligesom Tue havde jeg også bidt særlig mærke i dette afsnit fra "Dengang jeg red på æslet":
Jeg skrev et digt om det grå jegpløre, som er mit liv, ville
jeg sige, men tonen var ikke rigtig, der gemte sig et andet triumferende
jeg under linjen, et
jeg som nød at hænge "jeg'et" ud og samtidig godte sig over det, som et lille nisse-
jeg under verdenskrigen trygt og godt ved kaminen; det
jeg der godt nok og helt efter bogen her ser sig mistroisk efter i kortene og i spejlet, men med en mistro, der aldrig kan blive total, og hvorfor kan den nu ikke det?
Ja, sagde Tue, det kan man jo aldrig få noget svar på – men det var det der var det fantastiske ved min tekst, det var netop det svar, jeg havde fundet! Men jeg har ledt og ledt til jeg blev helt fortvivlet; teksten er forsvundet. Så nu må jeg bare benytte lejligheden til at lave et link til en af de mere fjollede ting René og jeg lavede dengang på Krydsordsforlaget, en tekst skrevet ud fra løsningsordene i en kryds, en hyggekryds sikkert.

Proost!